Udland

Læge skjulte pædofili på jobbet i 30 år, men en seksårig pige afslørede ham i baghaven

En enorm pædofilisag indledes i dag i Frankrig. En kirurg er mistænkt for overgreb mod 349 mulige ofre - alt blev skrevet ned i hans dagbog.

Han stod ved havehegnet, da far og datter kom hjem fra deres gåtur.

Hegnet beskyttede mig ikke længere mod hende

Joël Le Scouarnec, kirurg og pædofil

Den gråhårede mand var kirurg på byens hospital, og familien så ham ofte gennem hegnet ude i den lille have.

Faderen havde ild i en smøg og blev i haven, men den seksårige datter ville ind.

- Far, skal vi ikke gå ind og se på billederne fra turen, spurgte hun.

- Jo, vent lidt, jeg skal lige ryge færdig, lød svaret, men pigen virkede urolig og lignede slet ikke sig selv, så faderen slukkede hurtigt cigaretten og gik med ind i stuen.

Da de begyndte at se på billederne fra turen, sagde pigen:

- Far, der er noget, jeg godt vil sige. Nu må du ikke blive vred.

- Okay, sig frem, sagde faderen.

Så sagde pigen:

- Ham manden har vist mig sin tissemand.

Det skulle vise sig, at han havde gjort mere end det.

Meget mere.

Dagbogen

Manden ved havehegnet i den lille franske by Jonzac er nu centrum i den største pædofilisag i Frankrig nogensinde.

Han hedder Joël Le Scouarnec, er mave- og tarmkirurg og mistænkt for overgreb mod 349 mennesker gennem tre årtier.

Efter anholdelsen i 2017 har den nu 69-årige franskmand tilstået nogle af anklagerne imod ham, og derfor bringer TV 2 hans navn.

Sagen er så omfattende, at franske domstole skal se på den af flere omgange.

Første sag er nu på vej i retten.

JEG ER PÆDOFIL

Dagbogsnotat af Joël Le Scouarnec

TV 2 har læst anklageskriftet, talt med tre af sagens advokater og den lille piges forældre.

- Jeg bad hende fortælle, hvordan tissemanden så ud. For den eneste, hun havde set før, var hendes lillebrors. Hun sagde, at forenden var rød, og at der var hår på. Dér forstod jeg, at det var rigtigt, siger pigens far Jérôme Loiseau til TV 2.

Pigens mor, Laura Temperault, fandt en dukke frem for at få sin seksårige datter til at vise, hvad der var foregået.

Laura Temperault kunne ikke vide, at naboen havde fantaseret om hendes datter i mere end to år og skrevet om det i sin dagbog.

Han tog billeder af vores datters små underbukser

Jérôme Loiseau, far

En dagbog, som de franske medier Le Monde, Le Journal de Dimanche, France Info og Le Parisien bringer fyldige uddrag fra, og som dele af denne historie er bygget på.

Hullet i hegnet

I april 2017 - flere uger før pigen betroede sig til sin far - havde kirurgen set hende sidde i en stol i haven og bemærket, at der var opstået et hul i hegnet ind til hende.

- Det var omstændighederne, der skubbede mig. Hegnet beskyttede mig ikke længere mod hende – eller rettere: Beskyttede hende ikke længere mod mig, skrev kirurgen.

Hjemme hos den lille pige i Jonzac var hendes forklaring til forældrene foruroligende.

- Hun sagde, at naboen havde stukket en finger op i hende. Hun sagde til ham, at det gjorde ondt. Så trak han fingeren ud og sagde tak. Og så sagde han, at hun ikke måtte tale om det til nogen, og hvis hun gjorde det, ville hun komme i fængsel, siger Laura Temperault.

På hospitalet gjorde lægernes undersøgelser ikke noget godt for forældrenes bange anelser.

Der var fysiske tegn på et overgreb.

