Italien kæmper hårdt mod coronavirus - sygeplejerske viser blå mærker frem
I Norditalien beskriver læger, sygeplejersker og pårørende en situation, hvor sundhedsvæsenet er svært belastet, og yngre patiener nu også kommer ind.
Hun har blå mærker i ansigtet efter alt for mange timers arbejde iført en plastikmaske med åndedrætsværn.
Kvinden hedder Alessia Bonari, hun er sygeplejerske og bange for at gå på arbejde, fordi hver dag byder på time efter time med dødssyge patienter, der alle kan smitte hende med coronavirus, hvis hun bare begår en enkelt fejl.
Derfor har Alessia Bonari delt et billede af sit ansigt på Instagram med en bøn om, at alle italienere må gøre deres yderste, for at virussen ikke spreder sig endnu mere.
Norditalien er nemlig tæt på, at der ikke længere er sengepladser nok til de patienter, der er alvorligt syge af coronavirus.
Professor Antonio Pesenti, der er med i den regionale task force, som de italienske myndigheder har oprettet i forbindelse med epidemien, siger til Rai News, at sundhedssystemet risikerer at kollapse.
Ifølge professoren er det cirka 25 procent af alle patienter, som testes positiv for coronavirus, der på et eller andet tidspunkt får brug for intensivbehandling.
- Vi har ikke nået toppen endnu, siger han til Rai.
Italien er et af de lande i verden, der er hårdest ramt af coronavirus. Der er ifølge de seneste officielle tal 12.462 smittede og 827 dødsfald, og Norditalien er virussens epicentrum.
Men selvom de italienske erfaringer kan lyde voldsomme, er det det samme scenarie, som vi har set i Wuhan, der udspiller sig en gang til. Sygdommen er ikke blevet værre. Det fortæller professor i infektionsmedicin ved Københavns Universitet og overlæge på Rigshospitalet Jens Lundgren.
Så når den italienske professor siger, at 25 procent af patienterne får brug for intensivbehandling, er det med udgangspunkt i de patienter, der er så syge, at de henvender sig på hospitalerne. Hvorimod de personer, der er smittede, men ikke har brug for at komme på hospitalet, ikke nødvendigvis bliver talt med.
- Hvis man ikke kommer ind på hospitalet, tæller man ikke med i hans statistik, siger Jens Lundgren.
45 i respirator med coronavirus
Et af de steder, hvor sundhedssystemet er mest presset, er i byen Bergamo, hvor læger på et af byens hospitaler er meget bekymrede.
- Intensivafdelingerne er under pres, især i Bergamo, hvor vi har store udsving, siger Luca Lorini, der er chef for anestæsi og genoplivning på Pave Johannes-hospitalet, til Rai.
Han fortæller, at 60 ud af hospitalets 88 senge på intensivafdeling er optaget af corona-patienter.
45 af dem ligger i respirator, men der kommer hele tiden flere til.
- Vi tager to til tre ud af intensiv behandling hver dag, men der ankommer fem eller seks, siger han til Rai.
Anestæsilægen Luca Lorini siger desuden, at hospitalet nu ser en ny type kritisk syge patienter.
- Nu er de lidt yngre, 40 til 45 år, og med lidt flere komplikationer. Der kommer folk ind nu, som blev syge for syv dage siden og har behandlet sig selv derhjemme, men så er deres tilstand blevet mere og mere kritisk, fortæller han.
'En katastrofe'
Luca Lorinis kollega, Roberto Cosentini, der er chef for beredskabet på Pave Johannes-hospitalet, fortæller til avisen Repubblica, at patienterne kommer i bølger.
- I begyndelsen af udbruddet kom de syge ind i løbet af dagen og havde let feber og åndedrætsbesvær. Nu ankommer de i løbet af eftermiddagen, i takt med at feberen er på sit højeste, og de har svær lungebetændelse, der kræver hjælp til at trække vejret, siger Roberto Cosentini til avisen.
Han sammenligner sygdomsudbruddet i området med situationen lige efter et jordskælv - hver eneste eftermiddag.
Ældre patienter dør
Pårørende til patienter på Pave Johannes-hospitalet bruger andre ord.
- På hospitalet er det en katastrofe. De ved ikke længere, hvor de skal gøre af patienterne, lægerne foretager formentlig en vurdering og lader de ældre dø, siger Luca Carrara, der netop har mistet begge sine forældre på hospitalet til avisen Corriere.
Forældrene, Severa Belotti og Luigi Carrara, var 82 og 86 år gamle. Begge blev indlagt i lørdags, og de døde søndag og mandag med nogle få timers mellemrum.
De var begge syge derhjemme, inden de blev indlagt.
- De lå otte dage med 39 i feber. Lægen kom ikke, og alarmcenralen sendte ikke nogen ud, siger Luca Carrara.
Da hans forældre endelig kom på hospitalet, var der intet at gøre.
Så sin døde far
Og der er flere af den slags historier i de italienske medier.
En af dem, der vækker stor opmærksomhed, er historien om en pårørende, der fortæller, hvordan han så sin døde far på hospitalet.
- De klædte mig på som en dykker, og på det tidspunkt tænkte jeg over, hvorfor i alverden de så havde bedt mig aflevere hans beskidte tøj i en plasticpose to dage tidligere, siger den pårørende til avisen Corriere.
Inde på hospitalet var faderen ikke flyttet til sygehusets kapel.
- Jeg kommer ind på stuen og ser min far ligge død ved siden af en patient med coronavirus, siger den pårørende til avisen.
Da bedemændene ankom, bad de hospitalet om at udlevere liget i en forseglet ligpose.
- Sygeplejerskens svar var: 'Vi har ingen poser', fortæller den pårørende videre.
Bedemændene måtte i stedet selv skaffe en pose, og liget blev flyttet til et andet kapel.
- Tilsyneladende er det blevet et problem at håndtere ligene, siger den pårørende til Corriere.
Lægernes kamp mod tiden
Imens arbejder læger og sygeplejersker på højtryk for at hjælpe de syge.
Også Alessia Bonari med de blå mærker i ansigtet.
- Jeg er bange, fordi masken måske ikke sidder rigtigt, eller fordi jeg ved at uheld kunne komme til at røre mig i ansigtet med beskidte handsker, eller fordi brillerne ikke dækker mine øjne helt, så noget kunne komme forbi, skriver hun på Instagram.
- Jeg er fysisk træt, fordi beskyttelsesforanstaltningerne er dårlige, dragten får en til at svede, og når man har den på, kan man ikke gå på toilettet eller drikke i seks timer, skriver hun.
Men hun skriver også, at hun vil fortsætte med at tage sig af patienterne.
- Det, jeg beder alle læsere af dette opslag om, er, at I ikke må lade vores indsats være forgæves. Vær uselviske, bliv hjemme og beskyt de svage. Vi unge er ikke immune over for coronavirus, vi kan også blive syge. Jeg kan ikke tillade mig den luksus at vende hjem til mit hus i karantæne. Jeg er nødt til at arbejde og udføre min del af opgaven. Det vil jeg gerne bede jer om også at gøre, skriver Alessia Bonari.
Og det er ikke kun på sygehusene, at epidemien for alvor kan mærkes.
Fredag 13. marts oplyste Guido Marinoni, der er formand for de praktiserende læges organisation i Bergamo, at 71 læger, ud af byens i alt 600, er smittet med coronavirus.
Han siger til avisen Corriere, at flere læger i byen arbejder, på trods af at de selv har feber.