Coronavirus

Spaniens premierminister advarer nationen: Det bliver meget værre

Spanien er ramt hårdere af coronavirus end alle andre europæiske lande bortset fra Italien. Og det vil kun blive værre.

Lørdag aften gik den spanske premierminister, Pedro Sanchez, på nationalt tv med en meddelelse til befolkningen:

- Der er hårde dage foran os. Vi er endnu ikke blevet ramt af den stærkeste og mest skadelige bølge. Den vil teste os til det yderste.

Spanien er ellers et af de lande, der har reageret stærkest over for coronavirussen. Blandt andet med et udgangsforbud, der betyder store bøder eller fængselsstraf, hvis man går uden for sit hjem uden et godkendt formål, såsom indkøb eller arbejde.

Alligevel fortsætter virussen med at sprede sig. Spanien har nu næsten 26.000 smittede og over 1300 dødsfald - inklusiv 300 dødsfald det seneste døgn.

- Vi er i krig

Når Pedro Sanchez med sikkerhed kan fastslå, at det bliver værre, så skyldes det dels, at hele 1600 patienter er i intenstivbehandling lige nu, og dels, at erfaringerne fra Italien viser, at når pandemien først har fået godt fat i et land, så er det yderst vanskeligt at begrænse smitten.

Ligesom sin italienske kollega, Giuseppe Conte, kaldte Sanchez kampen mod coronavirussen for en krig, hvilket er et ordvalg, som Angela Merkel også har brugt. Avisen El Pais skriver, at Spanien forbereder sig på at måtte træffe valg om, hvem der skal have livreddende behandling - et dilemma, italienske læger har stået over for i dagevis.

Også Italien fortsætter med at stramme reguleringerne, mens dødstallet stiger voldsomt - næsten 800 italienere døde i fredagsdøgnet alene. Senest har regeringen beordret, at alle ikke-nødvendige virksomheder og fabrikker skal lukke ned øjeblikkeligt.

Værst i Madrid

Hvor det i Italien er landets nordlige provinser, der er hårdest ramt, så er meget af coronavirussens hærgen i Spanien centreret i og omkring hovedstanden Madrid. Omkring 60 procent af dødsfaldene er sket her, og myndighederne har nu omdannet et stort kongrescenter til et midlertidigt hospital, fordi faciliteterne i byen ikke længere er tilstrækkelige.

Det nye hospital i Ifema-centeret rummer 5500 feltsenge, der både kan bruges til normal og intensiv behandling. Centeret indeholder desuden et nødherberg for hjemløse, der ellers ikke ville kunne isoleres.

Centeret supplerer to hoteller i Madrid, der allerede er omdannet til behandlingscentre for patienter med milde symptomer, skriver El Pais.