Mens jeg røg min morgencigaret, tænkte jeg på det faktum, at jeg er enormt pervers

Dagbogsnotat af Joël Le Scouarnec

Og under den efterfølgende ransagning af naboens hjem, gjorde politiet hårrejsende fund.

Han havde overvåget nabofamilien i årevis og taget masser af billeder gennem hegnet.

- Især tog han billeder af vores datters små underbukser. Det ophidsede ham, siger Jérôme Loiseau.

Det viste sig også, at naboen var god til at føre regnskab.

Rigtig god.

Samleren

På kirurgens computer fandt politiet lister over alle de bøger, han havde læst siden universitetet, alle de operaer, han havde hørt, alle de monumenter, han havde besøgt,og alle de smukkeste landskaber, han havde set.

De 301.544 billeder og videofilm med børneporno, der lå gemt på mandens computer i huset i Jonzac, var arrangeret med samme pertentlighed.

Billederne var inddelt i kategorier som dyresex, nøgenhed, afføring og lignende.

Kirurgens dukkesamling talte omkring 20 stykker. Den største var én meter lang, og én af dem havde håndjern på.

- Alle dukkerne hjemme hos ham havde et navn. Han kaldte dem ved fornavn, og de tjente til at tilfredsstille ham seksuelt, mens han så en børnepornofilm, siger Francesca Satta, der er advokat for tre af Joël Le Scouarnecs formodede ofre til TV 2.

Og så var der mandens notesbøger med dagbogsnotater fra 1989 til 2017.

Det er ikke altid, at man tænker på konsekvenserne, når man surfer på den slags sider

Domsafsigelse over Joël Le Scouarnec i 2004

De bar titlen 'Min dagbog', og så godt som hver eneste dag var beskrevet - nogle gange time for time.

Advokat Francesca Satta har læst alle dagbøgerne.

- Det er helt uudholdeligt og frastødende. Der findes ikke ord til at beskrive det, jeg har læst, og hvad det gør ved mig, siger Francesca Satta til TV 2.

Hvert år på sin fødselsdag skrev Joël Le Scouarnec sin alder og tre ord med store bogstaver:

- JEG ER PÆDOFIL.

Der var optegnelse af navne, adresser, tegninger, initialer og sågar beskrivelse af kropslugte og sekreter.

- Hun vil formentlig aldrig finde ud af, at hun mistede sin mødom til en 50-årig mands finger, da hun selv var 12 år, skrev han for eksempel om en af sine patienter.

Ifølge Francesca Satta fremgår det af dagbøgerne, at han spiste sine ofres afføring.

- Han får seksuel nydelse ved at lugte til urinen i små børns underbukser, eller lugte til et barns anus lige efter det har haft afføring, siger Francesca Satta til TV 2.

Og forfatteren så ikke ud til at skamme sig.

- 2. december 1998, klokken 23.30 i spisestuen. Jeg masturberede fuldstændig nøgen, mens jeg røg en sidste cigaret. Som sagt håber jeg at holde op med at ryge, så jeg kan dedikere al min fritid til mine små piger og mine børn, små drenge, skrev han i et dagbogsuddrag.

En vellidt sadist

Da han blev anholdt, havde kirurgen dyrket sin perverse hobby i årevis uden de store konsekvenser - altså for ham selv.

Han gjorde det på sit job, selvom de franske myndigheder i 13 år havde vidst, at den velansete mave- og tarmkirurg var pædofil.

Inden han fik sin første dom, havde det dog været svært at gennemskue.

I 2004 fik han for eksempel job på to hospitaler i Bretagne. Dengang var han 54 år gammel, og anbefalingerne på hans CV var ifølge avisen Le Monde fyldt med ord som ”kompetent”, ”seriøs” og ”en mand med gode relationer til kolleger og patienter”.

