Måtte selv betale 245.000 kroner for behandling - corona er en bombe under USA's sundhedssystem
27 millioner amerikanere risikerer at komme i bundløs gæld, hvis de skal behandles for covid-19.
Da Danni Askini fra Boston i USA en lørdag i februar fik ondt i brystet, åndenød og migræne, ringede hun til sin læge.
Hun mente, at Askini reagerede dårligt på noget ny medicin, hun var startet på. Lægen henviste hende til skadestuen, hvor de mente, hun havde lungebetændelse - og sendte hende hjem.
Over de næste dage begyndte Danni Askinis temperatur at svinge drastisk, og hun udviklede samtidig en voldsom hoste. Efter to yderligere tests og medicinsk behandling fik hun diagnosen covid-19.
Millioner kan komme i klemme
Et par dage senere landede en regning for behandlingen i Danni Askinis postkasse på 34.927,43 dollars – godt og vel 245.000 kroner.
- Jeg var i chok. Personligt kender jeg ingen, der har så mange penge, siger Danni Askini i et interview med Time Magazine.
Ligesom omkring 30 millioner andre amerikanere var Danni Askini ikke forsikret, da hun kom på sygehuset.
Danni Askini har derfor søgt det statslige sundhedsprogram, Medicaid, om hjælp til regningen. Hvis ikke det sker, er hun fanget i bundløs gæld.
Og hun er langt fra alene.
Sundhedseksperter vurderer, at tusinder af amerikanere – måske endda millioner - i den nærmeste fremtid vil blive indlagt med covid-19. De risikerer at komme i samme knibe som Danni Askini.
Kongressen i USA vedtog i sidste uge en hjælpepakke, der dækker omkostningerne ved at blive testet, men selve behandlingen af covid-19 er ikke dækket.
Hvad koster en covid-19-behandling i USA?
USA’s sundhedssystem fungerer sådan, at prisen på en behandling afhænger af, hvilken forsikring man har tegnet – og hvor stor egenbetalingen er.
En analyse fra Kaiser Family Foundation forudser, at en covid-19-behandling uden komplikationer vil koste knap 9800 dollars – cirka 70.000 kroner – for en amerikaner, der vel at mærke er forsikret. Opstår der komplikationer i behandlingen, risikerer regningen at blive dobbelt så stor, viser analysen.
Hvor meget skal amerikanerne selv betale?
De fleste sygesikringer i USA vil formentlig dække størstedelen af selve covid-19-behandlingen, men den dækker ikke egenbetalingen – den del af regningen, der ikke er dækket af forsikringen.
Flere end 80 procent af amerikanerne har en egenbetaling på deres sygeforsikring. En opgørelse fra 2019 viser, at egenbetalingen gennemsnitligt udgør omkring 1600 dollars – godt 11.000 kroner.
Selvom man som amerikaner er forsikret, kan man risikere også at komme til at betale en del af selve behandlingen. Det afhænger af, om de læger, der har tilset og behandlet en, er en del af sygesikringsordningen.
Hvilke tilbud er der, hvis ikke man er forsikret?
Enkelte hospitaler tilbyder velgørenhedsprogrammer, der inkluderer nogle former for behandling. Desuden arbejder en række stater i øjeblikket på en ordning, så borgere kan få dækket en del af deres covid-19-behandling.
Maryland, Massachusetts, Nevada, New York, Rhode Island og Washington har lavet særlige ordninger, så det nu er lettere og billigere for midaldrende amerikanere at tegne en sundhedsforsikring.
Andre stater arbejder på en fremtidig dækning af vacciner og kigger på at ændre reglerne for receptpligtig medicin, så borgerne lettere kan sikre sig den nødvendige medicin.
Hvad gør man, hvis ikke man selv kan betale?
Det amerikanske sundhedssystem tilbyder grundlæggende ikke økonomisk hjælp til behandling, hvis ikke man er forsikret – enten privat eller gennem sit arbejde. Men der er en række ting, man kan gøre for at gøre behandlingen så billig som muligt.
Frygter man, at man er smittet med coronavirus, kan man med fordel starte med at kontakte egen læge i stedet for at tage direkte på hospitalet. Som udgangspunkt er det altid dyrere for amerikanere at blive behandlet på hospitalet fremfor hos egen læge.
Caitlin Donovan fra National Patient Advocate Foundation opfordrer alle amerikanere til at få eventuelle tilbud fra sundhedsvæsenet på skrift, så man kan klage, hvis den endelige regning viser sig at være markant større.
Og så opfordrer hun politikerne til at få vedtaget flere hjælpepakker, der kan holde hånden under de svage i samfundet. Ellers risikerer USA som samfund, at mange amerikanere helt undlader at lade sig teste eller få behandling, fordi de ikke har råd til det.
- Det hjælper ikke vores samfund, hvis folk er syge, men for eksempel alligevel tager på job og derved smitter andre, siger Caitlin Donovan til Time Magazine.