Coronavirus

Dødstallet stiger markant i Spanien

Spanien er et af de lande i verden, der lige nu er hårdest ramt af covid-19.

I Spanien kæmper myndighederne mod et voldsomt virusudbrud, der koster flere og flere livet. Coronavirussen har i den grad ramt landet, og både antallet af smittede og døde stiger hastigt.

Siden i går er antallet af smittede i Spanien steget med 3646 - fra 24.926 til 28.572.

Dødstallet er samtidig steget fra 1326 til 1720 - en stigning på 394 på et døgn.

Spaniens premierminister, Pedro Sanchez, er bekymret, og har sagt til landets indbyggere, at de ikke har set det værste endnu.

- Der er hårde dage foran os. Vi er endnu ikke blevet ramt af den stærkeste og mest skadelige bølge. Den vil teste os til det yderste, sagde den spanske premierminister på nationalt tv lørdag aften.

Værst i Madrid

Hvor det i Italien er landets nordlige provinser, der er hårdest ramt, så er coronavirussens hærgen i Spanien centreret i og omkring hovedstanden Madrid.

Omkring 60 procent af dødsfaldene er sket her, og myndighederne har nu omdannet et stort kongrescenter til et midlertidigt hospital, fordi faciliteterne i byen ikke længere er tilstrækkelige.

Det nye hospital i Ifema-centeret rummer 5500 feltsenge, der både kan bruges til normal og intensiv behandling. Centeret indeholder desuden et nødherberg for hjemløse, der ellers ikke ville kunne isoleres.

Centeret supplerer to hoteller i Madrid, der allerede er omdannet til behandlingscentre for patienter med milde symptomer, skriver El Pais.