Coronavirus

Baby født med coronavirus i England

En nyfødt er testet positiv for coronavirus på et hospital i London. Moderen var indlagt med en formodet lungebetændelse.

Lørdag konstaterede læger ifølge The Guardian det hidtil yngste tilfælde af coronasmitte i England.

Det skete på et hospital i Enfield, North Middlesex, i det nordlige London. Her var moderen nogle dage i forvejen blevet indlagt med en formodet lungebetændelse, der siden viste sig at være covid-19.

Allerede minutter efter fødslen blev babyen testet for coronavirus, og lørdag kom altså det positive testsvar.

Hospitalet bekræfter hændelsen og skriver i en pressemeddelelse:

- To patienter på North Middlesex universitetshospital er testet positive for coronavirus. Den ene er blevet overført til et specialistcenter, og den anden behandles her i isolation, lyder det blandt andet i pressemeddelelsen, hvor det også nævnes, at det involverede personale er sendt i karantæne.

Endnu vides det ikke, om barnet blev smittet under fødslen, eller om det allerede skete, mens det lå i livmoderen.

Ifølge de britiske sundhedsmyndigheder er der foreløbig ingen kliniske beviser for, at virussen kan overføres under graviditeten eller via brystmælk.

Danske sundhedsmyndigheder: Gravide er i risikogruppe

Herhjemme har Sundhedsstyrelsen ud fra et forsigtighedsprincip valgt at kategorisere gravide som en særlig risikogruppe.

Det skyldes, at gravide generelt er mere modtagelige over for de virusser, som giver øvre luftvejsinfektion, deriblandt influenza.

Styrelsen anbefaler derfor de samme forholdsregler for gravide kvinder som for de øvrige risikogrupper, der er i særlig fare for at blive alvorligt syge af Covid-19. Det vil sige ældre borgere, især dem over 80 år, og kronisk syge, både voksne og børn.

Her lyder anbefalingen, at man så vidt muligt holder sig isoleret inden for hjemmets fire vægge og er særligt opmærksom på hygiejne.