Udland

Arrangør arbejder på erstatning for europæisk melodigrandprix

Ben & Tan vandt Dansk Melodi Grand Prix 2020 og skulle have repræsenteret Danmark i den europæiske udgave i maj. Ida Guldbæk Arentsen / Ritzau Scanpix

Holland skulle have været vært for Eurovision 2020. Arrangør overvejer erstatning, som ikke er en konkurrence.

Det er ikke mere end få dage siden, at det europæiske melodigrandprix, Eurovision Song Contest, blev aflyst på grund af udviklingen med coronavirus i Europa.

Nu er arrangøren gået i gang med at finde et programformat, der kan fungere som en erstatning for årets konkurrence.

Det oplyser European Broadcasting Union (EBU), der er arrangøren bag, på det sociale medie Twitter.

- EBU er meget bevidste omkring, hvor meget Eurovision Song Contest vil blive savnet i år.

- EBU og dets medlemmer er derfor i øjeblikket i gang med at undersøge muligheden for et alternativ - men ikke en konkurrence - der skal bidrage til at samle og underholde publikum rundt omkring i Europa i disse vanskelige tider, skriver arrangøren.

Hyldest

Sangkonkurrencen skulle være afholdt i Rotterdam i Holland 16. maj med to forudgående semifinaler 12. og 14. maj.

Ifølge EBU skal erstatningen være en hyldest for de sange og kunstnere, som var blevet udvalgt til at skulle optræde ved årets konkurrence.

- Konkurrencens værdier såsom universalitet og inklusivitet - og vores stolte tradition med at fejre mangfoldighed gennem musikken - har vi brug for nu mere end nogensinde før, skriver EBU.

Det var duoen Ben & Tan, der med sangen "Yes" skulle have repræsenteret Danmark i Rotterdam i maj.

Duoen vandt Dansk Melodi Grand Prix 2020, der blev afholdt i Royal Arena i København 7. marts.

Blev holdt uden publikum

Også på daværende tidspunkt kastede coronavirusset en skygge over arrangementet, da det nationale melodigrandprix blev afholdt uden publikum.

Men selv om at Eurovision Song Contest i det format, som mange kender, ventes at komme tilbage i 2021, så er artister ikke automatisk kvalificeret til konkurrencen næste år, skiver arrangøren.

Det vil i sidste ende være op til medierne i de lande, der deltager, at beslutte, om årets deltager kan overgå til konkurrencen næste år, eller om der skal findes en ny, skriver EBU.