Coronavirus

Spansk sundhedsvæsen ændrer kurs: Vi er nødt til at teste alle

Hverken i Danmark eller Spanien tester man alle med symptomer på coronavirus. I Spanien er det et spørgsmål om manglende ressourcer.

Test af alle med symptomer er helt afgørende i kampen mod epidemien. Derfor er det et alvorligt problem, at Spanien midt i corona-epidemien ikke har kapacitet til at gennemføre disse test.

Så klart vurderer flere spanske eksperter ifølge det store spanske dagblad El Pais situationen.

At teste, så man ved hvem der er smittet, er og bliver nøglen til at vinde kampen over corona-virussen.

Det siger chefen for Spaniens særlige koordinationscenter for sundhedskriser og nødsituationer Fernando Simón (hans rolle kan sammenlignes med den funktion direktøren for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, har i Danmark, red.).

- Grunden til at man ikke tester alle mistænkte tilfælde i Spanien er simpel. Man har ikke nok test-sæt. Derfor har man prioriteret de værste tilfælde først, samt de mest udsatte. Det vil sige ældre og kronisk syge, samt sundhedspersonale, forklarer Fernando Simón.

Spanske sundhedsmyndigheder vil teste igen

Han forsikrer, at sundhedsmyndighederne arbejder hårdt på at få logistikken på plads, så alle syge kan testes:

- Inden for to-tre dage håber vi, at kunne teste alle, siger Simón.

Test af alle med symptomer møder bifald

Den beslutning bliver bifaldet af både hospitaler og sundhedsvidenskabelige selskaber i Spanien.

Allerede den 26. februar, da det første tilfælde blev kendt, advarede de største offentlige hospitaler i Spanien Sundhedsstyrelsen om, at det var nødvendigt at lave flere undersøgelser og at udføre dem tidligere, skriver El Pais.

Fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har det da også længe lydt længe, at det er umuligt at stoppe denne pandemi, hvis ikke de ramte lande tester alle med symptomer:

- Vi har et simpelt budskab til alle lande: Test, test test, nærmest råbte Tedros Adhanom, generaldirektør for WHO forleden på et pressemøde.

Faren ved uopdagede tilfælde

Hvorfor det er så vigtigt at teste alle med symptomer, bliver ifølge det spanske Dagblad El Pais slået fast i en nyere undersøgelse i det videnskabelige tidsskrift Science.

I undersøgelsen konkluderes det, at spredningen af corona-virus i Wuhan i Kina primært skyldtes uopdagede tilfælde.

Og chefen for den spanske sundhedsvæsens kamp mod corona-virus er fuldstændig enig: Uopdagede tilfælde kan meget vel være den værste modstander.

- Det er noget, der sandsynligvis er sket i Italien og muligvis også nogle steder i Spanien, siger han til El Pais.

Anden strategi i Danmark

I Danmark har sundhedsmyndighederne valgt en anden strategi, hvor man bevidst fravælger at teste hele befolkningen.

Ifølge den danske Sundhedsstyrelse giver det mening at koncentrere kræfterne på at finde de svageste og mest udsatte patienter og sørge for at få dem testet.

Danmark tester omkring 1000 personer om dagen, hvilket stadig er et stort tal sammenlignet med mange andre lande.

Men det giver efter de danske myndigheders mening dårlig mening at teste den brede befolkning. Folk, der ikke er alvorligt syge, har nemlig ikke nogen gavn af at få at vide, om de er smittede eller ej. De skal under alle omstændigheder overholde de samme retningslinjer med hensyn til afstand til andre og hygiejne, lyder det fra Sundhedsstyrelsen herhjemme.