Samme år skrev han således i dagbogen:

- 10. april, klokken 08.15 på toilettet i Lorient-hospitalet. Mens jeg røg min morgencigaret, tænkte jeg på det faktum, at jeg er enormt pervers. På samme tid er jeg exhibitionist, voyeur, sadist, masochist, fetichist og pædofil. Jeg er meget lykkelig.

Han havde fundet ud af, hvordan man begår den perfekte pædofile forbrydelse.

Det, der måtte ske, er sket. Jeg bliver registreret som pædofil

Joël Le Scouarnec i 2004

Kirurgen kunne frit gå på jagt blandt patienterne på hospitalet.

- Man skal være tålmodig og stole på sit held, skrev han i dagbogen.

Hvis ofrene skulle være vågne, foretrak han ifølge optegnelserne især piger på mellem tre og ti år:

- Fordelen ved små piger på den alder er, at man kan røre dem, uden at de stiller for mange spørgsmål, står der på en af dagbogssiderne.

Når han fandt et offer, brugte han sin lægelige autoritet.

- Da jeg kom ind på N’s stue, fik jeg den behagelige overraskelse, at hun var alene. (…) Jeg udforskede den nedre del af hendes mave og foregav at ville vide, om hun stadig havde smerter, når hun tissede, skrev Joël Le Scouarnec.

Ældre børn var nødt til at være bevidstløse, men så kunne også de udsættes for overgreb, mens de lå på operations- og opvågningsstuerne, ifølge dagbogsnotaterne.

Opdaget

På hospitalet kom Joël Le Scouarnec ikke i vanskeligheder på grund af sine fantasier.

Det var værre på internettet.

Hun ved, at jeg er pædofil

Joël Le Scouarnec i 1996

9. december 2004 klokken halv ti om morgenen parkerede to gendarmer deres bil foran det store hvide hus i Vannes, hvor Joël Le Scouarnec på det tidspunkt boede med sin hustru og tre sønner.

Kirurgen havde brugt sit kreditkort til at shoppe børneporno på en russisk hjemmeside, hvor serveren stod i USA.

FBI gav bevismaterialet til de franske myndigheder, hvor Joël Le Scouarnec blot var et enkelt navn i en enorm sag, hvor 2400 andre franskmænd fik besøg af ordensmagten.

Hjemme hos kirurgen beslaglagde gendarmerne familiens PC og tog den mistænkte med på stationen.

Hustruen og en af teenagesønnerne overværede det hele.

På politistationen forklarede kirurgen, at han kunne genkende nogle af de downloadede ting, men at han havde holdt sig fra børneporno i et år.

- Alt det der interesserer mig ikke længere, sagde Joël Le Scouarnec ifølge Le Monde under afhøringen.

Om aftenen, da han var hjemme fra politistationen igen, skrev han:

- 9. december 2004. Det, der måtte ske, er sket. Jeg bliver registreret som pædofil. Derfor er jeg nødt til at indstille mine aktiviteter på internettet. Hvornår kan jeg genoptage dem?

Dagen efter var han tilbage på arbejde:

- Klokken 18.30. Hospitalet I Quimperlé. Jeg fandt selv lille A. og tøvede ikke med at trække hans bukser ned, skrev kirurgen i sin dagbog.

Gendarmerne fandt ikke dagbøgerne i 2004, for myndighederne ransagede kun kirurgens hjem, ikke hans kontor på hospitalet.

I affaldet fandt jeg en liste over pornofilm, han havde set

Joël Le Scouarnecs hustru

Joël Le Scouarnecs hustru har fortalt til avisen Le Télégramme, at hendes mand overbeviste hende om, at anholdelsen var en fejltagelse fra politiets side.

Kærlighed ved første blik

Da dommen blev afsagt i 2005, slap den skyldige med fire måneders betinget fængsel, en bøde og en formaning fra dommeren.

- Det er ikke altid, at man tænker på konsekvenserne, når man surfer på den slags sider, lød det ifølge avisen Paris Match fra sagens dommer.

Ingen andre vidner blev afhørt.

