Udland

En norsk krone er nu kun 57 øre værd - og det er ikke kun coronakrisens skyld

Den daværende norske olie- og energiminister Kjell-Borge Freiberg besøgte i oktober det store norske oliefelt ekofisk for at markere 50-året for det norske olieeventyr Ntb Scanpix / Ritzau Scanpix

Styrtdykkende oliepriser og coronasmitte har presset den norske krone helt i bund.

En norsk krone er nu kun 57 danske øre værd, efter den norske krone det seneste døgn har været udsat for det største dyk siden 1992.

Det dramatiske fald i den norske krones værdi har stået på et stykke tid. Alene sidste måned er den blevet 20 procent mindre værd i forhold til den danske.

Svækkelsen skyldes et voldsomt prisfald på olie, der er Norges i særklasse vigtigste eksportvare.

- Bevægelserne på valutamarkedet har været historisk store, kommenterer Norges Bank, der er den norske nationalbank, og varsler, at man overvejer at gå ind og hjælpe den norske valutakurs med støtteopkøb.

Dermed er der ingen reel risiko for, at prisfaldet på den norske valuta kommer helt ud af kontrol, vurderer TV 2s finanskommentator Ole Krohn:

- Der er en forventning om, at den norske nationalbank vil begynde på støtteopkøb. Og de har penge nok, siger han.

Olieeksporten betyder alt

Nedturen for den norske krone skyldes, at norsk økonomi er bundet så meget op på eksport af Nordsøolie. Og verdensprisen på olie styrtdykker i disse måneder. Alene siden nytår er verdensprisen faldet med 60 procent, så en tønde Nordsøolie nu handles for 22 dollar. For bare et år siden var prisen oppe på 71 dollar for en tønde.

Olieprisernes frie fald skyldes to afgørende begivenheder oveni hinanden:

Den verdensomspændende coronakrise har betydet en voldsom opbremsning i den økonomiske aktivitet i verden og dermed i efterspørgslen på olie. For eksempel er flyselskabernes forbrug af brændstof på verdensplan faldet med 75 procent.

Strid mellem store producenter

Oven i det kommer en strid mellem to af verdens største olieproducenter, Saudi-Arabien og Rusland, der har resulteret i, at de har sat deres produktion op og oversvømmer markedet med olie.

Oprindeligt forsøgte de to lande, der henholdsvis er verdens andenstørste og tredjestørste olieproducent efter USA, at nå frem til en aftale om at begrænse udbuddet af råolie i et forsøg på at holde olieprisen oppe.

- Men Rusland ville ikke være med til at sætte deres olieproduktion ned. Så Saudi-Arabien og Rusland røg i totterne på hinanden, og i stedet valgte Saudi-Arabien at lægge pres på alle andre olieproducenter ved at sætte sin produktion op, så verdensprisen faldt dramatisk, fortæller Ole Krohn.

Det har ramt olieproducerende lande over hele verden – og altså også Norge, der ligger som nummer 15 på listen over verdens store olieproducenter – hårdt.

Rammer dansk eksport

Nedturen for den norske krone vil også kunne mærkes herhjemme.

Norge er Danmarks femtestørste eksportmarked, og Danmark sender varer for milliarder af kroner nordpå til Norge hver eneste måned.

Når den norske krone bliver mindre værd, betyder det, at de danske varer bliver dyrere og dermed mindre attraktive:

- Det er dårligt for dansk eksport. Vores rige, norske naboer køber gerne danske varer, og hvis de bremser op med det, vil det koste arbejdspladser i Danmark, siger Ole Krohn.