Coronavirus

Frankrig indfører skrappe regler for folks bevægelsesfrihed

Præsident Macron beordrer alle franskmænd til at blive hjemme og kun gå ud efter de vigtigste fornødenheder.

Den franske præsident Emmanuel Macron sagde mandag aften i en tale til den franske befolkning, at landet står i "en sundhedskrig".

Han beordrede i sin tale derfor alle franskmænd til at blive hjemme og kun gå ud efter de vigtigste fornødenheder fra i tirsdag middag og 15 dage frem.

- Jeg har besluttet mig for at begrænse befolkningens bevægelsesfrihed. Hvis man overtræder dette påbud, så risikerer man at smitte andre. Og man kan blive straffet, hvis man går ud uden grund, advarede han.

Han bad indgående sine landsmænd om at lytte til myndighedernes anvisninger og ikke tage let på truslen fra coronavirus:

- I aften beder jeg jer i dyb alvor om at lytte til de sundhedsarbejdere, der siger: "Hvis I vil hjælpe os, så bliv hjemme og undgå kontakt", sagde han.

Han opfordrede de franske arbejdspladser til at lade deres medarbejdere arbejde hjemmefra i videst muligt omfang.

Samtidigt fortalte præsidenten, at Frankrig nu lukker sine grænser, ligesom flere andre EU-lande - blandt andre Danmark - har gjort de seneste dage. Lukningen gælder foreløbig for to uger.

- Lukningen af landets grænser sker i koordination med EU, tilføjede Macron.

Nedlukningen af Frankrig kommer til at gå ud over anden runde af landets lokalvalg.

Første runde blev afholdt onsdag, men anden runde, der skulle finde sted 22. marts, bliver udskudt på ubestemt tid.