Udland

Guvernør: Virus rammer New York som ustoppeligt højhastighedstog

Guvernør Andrew Cuomo siger, at man om få uger kan behøve 40.000 intensivpladser, men kun råder over 3000.

Guvernør Andrew Cuomo advarer om en katastrofe: at coronavirus rammer New York som et ustoppeligt "højhastighedstog".

Man behøver 140.000 hospitalsenge, men har kun 53.000, siger han ifølge avisen New York Post.

Han siger samtidig ifølge nyhedsbureauet AP, at staten New York kun kan være to til tre uger fra, at man behøver 40.000 intensivpladser på hospitalerne.

Det vil betyde, at hospitalsvæsnet bryder sammen. For New York råder kun over 3000 intensivpladser i hele delstaten.

210 døde

Det seneste antal registrerede smittede i New York af coronavirus overstiger tirsdag 25.665, og 210 er døde, skriver New York Post.

Cuomo siger, at coronavirus accelererer gennem delstaten som et "højhastighedstog".

- Vi er ikke ved få det ned i fart, og det accelererer på egen hånd, siger han.

- De, der forudsagde katastrofen, fortalte mig, at "vi ser på det som et godstog, der bevæger sig hen over landet".

- Det, vi nu står over for, er et højhastighedstog, siger han.

Topper om to-tre uger

Han forudser, at det værste tidspunkt vil komme om to til tre uger.

- Toppen er højere, end vi troede, og toppen nås tidligere, end vi har troet, forklarer han.