Joël Le Scouarnecs hustru havde ellers måske kunnet give efterforskerne nogle spor, hvis de havde spurgt hende.

De to havde været gift siden 1974, og familiemedlemmer fortæller til avisen Le Monde, at Joël Le Scouarnec ofte præsenterede sin hustru som ”den første og eneste kvinde i mit liv”.

Hun var sygehjælper på et hospital i Paris, da de mødtes, og hun faldt pladask for den unge uddannelseslæge.

Efter brylluppet holdt hun op med at arbejde, og parret fik tre drenge sammen.

Jeg legede med mig selv for at fejre genopdagelsen af mine pædofile aktiviteter

Joël Le Scouarnec

Joël Le Scouarnec helligede sig jobbet, og i fritiden gik den unge læge op i korsang og klaverspil.

Men midt i 1980’erne skete der noget.

Kirurgen beskriver selv en hændelse, der vækkede hans pædofile jeg.

Under et familiebesøg kom en niece til at sætte sig på hans skød, og det åbnede for Pandoras æske.

- Hun forførte mig, ubevidst selvfølgelig. (…) Vi kælede seksuelt, det var helt naturligt, skriver han i dagbogen.

Derefter begyndte Joël Le Scouarnec at undervise hende i klaverspil.

Niecen var otte år gammel på det tidspunkt.

Det mystiske skab

Joël Le Scouarnec var sprunget ud som pædofil, og i begyndelsen skjulte han det så godt, at der skulle gå næsten et årti, før han blev konfronteret af sin hustru.

En konfrontation som Joël Le Scouarnec beskrev i dagbogen i april 1996.

- Katastrofen har ramt mig og min tiltrækning af små drenge og piger. Hun ved, at jeg er pædofil, skrev han.

Hustruen fandt ifølge Le Monde nogle papirer i familiens affald, der fik realiteterne til at gå op for hende.

- Du er til små piger, skal hun ifølge dagbøgerne have sagt til sin mand og bedt ham om at tømme det store aflåste skab i huset, hvortil kun han havde nøglen.

- Jeg vil ikke vide, hvad det er. Tøm det hele og søg behandling, sagde hun ifølge dagbøgerne.

Joël Le Scouarnecs hustru har dog en anden version af historien.

- I affaldet fandt jeg en liste over pornofilm, han havde set. Titlerne lød, som om de var med voksne. Jeg spurgte ham om hans seksualitet. Han svarede, at han havde set filmene, men at det var forbigående, og at han var færdig, siger hustruen til avisen Le Télégramme.

Fire uger efter episoden med pornofilmene kunne Joël Le Scouarnec skrive følgende i dagbogen:

- 1. maj 1996, midnat i musikstuen. Jeg klædte mig af foran videokameraet. Nøgen. Jeg legede med mig selv for at fejre genopdagelsen af mine pædofile aktiviteter.

Det store skab var tømt og indholdet flyttet til kirurgens kontor på hospitalet.

Familiekærlighed kan nogle gange være umulig at tilintetgøre

Joël Le Scouarnecs hustru

Men Joël Le Scouarnecs hustru var ikke det eneste familiemedlem, der havde sære oplevelser med sin mand.

Den skræmmende onkel

I oktober 2000 nægtede kirurgens niece at komme til en familiefest på grund af 'Onkel Joël' og ”det han gjorde”.

Pigen var ti år gammel. Hun betroede sig til sin storesøster, der havde haft en lignende oplevelse med 'Onkel Joël'.

De to fandt mod til at fortælle det hele til deres mor - Joël Le Scouarnecs søster.

Min søn stillede mig ikke flere spørgsmål, da han fandt ud af, at jeg var pædofil

Joël Le Scouarnec, kirurg

Konfrontationen mellem søster og bror fandt sted i en bil, hvor kirurgen ifølge Le Monde røg cigaret efter cigaret, mens han forsikrede hende, at han ikke ønskede at skade børnene.

