Udland

Bank finder mistænkelige overførsler for 37 milliarder euro

En advokatundersøgelse har fundet mistænkelige overførsler gennem Swedbank. Ints Kalnins / Ritzau Scanpix

Overførsler gennem Swedbank for 36,7 milliarder euro stemples i advokatrapport som mistænkelige.

En advokatrapport har fundet mistænkelige overførsler med "høj risiko for hvidvaskning" gennem den svenske storbank Swedbank for 36,7 milliarder euro.

Det svarer til 274 milliarder danske kroner.

Advokatrapporten er bestilt af Swedbank hos advokatfirmaet Clifford Chance.

- Det er tydeligt, at der har været en kultur i banken, som ikke har været acceptabel, siger topchef Jens Henriksson.

- Det her er alvorligt.

Dansk topchef får annulleret gyldent håndtryk

Sagen om mulig hvidvask gennem Swedbank kostede danske Birgitte Bonnesen jobbet som topchef i banken i marts 2019.

På baggrund af advokatrapporten har bestyrelsen i Swedbank besluttet at annullere fratrædelsesgodtgørelsen med Birgitte Bonnesen, lyder det i en pressemeddelelse fra Swedbank.

Denne skulle være udbetalt 29. marts. Det har tidligere været fremme, at Birgitte Bonnesen i forbindelse med sin afsked ville få 15 mio. kr. i fratrædelsesgodtgørelse, ifølge Finans.dk.

Samtidig har banken besluttet ikke at lægge sag an mod Birgitte Bonnesen, "efter overvejelser baseret på en juridisk vurdering af betingelserne for en sådan potentiel proces."

Banken fik i sidste uge en bøde på fire milliarder svenske kroner, som banken valgte at acceptere. Bøden kom fra det svenske finanstilsyn på grund af for dårlig kontrol internt i banken.