Coronavirus

Over 10.000 mennesker i fællesbøn mod coronavirus i Bangladesh

Hele onsdagen var tusindvis af mennesker samlet på en mark i Bangladesh for at bede om et mirakel mod coronavirus.

I Bangladesh er myndighedernes anbefaling om at holde afstand og undgå store forsamlinger på grund af coronavirus ikke taget helt til efterretning blandt alle medlemmer af befolkningen endnu.

Således forsamlede omkring 10.000 muslimer sig onsdag i Bangladesh for i fællesskab at bede Gud om hjælp mod den smitsomme virus.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Myndighederne i landet med cirka 165 millioner indbyggere har kun registreret 14 tilfælde af smitte og et enkelt dødsfald på grund af sygdommen covid-19, men ingen ved, hvor mange der reelt bærer på smitten i Bangladesh.

Tilsyneladende følte de cirka 10.000 mennesker sig sikre nok til at stå tæt sammen og trodse myndighedernes anbefalinger til fællesbøn på en mark uden for byen Raipur.

Det lokale medie Chandpur News bringer dette billede af folkemængden:

Den lokale politichef, Tota Miah, siger til AFP, at menneskemængden fremsagde helende vers fra koranen for at rense deres land for smitten.

- De holdt Khatme Shifa-bøn efter daggry for at befri landet for coronavirus, siger Tota Miah.

Han siger, at arrangørerne ikke havde bedt myndighederne om tilladelse.

Mod myndighedernes anbefalinger

Ifølge avisen Dhaka Tribune varede arrangementet fra flere timer før solopgang klokken 06.00 og frem til klokken 07.00 onsdag.

Avisen skriver desuden, at fællesbønnen kunne høres mange kilometer væk.

Lederen af bønnen var Anwar Hossain, der er tilknyttet Andarkilla Shahi Jame-moskéen i Chittagong.

Hverken Anwar Hossain eller moskéens talsmand, Syed Taher Zaberi, har svaret på avisens henvendelser.

Myndighederne i Bangladesh har allerede lukket skolerne og bedt folk om at undgå store forsamlinger, men det ignorerede arrangørerne tilsyneladende, og ifølge AFP hævder de, at der var hele 25.000 til arrangementet.

Ikke alle de lokale synes, at den enorme fællesbøn var en god idé.

- Dumme folk lærer aldrig, skriver Taslima Nasreen, som er en af de lokale læger, på Twitter.

Tomme strande

Andre steder i landet har myndighederne haft mere succes med at forhindre folk i at samle sig.

Flere af landets ellers meget populære strande er nu helt mennesketomme, skriver AFP.

En af de lokale har lagt dette billede op på Twitter, hvor man kan se forskellen.

Episoden med den store fællesbøn får nu en politiker fra regeringspartiet Awami League til at lufte tanken om et regulært udgangsforbud i Bangladesh.

- Om nødvendigt vil Bangladesh lukke ned. Det vil blive gennemtvunget, hvis det er nødvendigt. Folk må reddes, og det vil vi gøre alt for, siger politikeren Obaidul Quader ifølge AFP.