'Onkel Jöel' fik lov til at sværge på, at han ville søge behandling, og så blev der ikke talt mere om det.

Kirurgens patienter kunne ikke konfrontere nogen. De fleste af dem vidste ikke engang, hvad der var sket.

Imens fortsatte Joël Le Scouarnec med at operere.

En nem løsning på et pædofilt problem

Ledelsen på hospitalet i Charente-Maritime, hvor den pædofile kirurg fik job i 2008, vidste godt, at der var en plet på hans straffeattest.

Det fortæller hospitalets daværende chefkirurg, Pascal Revolat, til lægetidsskriftet Le Quotidien du Medecin.

- Dengang forholdt vi os til dommerens beslutning. Lægen fik en betinget dom uden bestemmelser om behandling, psykologisk opfølgning eller forbud mod at praktisere, siger Pascal Revolat.

Den pædofile kirurgs tidligere arbejdsplads i Quimperlé, hvor Joël Le Scouarnec var ansat, da han blev dømt, kendte også til børnepornosagen. Her foreslog Joël Le Scouarnec selv, at der burde være en tredje person til stede, når han var hos patienterne, så han var beskyttet mod eventuelle beskyldninger.

Og så var den sag ude af verden.

Jeg har det godt

Joël Le Scouarnec i 2016

Indtil en forårsdag i 2017.

Da gendarmerne igen bankede på Joël Le Scouarnecs dør, boede han helt alene.

Han var flyttet i et hus i byen Jonzac, hvor han i sin fritid kunne dyrke sig selv, sin hobby og sine dukker fuldt ud.

Hustruen boede ikke længere hos ham. De to var separeret, men ikke skilt, og de tre drenge var flyttet hjemmefra.

De små piger

Alene i huset behøvede han ikke længere at låse sine dukker inde i skabet.

I dagbogsnotaterne kaldte han dem ”mine små piger”.

- 10. april 2016 klokken 16.00. Jeg filmer min stue, mine tre små piger, mit bord med mit fyldte whiskyglas, mit Nicoretteplaster, mine to spejle, der reflekterer min manddom og min perfekt solbrændte gamle mandekrop så godt. Mine opera- og ballet-dvd’er, mit klaver, mit tv, min computer, der gør det muligt for mig at se så mange film. Mit beskidte tæppe og puderne, der er stive af skidt, min notesbog, hvor jeg skriver alt, hvad jeg gør, mit liv, hele mit gamle pædofile liv gjort op i et enkelt stykke. Jeg har det godt.

Hvis dukkerne gik i stykker under legen, erklærede Joël Le Scouarnec dem døde, skar dem i stykker og smed dem i skraldespanden, fremgår det af dagbøgerne.

Han er ikke psykisk syg

Myriel Salmona, psykiater

Han havde svært ved at skjule sin hobby, da gendarmerne kom ind i huset. Et indrammet foto af ham selv nøgen sammen med yndlingsdukken Veronique stod ifølge Le Monde fremme i stuen.

Joël Le Scouarnec havde sørget for, at intet ulovligt materiale kunne findes på den computer, han havde sluttet til internettet. Det lå i stedet på eksterne harddiske under sengen, men denne gang var ransagningen mere grundig end i 2004.

Siden anholdelsen har Joël Le Scouarnec siddet fængslet i en afdeling for særligt sårbare fanger i arresthuset i Saintes. Her får han ifølge avisen Paris Match tiden til at gå med at lytte til opera og se tv.

Den første retssag mod ham er for fire overgreb – blandt andet mod en niece, en tidligere patient og den pige, der i første omgang fik Joël Le Scouarnec meldt til politiet.

Senere kommer der endnu en sag på baggrund af alle ofrene fra notesbøgerne.

Familiens tragedie

Overfor politiet har Joël Le Scouarnec delvist erkendt nogle af anklagerne mod ham, mens han afviser andre.

