Coronavirus

Korrespondent om corona-udbrud i USA: - Det bliver langt værre

Det er ved at gå op for amerikanerne, at coronavirussen er alvorlig, fortæller TV 2-korrespondent Jesper Steinmetz.

- Det her bliver langt værre, end den almene amerikaner endnu har forstået.

TV 2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz er ikke i tvivl om, at coronavirussen vil stramme til om amerikanernes hverdag på en hidtil uset måde.

Faktisk er det allerede en realitet i flere amerikanske stater, som har opfordret sine borgere til at blive inden døre og arbejde hjemmefra, og som har beordret barer, restauranter, biografer og teatre lukket.

Det har eksempelvis staterne New York, Californien og Illinois besluttet, mens New Jersey ifølge CNN indfører det inden for de næste 24 timer.

Og dét kan mærkes i gaderne, fortæller Jesper Steinmetz.

- Her i Washington D.C., hvor jeg er, er der nærmest ikke et øje på gaden. Der er endnu mere øde end på Thanksgiving-dagen, som er det tætteste, man kan komme på juleaften i Danmark, fortæller han.

- Og når man går forbi folk på fortovet, og man nærmer sig hinanden, er der mange, som nu viger til siden eller stopper op og venter, til man er gået forbi. Det er jo et udtryk for, at man har forstået det, siger han.

Staterne bestemmer selv

De fire stater har indført de hidtil strengeste tiltag i USA, men de pågældende stater er så folkerige, at én ud af fem amerikanere ud af en population på 325 millioner er blevet berørt af tiltagene.

De fire stater står ifølge Reuters for 30 procent af USA’s samlede økonomi.

Det er dermed ikke mange af landets stater, der endnu er gået så vidt i bestræbelserne på at bekæmpe coronavirussen.

Det hænger sammen med, at det er forskelligt, hvor mange smittede og døde de enkelte stater har, og så har staterne en grundlovsfæstet autonomi i forhold til den føderale regering.

- Det er de enkelte stater, der selv beslutter, hvilke retningslinjer de skal implementere, siger Jesper Steinmetz og fortsætter:

- Og så er USA bare et kæmpe land, hvor der er forskel på, hvor mange der er ramt. I staten Washington på USA’s vestkyst er der eksempelvis relativt mange døde, fordi det har været et af epicentrene for virusudbruddet. I New York er der også mange døde, og så er der stater, der ikke er ramt så hårdt endnu.

I Californien er 19 døde og 1006 smittet med coronavirus. Prognoser har ifølge Reuters vist, at omkring 56 procent af Californiens befolkning i løbet af de næste otte uger kan blive syg med covid-19.

Det vil kræve 20.000 flere sengepladser, end Californien, som med omkring 40 millioner indbyggere er USA's mest folkerige stat, aktuelt kan skaffe.

I New York City er antallet af smittede 5151, mens 29 er døde.

- Vi er nu epicentret i denne krise, sagde New York-borgmester Bill de Blasio fredag aften.

Men tallene er sandsynligvis meget højere og vil under alle omstændigheder fortsætte med at stige i alle stater, fortæller Jesper Steinmetz.

- Tallene vil stige, for man er kommet alt for sent i gang med at teste. Man har slet ikke overblik over, hvor mange der er smittet. Og antallet af smittede stiger eksplosivt hver dag, i takt med at man begynder at teste flere og flere, siger han.

Trump erklærer nødretstilstand

For en uge siden erklærede den amerikanske præsident, Donald Trump, national nødretstilstand, og i mandags frarådede han forsamlinger på over ti mennesker.

Samtidig opfordrede han også amerikanerne til ikke at gå ud at spise og amerikanske forældre til at undervise deres børn hjemme.

Derudover har den amerikanske stat overtaget en række bygninger, hvor der skal oprettes hospitaler.

Donald Trump har desuden erkendt, at USA kan stå foran en økonomisk krise - en recession.

Samlet i USA er der i skrivende stund 18.563 bekræftede tilfælde af coronasmittede og 227 dødsfald relateret til virussen - 147 personer er helbredt.