Coronavirus

Trump: Det værste overstået i juli eller august

Den amerikanske stat vil overtage en række bygninger, hvor der skal oprettes hospitaler, siger Donald Trump.

Den amerikanske præsident Donald Trump fraråder ifølge nyhedsbureauet Associated Press (AP) og nyhedsbureauet Reuters forsamlinger på over ti mennesker i USA.

Det sker som et led i at forhindre smitten fra coronavirus i at sprede sig hurtigt.

Ifølge Trump kan det værste udbrud af smitte ved coronavirus i USA være overstået i juli eller august.

- Det er slemt. Men forhåbentlig ender vi som et best-case scenarie og ikke et worst-case scenarie, sagde Donald Trump ifølge CNN under et pressemøde i Det Hvide Hus mandag aften dansk tid.

Donald Trump frarådte samtidig alle unødvendige rejser.

Han opfordrede også amerikanerne til ikke at gå ud at spise, og amerikanske forældre til at undervise deres børn hjemme.

Udbrud kan være overstået i juli eller august

Til pressen oplyste Trump, at han ikke overvejer at erklære nationalt udgangsforbud for alle amerikanere, men at det kan blive aktuelt enkelte steder i USA, hvor der er særligt mange, som er smittet med coronavirus.

Den amerikanske præsident sagde også, at den amerikanske stat vil overtage en række bygninger, hvor der skal oprettes hospitaler. Han erkendte, at USA kan stå foran en økonomisk krise - en recession.

75 døde

Præsidentens nye initiativer er en understregning af alvoren i USA, der i løbet af de seneste 14 dage har oplevet en voldsom stigning i coronasmittede.

USA har i dag registreret 4314 smittetilfælde og 75 dødsfald, mens man i starten af denne måned kun havde registreret 100 smittede og to dødsfald.

Siden har Donald Trumps regering i flere omgange skærpet indsatsen mod smittespredningen.

I forbindelse med det første amerikanske dødsfald 29. februar advarede Trump-regeringen mod at rejse til blandt andet til dele af Italien og Iran.

Onsdag i sidste uge forbød præsidenten rejsende fra en række europæiske lande at komme til USA, og fredag indførte han nødretstilstand, hvilket indebærer, at der frigives milliarder af dollar til bekæmpelsen af coronasmitte.