- Uanset hvor intelligent Le Scouarnec er, kan han sagtens have skrevet nogle ting ned, som ikke er sket, siger kirurgens advokat Thibault Kurzawa til TV 2.

Efter anholdelsen har Joël Le Scouarnec ifølge Paris Match sagt til sin psykolog i fængslet, at han er lettet over at være blevet fanget.

Hvor hans fantasier kommer fra, har politiets psykolog også forsøgt at finde ud af.

Måske findes det i hans barndom.

Min søn stillede mig ikke flere spørgsmål, da han fandt ud af, at jeg var pædofil

Joël Le Scouarnec, kirurg og pædofil

Joël Le Scouarnec voksede op som ældste søn af en arbejdsom tømrer i et villakvarter lidt uden for Paris i 1950’erne og 1960’erne.

Under afhøringerne har han fortalt, at hans far som ung blev misbrugt af en præst i Bretagne.

Kirurgen nægter, at han selv blev misbrugt af sin far, men hans hustru har ifølge Paris Match fortalt efterforskerne, at den gamle tømrer har forgrebet sig på en af hendes og Joël Le Scouarnecs tre sønner.

Det meldte hun heller ikke til politiet.

Men hun sagde det til sin mand.

Under afhøringerne blev Joël Le Scouarnec spurgt om det.

- Min hustru sagde det til mig. Jeg kan ikke huske hvornår. Jeg mener at kunne huske, at hun sagde, at det var min far, men jeg er ikke sikker. Jeg forsøgte ikke at finde ud af mere. Vil I vide hvorfor? Det er, fordi jeg har levet et liv med seksuelle overgreb mod børn. Min søn stillede mig heller ikke flere spørgsmål, da han fandt ud af, at jeg var pædofil, dengang han overværede ransagningen. Jeg ville ikke vide noget, lød Joël Le Scouarnecs svar ifølge Le Monde.

Han nægter selv at have misbrugt sine drenge seksuelt.

Og det giver en af dem ham ret i.

- Jeg har aldrig haft et problem med min far. Jeg fik en perfekt uddannelse, siger en af sønnerne til Paris Match.

Han har også besøgt sin far i fængslet.

Joël Le Scouarnecs hustru - de to er stadig gift - har ikke besøgt ham, men siger, at de to stadig taler sammen i telefonen.

- Familiekærlighed kan nogle gange være umulig at tilintetgøre, selvom beskyldningerne er ekstremt alvorlige. Det siger jeg som én, der selv er offer for seksuelt misbrug som barn, siger hun til Le Télégramme.

Er han syg?

I dag modtager hun psykiatrisk behandling.

Det gør Joël Le Scouarnec også.

- Jeg ønsker at forstå, hvorfor jeg blev sådan, skal han have sagt til sine behandlere, ifølge France Info.

Ifølge psykiater Myriel Salmona, der er ekspert i seksuelle overgreb på børn og har kendskab til sagen, er Joël Le Scouarnec ikke sindssyg - altså rent lægefagligt.

- Han er ikke psykisk syg. Han har en intelligens til at udøve hele sin kriminalitet. Hvis man er psykisk syg, er man ikke herre over sine handlinger. Han havde en overordnet strategi for at kunne begå sine forbrydelser og er stolt af at være pædofil, pervers, sadist og så videre, siger Myriel Salmona til TV 2.

Når sagen mod Joël Le Scouarnec begynder 13. marts, håber forældrene til den lille pige i Jonzac, at han aldrig kommer ud på den anden side af hegnet igen.

På trods af den ulykkelige sag er Jérôme Loiseau og Laura Temperault dog stolte af deres datter.

- Hun havde modet til at sige det, som mange andre i 30 år ikke har sagt. Vi siger til hende, at hun skal være stolt af sig selv, siger Jérôme Loiseau til TV 2.

Du kan se dokumentaren om Joël Le Scouarnec og besøget i hans hjemby på TV 2 PLAY lige her.