Coronavirus

USA sætter stopper for alle rejser fra Europa

Alle rejser fra Europa til USA bliver indstillet i 30 dage, meddeler USA's præsident, Donald Trump.

USA's præsident, Donald Trump, indstiller alle rejser fra Europa til USA i 30 dage for at forhindre spredning af coronavirus.

Det meddeler præsidenten i en tale til nationen natten til torsdag dansk tid.

- For at forhindre nye smittetilfælde i at nå os vil vi indstille alle rejser fra Europa til USA de næste 30 dage, sagde Donald Trump i talen, der blev sendt direkte.

Det nye tiltag vil ikke gælde for Storbritannien.

Tiltaget vil træde i kraft fra fredag ved midnat lokal tid.

- Jeg vil ikke tøve med at tage de nødvendige skridt for at beskytte amerikaneres liv, siger Trump.

Han uddyber ifølge CNN, at amerikanere, der "har været igennem passende screeninger", er undtaget.

Forbud gælder kun varer

Fungerende minister for indenlandsk sikkerhed Chad Wolf uddyber ifølge nyhedsbureauet Reuters, at regeringen inden for 48 timer vil udsende en meddelelse, der gør det klart, at amerikanske rejsende fra Schengen-området skal igennem særlige lufthavne med udvidet screening.

Ifølge nyhedsbureauet AFP skabte Trump kortvarigt røre, da han sagde, at "den enorme mængde handel og fragt" fra Europa også ville blive ramt.

Det fik siden amerikanske embedsmænd til at gøre det klart, at tiltagene kun gælder mennesker - ikke varer.

I USA har antallet af virussmittede bevæget sig over 1200, mens mindst 37 er døde af virusset.

Trump langer i talen ud efter Europas indsats for at inddæmme smitten. Han mener, at der ikke er blevet gjort tilstrækkeligt.

- Den Europæiske Union har fejlet i forhold til at tage de samme sikkerhedsforanstaltninger og indskrænke rejser fra Kina og andre særligt ramte områder.

- Som et resultat heraf er der kommet et stort antal nye klynger i USA, der er forårsaget af rejsende fra Europa.

Luftfarten kan blive hårdt ramt

Indrejseforbuddet gælder også folk uden amerikansk pas, der har rejst i Schengen-området i løbet af de seneste 14 dage.

Det meddeler det amerikanske ministerium for indenlandsk sikkerhed.

- Vi samler den føderale regerings fulde magt og den private sektor for at beskytte det amerikanske folk. Dette er den mest aggressive og udførlige indsats for at konfrontere et fremmed virus i moderne historie, sagde Trump.

Udmeldingen ventes at ramme luftfarten hårdt, da ruterne over Atlanterhavet er de mest profitable i verden.

I talen annoncerer Trump også en række økonomiske tiltag for at hjælpe det amerikanske erhvervsliv. Også arbejdere, der er syge, må i karantæne eller ønsker at passe på syge, vil kunne få hjælp, lyder det.

Donald Trump, der i november forsøger at blive genvalgt, har tidligere mødt kritik for sin umiddelbare reaktion på virusset, da han indledningsvis nedtonede situationens alvor.