I Østrig spørger man, om coronavirus blev spredt på grund af grådighed

På trods af advarsler greb de lokale myndigheder i Østrig først ind, efter at skigæster fra blandt andet Danmark havde spredt smitte over hele Europa.

Det er ikke for ingenting, at skisportsstedet Ischgl i det sydøstligste hjørne af Østrig markedsfører sig selv som "Alpernes Ibiza".

Indtil for bare en uges tid siden blev der festet igennem med shots og tyroler-pop til langt ud på natten i lokaler som Kitzloch og Kuhstall (Kostald, red.).

Grådigheden sejrede over ansvaret for borgernes og gæsternes sundhed

Thomas Mayer, kommentator, Der Standard

Gæsterne står så tæt i afterski-templet Kitzloch ved svævebanestationen, at tjenerne må gribe til en fløjte for overhovedet at kunne bane sig vej gennem menneskemængden.

Fløjter, som også gæsterne får lov at betjene sig af, har Ekstra-Bladet kunnet fortælle. Men det var, før Ischgl blev afsløret som covid-19-smittens østrigske epicenter.

Hundredevis af skiturister pådrog sig sygdommen netop her. De tætpakkede værtshuse skulle vise sig at være de perfekte smittespredere.

Mindst 139 danskere, 491 nordmænd og et ukendt antal østrigere og tyskere blev smittet i Ischgl. De fleste i afterski-baren Kitzloch, hvor en barmand viste sig at være kilde til smitten.

Selvom de østrigske myndigheder allerede for to uger siden var blevet advaret om, at Tyrol var et højrisikoområde, blev skisportsstederne i Paznaun-dalen først lukket sidste weekend.

- Grådigheden sejrede over ansvaret for borgernes og gæsternes sundhed, lyder kritikken af de lokale myndigheder fra Thomas Mayer, som er kommentator ved den ansete østrigske avis Der Standard.

- Man ville lige tage den sidste stærke turistuge med, så pengene kunne klinge i liftselskabernes og hotelejernes kasser.

Heller ikke den østrigske forbundskansler, Sebastian Kurz, går fri af kritikken.

For nok har han præsenteret østrigerne for drastiske tiltag i kampen mod covid-19-, ”men i afterski-mekkaet, Ischgl, kiggede Kurz alt for længe væk og lod virusfesten gå sin gang”, konkluderer online-redaktør Henriette Jedicke fra det tyske nyhedsmagasin Focus.

De første advarsler kom fra Island

De første advarsler om, at noget var galt i ”Alpernes Ibiza”, kom fra myndighederne på Island, som allerede 5. marts erklærede Tyrol for et højrisikoområde på linje med kinesiske Wuhan og Iran.

På et fly 29. februar med skiturister fra Ischgl havde islandske læger fundet flere personer smittet med coronavirus. Til det østrigske TV ORF forklarede Vidir Renyisson fra det islandske politi:

- Vi har otte tilfælde fra Ischgl i Østrig. Vi er bange for, at denne gruppe er blevet smittet det samme sted.

Trods advarslen fra Island var de lokale myndigheders første reaktion en klar afvisning.

- Fra medicinsk side er det meget lidt sandsynligt, at smitteoverførslen er sket i Tyrol, hed det i en pressemeddelelse fra Tyrols sundhedsdirektør.

Østrigerne mente i stedet, at skigæsterne måtte have pådraget sig smitten i flyet på vej til Island.

Den 7. marts dukkede de første tilfælde i Norge og Ischgl så op. Det viste sig nu, at den 36-årige barmand fra afterski-baren Kitzloch også var smittet. Men der skulle mere til, før der blev slået corona-alarm i Tyrol.

Her i Østrig har man længe nedtonet sagen og dermed spildt værdifuld tid

Robert Zangerle, virolog

Man har spildt værdifuld tid

Tværtimod så vurderede myndighederne 8. marts, at ”en smitteoverførsel af coronavirus til barens gæster efter lægelig vurdering er usandsynlig”. Kitzloch-baren blev dog lukket 9. marts.

Efterfølgende viste det sig, at 15 personer fra den smittede barmands omgangskreds havde pådraget sig virussen.

Først 10. marts besluttede myndighederne at lukke alle afterski-lokaler i Ischgl. På det tidspunkt havde lokale læger længe advaret mod, at en katastrofe var på vej, og at netop afterski-arrangementerne var de rene smittespredere, fordi mange mennesker her var samlet på meget lidt plads.

- Her i Østrig har man længe nedtonet sagen og dermed spildt værdifuld tid, lød det blandt andet fra virologen Robert Zangerle i avisen Der Standard onsdag 11. marts.

Samme dag besluttede Tyrols lokale regeringsleder, Günther Platter, at tage det drastiske skridt helt at afbryde skisæsonen i Ischgl før tid. Dog ikke med øjeblikkelig virkning, men først fra lørdag 13. marts, altså fra sidste weekend.

På det tidspunkt var der gået otte dage, siden myndighederne havde modtaget de første advarsler om, at en truende epidemi var på vej.

- Af økonomiske årsager forsøgte man at holde driften kørende længst muligt, lyder anklagen fra skigæsten Scott fra Køln, som tyske t-online.de har talt med.

Den unge tysker hører til dem, der fik en uønsket gæst i form af coronavirus med hjem fra ferien i skiparadiset Paznaun-dalen.

Læge mødte smittet op på arbejde

I dag er katastrofen for længst en realitet. Hele Tyrol er sat under karantæne med omfattende udgangsforbud, og området hører nu ifølge det tyske Robert Koch-Institut til et af verdens ti højrisikoområder for coronasmitten.

Selvom politiet nu har afspærret adgangen til blandt andet Paznaun-dalen, så fortsætter smitten fra Ischgl med at hærge.

Østrigske medier har i løbet af ugen kunnet berette, hvordan en anæstesilæge fra Salzburg nåede at møde på arbejde efter skiferien, inden han blev testet positiv.

Det betød, at 33 læger, 53 medlemmer af plejestaben, 18 patienter, 3 ambulanceflyassistenter og 1 pilot måtte i karantæne i netop de dage, hvor også den østrigske sundhedssektor er under hårdt pres.

Afviser kritikken

På trods af at netop Ischgl har medvirket til, at smitten blev spredt over store dele af Europa, afviser de lokale myndigheder al kritik.

I mandags erklærede en talsmand fra Tyrols lokalregering, at ”vi har taget de nødvendige skridt i det øjeblik, hvor der forelå sikre informationer”. Heller ikke regeringsleder Günther Platter mener, der er noget at bebrejde myndighederne i Tyrol for.

Ifølge ham har myndighederne reageret hurtigere end for eksempel i Lombardiet, det værste ramte område i Italien, selvom lukningen af skiområdet har haft store økonomiske omkostninger, som han ikke undlader at gøre opmærksom på.

Grådighed eller rettidig omhu? På østrigsk tv kunne man i mandags også se en smilende sundhedsminister fra Tyrol afvise enhver tale om, at der skulle være begået fejl:

- Myndighederne har gjort alt rigtigt, lød det fra Bernhard Tilg:

- De udenlandske medier får det til at lyde, som om coronavirussen er opstået i Ischgl. Sådan forholder det sig jo ikke.