Udland

Flere europæiske lande lukker nu ned

Norge lukker alle sine skoler, gymnasier og universiteter. Italien har lukket alle forretninger undtagen fødevarebutikker og apoteker.

Torsdag er store dele af det offentlige Danmark begyndt at lukke ned for at inddæmme coronasmitten.

Flere europæiske lande er de seneste par dage gået i samme fodspor og er lukket helt eller delvist ned.

Norge lukker alle sine skoler, gymnasier og universiteter fra og med torsdag aften, oplyser statsminister Erna Solberg.

Samtidig forbydes kultur- og idrætsarrangementer. Værtshuse skal holde lukket, og restauranter får forbud mod at servere mad som buffet.

Frisører, massører, tatovører og andre, der har med hudpleje at gøre, skal holde lukket. Det samme skal blandt andet fitnesscentre.

Alle de nye tiltag gælder fra klokken 18 torsdag og 14 dage frem. De ligner dem, som den danske statsminister, Mette Frederiksen, bebudede onsdag aften over for danskerne.

Sverige forbyder store forsamlinger

Sveriges regering forbyder forsamlinger over 500 personer, sagde statsminister Stefan Löfven på et pressemøde i Stockholm onsdag aften.

Forbuddet gælder over hele Sverige fra torsdag morgen.

Beslutningen sker på opfordring fra de svenske sundhedsmyndigheder for at begrænse udbredelsen af coronavirus, forklarer Löfven.

Personer, der trodser forsamlingsforbuddet, risikerer en bøde og fængsel i op mod seks måneder.

Italien er lukket helt ned

I Italien forsøger man fortsat at inddæmme smitten. Landet har lukket alle butikker undtagen fødevarebutikker og apoteker. Også barer og frisører over hele landet lukker. Dødstallet i Italien er det seneste døgn steget til 1016.

Også i Spanien har myndighederne lukket ned for institutioner. Alle skoler og universiteter i Madrid og i to nordlige regioner er blevet lukket i forsøg på at dæmme op for udbruddet.

I øjeblikket er 2556 personer blevet smittet i Spanien, mens 63 er omkommet som følge af coronavirussen, hvilket gør landet til et af de hårdest ramte i verden.

Frankrig lukker børnehaver og skoler

Frankrig lukker alle børnehaver, skoler og universiteter fra mandag i en forsøg på at begrænse smitten. Det siger præsident Macron i en tv-tale torsdag aften. De er lukket på ubestemt tid.

Macron opfordrer samtidig alle over 70 år eller mennesker med kroniske sygdomme og handicap til at holde sig så meget hjemme som muligt.

Holland forbyder store offentlige begivenheder for over 100 personer. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I samme ombæring siger premierministeren Mark Rutte, at folk skal arbejde hjemmefra, såfremt de kan, for at forhindre spredning af coronavirus.

Onsdag oplyste også de polske myndigheder, at alle skoler, universiteter, biografer, teatre og museer lukker ned i 14 dage for at begrænse spredningen af coronasmitte.

Europa er det nye epicenter

Europa er blevet epicentrum for coronavirussen. Det sagde Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, på et pressemøde torsdag.

- Det er ikke længere et udbrud, som er et kinesisk eller asiatisk problem. Epidemien har fået et nyt epicentrum. Det er Europa.

Ser man på udviklingen dag for dag, er det Europa, der har den største vækst nu, sagde Søren Brostrøm.

- Det er ikke kun Italien, det er også en række andre store lande i Europa, der har en bekymrende udvikling.