Coronavirus

Dramatisk nedlukning med fire timers varsel: - Hvis coronavirus ikke dræber os, så gør sulten

Nyheden om, at Indien lukker ned, førte til uro i gaderne, da folk forsøgte at skaffe fødevarer til de næste dage.

Den indiske befolkning på 1,3 milliarder mennesker fik kun fire timers varsel, da premierminister Narandra Modi i en tv-tale tirsdag aften annoncerede en dramatisk nedlukning af landet.

- Det er et totalt forbud mod at forlade jeres huse, sagde premierministeren på tv tirsdag aften. Han annoncerede samtidigt, at den 21 dage lange nedlukning allerede ville gælde fra midnat, fire timer senere.

Det førte til uro i gaderne flere steder, hvor befolkningen enten gik på gaden for at hamstre fødevarer eller desperat forsøgte at komme hjem.

Der var fra start stor usikkerhed om, hvad nedlukningen betød i praksis, og flere steder i Indien har der været rapporter om hårdhændet politi, der slog på gadesælgere, butiksejere og kunder for at få lukket butikker.

Et selskab, der bringer mælk og fødevarer ud, har således meddelt sine kunder, at det har følt sig tvunget til at hælde 15.000 liter mælk ud, fordi selskabets chauffører blev generet af politiet, skriver BBC.

Politiets vejspærringer kontrollerer varebiler, før de de får lov til at passere.

Parker og templer lukker

Efter premierministerens tv-tale har det indiske indenrigsministerium udsendt en mere præcis gennemgang af, hvad nedlukningen betyder. Ifølge den vil fødevarebutikker, banker, benzintanke og andre livsnødvendige forretninger fortsat være åbne.

Skoler, kontorer, fabrikker, parker, templer, jernbanestationer og lufthavne vil til gengæld lukke.

Kunder foran en fødevarebutik i dag holder den påbudte afstand til hinanden.

Samtidigt bliver grænserne mellem Indiens 36 delstater og territorier lukket, så man ikke kan bevæge sig rundt i landet og sprede smitte.

"21 dage eller 21 år"

Selvom det i praksis stadig er tilladt at købe mad i butikker og ordne andre livsnødvendige ærinder, så gjorde premierministerens tale det klart, at alle i princippet skal holde sig indendørs derhjemme de næste 21 dage.

- Hvis I ikke kan klare disse 21 dage, så vil udviklingen for landet og jeres familier bevæge sig 21 år baglæns. Den eneste mulighed er at holde social afstand, at holde sig væk fra hinanden. Der er ingen anden mulighed for at undgå coronavirus, sagde Narandra Modi til befolkningen.

En civilklædt politimand straffer en mand, der bryder udgangsforbuddet i dag.

Kun få konstaterede tilfælde

Indien har endnu ikke registreret særligt mange tilfælde af coronasmitte. Det seneste tal er 562 smittede og 10 dødsfald i den milliardstore befolkning.

Men frygten for, at coronasmitten kan sprede sig eksplosivt i den fattige del af befolkningen, der bor tæt i slumkvarterer, har alligevel fået den indiske regering til at indføre det, som vurderes til at være den skrappeste nedlukning noget sted i verden.

Her gennemfører politiet en alternativ straf for unge, der har overtrådt udgangsforbuddet: Et antal knæbøjninger, mens de skal holde sig i ørene.

- Der er ingen andre muligheder end en fuldstændig nedlukning. Med Indiens befolkningstæthed og den standard, som det offentlige sundhedsvæsen har, er det ikke sikkert, vi kan håndtere et alvorligt smitteudbrud, siger en af landets kendte kommentatorer, tidligere generalløjtnant D.S. Hooda, til New York Times.

Svær tid for de fattige

Nedlukningen bliver næsten umulig at overholde for landets fattige befolkning.

- De fattige står over for en meget svær tid, erkendte premierministeren i sin tv-tale.

En indisk kvinde midt i madlavningen, mens hun lytter til premierministerens tale på sin mobiltelefon.

New York Times har talt med en af disse fattige indere, Shehnaz Khatun, der bor sammen med sine tre børn i en tætpakket bebyggelse i udkanten af New Delhi.

Hun fortæller, at hun gik i panik, da hun hørte premierministerens tv-tale tirsdag aften:

- Politiet tæver os, hvis vi prøver at gå udenfor. Vi vover ikke engang at gå ud for at købe grøntsager, der allerede er blevet voldsomt meget dyrere. Fremtiden ser meget sort ud. Hvis coronavirus ikke dræber os, så gør sulten, siger hun til New York Times.

Den indiske befolkning på 1,3 milliarder mennesker fik kun fire timers varsel, da premierminister Narandra Modi tirsdag aften annoncerede en nedlukning af landet. Overtrædelser sanktioneres med tæsk og fysisk afstraffelse. Video: Anders Masannek