Tyskland indfører forbud mod forsamlinger over to personer

Angela Merkel kalder det et "kontaktforbud". Familier og personer, der bor sammen, er undtaget.

Tyskland indfører forbud mod forsamlinger over to personer. Det oplyser forbundskansler Angela Merkel på et pressemøde.

Familier og personer, der bor sammen, vil være undtaget forbuddet, som vil gælde i mindst to uger.

- Coronavirusset spredes i en foruroligende fart, og borgerne må minimere al kontakt, siger Merkel.

Hun tilføjer, at man bør holde sig på mindst halvanden meters afstand af hinanden.

- Vores egen opførsel er den mest effektive måde at begrænse smittespredningen, lyder det fra kansleren på pressekonferencen.

Meldingen fra Merkel kommer efter et telefonmøde med de 16 delstaters ministerpræsidenter søndag. Her blev de enige om tiltaget, der skal hindre udbredelsen af coronasmitte.

Ud over, at man højst må opholde sig to personer sammen, er der også andre tiltag på vej. Restauranter, der ikke i forvejen er lukket, vil blive det. Men det vil stadig være muligt at få mad leveret. Frisører, kosmetologer og massageklinikker skal også lukke, hvis de ikke allerede har gjort det.

TV 2s korrespondent i Tyskland, Uffe Dreesen, forklarer, at der her er tale om en "ganske alvorlig indskrænkning af det sociale samvær i hele Tyskland":

- Men den gode nyhed er, at der ikke er tale om et regulært udgangsforbud, så borgerne må stadig gerne lufte hund og købe ind, så længe man kun er to personer sammen, siger han.

Lokale restriktioner

I forvejen er der indført skrappe restriktioner i 12 af Tysklands delstater. I Sachsen har myndighederne meddelt, at ingen må forlade deres hjem uden en god grund. Det er dog stadig tilladt at købe ind og tage på arbejde.

I Bayern i det sydlige Tyskland har folk fået besked på at holde sig inde, medmindre det er strengt nødvendigt at gå ud.

Her griber politiet ind mod såkaldte corona-fester, som unge holder, men har også uddelt bøder til erhvervsdrivende, der ikke overholder reglerne om at begrænse social kontakt.

Uffe Dreesen forklarer, at de lokale myndigheders anvisninger har været lidt af et "kludetæppe". Merkels kontaktforbud prøver derfor også at tage hånd om nogle af de mangle lokale påbud.

- Det er endt med et politisk kompromis. hvor alle har forsøgt at undgå det totale udgangsforbud, siger han.

De seneste tal fra Tyskland viser, at over 24.100 mennesker er smittet med coronavirus. Af dem er 92 døde.