Bøder på én million kroner for at hamstre - sådan håndterer de coronavirus i udlandet
Strenge udgangstilladelser, kontrolopkald fra myndighederne og sporing af karantæneramte via mobiltelefonen er allerede sat i værk i andre lande.
Selvom danskerne her til morgen vågnede op til en ny virkelighed, er vi langt fra det eneste land i verden, hvor udbruddet af coronavirus lige nu har vidtgående konsekvenser for borgerne.
Som sundhedsminister Magnus Heunicke (S) sagde i går, står Danmark endnu kun "ved foden af en epidemi med coronavirus", og dermed kan vi risikere, at myndighederne bliver nødt til at tage endnu mere drastiske metoder i brug for at bremse smitten.
I Kina er myndighederne for eksempel set svejse metaldøre fast til boligblokke med smittede, så de syge ikke kunne komme ud og sprede sygdommen.
Så drastiske metoder er nok kun reserveret de mere totalitære stater, men flere steder i verden har man allerede taget langt mere vidtgående metoder i brug end i Danmark.
Metoder, vi nok har svært ved at forestille os herhjemme, men som måske kan blive nødvendige.
Dem kan du læse mere om her.
Sydkorea: Test, test, test og sms
Udbruddet af coronavirus i Sydkorea var længe det mest omfattende uden for Kina, men sådan er det ikke mere.
I løbet af de seneste to uger er udviklingen blevet vendt fra over 500 nye smittede om dagen til 114 nye tilfælde torsdag 12. marts, så noget kunne tyde på, at sydkoreanerne gør noget rigtigt.
I modsætning til andre steder har myndighederne i Sydkorea hverken lukket hele byer eller regioner ned, men i stedet satset på at teste mange mennesker for coronavirus.
Der testes ifølge nyhedsbureauet Yonhap omkring 15.000 mennesker hver dag, og omkring 210.000 er blevet testet allerede.
Når myndighederne finder en smittet, udsendes der beskeder til mobiltelefonerne hos de mennesker, myndighederne mistænker, at den smittede person har haft kontakt med, skriver The Guardian.
Dermed kan den smittedes kontakter straks gå i hjemmekarantæne.
Samtidig opfordrer myndighederne i Sydkorea alle erhvervsdrivende til at tage deres ansattes temperatur to gange dagligt.
På den måde håber myndighederne at inddæmme og bremse de forskellige klynger af sygdomsudbrud.
De sydkoreanske myndigheder har også udpeget flere opmærksomhedszoner, hvortil der sendes ekstra sundhedspersonale og militær, der desinficerer gaderne med kemikalier.
Og så godt som alle i Sydkorea bærer i øvrigt ansigtsmaske, når de er ude.
Uhm Joong-shik, der er læge ved universitetshospitalet i byen Incheon, siger til Yonhap, at man bør overveje et maskepåbud indendørs.
- Den bedste måde at forebygge virusinfektioner er ved at bære masker - selv i kontorlokaler - og vaske hænder ofte, siger han.
Italien: Gå hjem, og bliv inde
Udbruddet af coronavirus i Italien ser fortsat ud til at være ude af kontrol, selvom myndighederne har lukket en stor del af landet ned.
Torsdag morgen var antallet af smittede oppe på 12.462, hvilket gør Italien til det land uden for Kina med flest smittede.
Over hele landet er der indført forbud mod al ikke-essentiel udgang.
Avisen Corriere della Sera bringer i dag en liste over alle de forbud, der gælder.
For eksempel skal alle italienere i de berørte regioner udfylde et dokument, som de skal have på sig, når de går ud. På dokumentet skal de skrive, hvad ærindet er, og hvorfor det er nødvendigt at gå ud.
Skal man for eksempel lufte sin hund, er det kun tilladt at gå i området lige omkring ens bopæl.
Hvis man er ved at løbe tør for mad eller benzin, er det fortsat tilladt at handle, men man skal holde mindst én meters afstand til andre mennesker.
Det er desuden forbudt at bo andre steder end på ens egen adresse. Hvis man har et sommerhus, må man kun besøge det, hvis der for eksempel er sprunget et vandrør.
Onsdag strammede den italienske regering reglerne yderligere for hele landets erhvervsdrivende, og premierminister Giuseppe Conte beordrede lukning af samtlige butikker i Italien undtagen fødevarebutikker, tobakshandlere, aviskiosker og apoteker.
Singapore: Overvågning og bøder
Den 13. februar var Singapore et af de steder uden for Kina med flest smittede. Dengang var tallet oppe på 58, men en måned efter er tallet 'kun' steget til 178, og dermed er Singapore blevet overhalet af for eksempel Italien og Danmark.
Da smitten begyndte at sprede sig i Singapore, indførte bystaten et system for hjemmekarantæne, der ikke er set magen til andre steder.
Alle, der er placeret i hjemmekarantæne, kan på et hvilket som helst tidspunkt blive ringet op af myndighederne og bedt om at gå online og dele telefonens lokalitet, for at forebygge at folk bryder karantænen.
Der bliver også udført stikprøvekontroller for at sikre, at folk er hjemme, og karantæneramte borgere bliver bedt om at måle deres egen kropstemperatur jævnligt.
Begiver man sig alligevel ud i samfundet og lyver om det, risikerer man en bøde på cirka 50.000 danske kroner eller op til seks måneders fængsel.
I Singapore gør myndighederne også et stort stykke arbejde for at spore alle smittede.
Allerede i begyndelsen af februar nedsatte man en task-force på 70 personer til at spore de smittede og finde alle deres kontakter gennem overvågningsbilleder, vidneudsagn og digitale spor, skriver avisen Straits Times.
Myndighederne skriver selv, at man overvåger folk, uden at de selv har givet samtykke, for at mindske smittespredning.
Et videnskabeligt studie af indsatsen mod smittespredning i Singapore anslog 18. februar, at antallet af bekræftede tilfælde i hele verden ville stige 280 procent, hvis alle lande sporede smitten så godt som i Singapore.
Dermed ville mørketallet gå ned, og antallet af registrerede smittede ville nærme sig det reelle antal smittede.
Hongkong: Intensiv kortlægning
Bystyret i Hongkong blev tidligt udfordret af smittespredning fra Kina, men sygdommen har ikke spredt sig så hurtigt her som andre steder.
I storbyen med 7,4 millioner indbyggere var der kun 129 smittede 11. marts.
Også her er tusindvis af mennesker i hjemmekarantæne, og myndighederne har offentliggjort kort over smittens spredning i byen, så man hele tiden kan følge med i, hvor der er smittede, og hvor der bor folk i karantæne.
Desuden er steder, hvor mange mennesker samles såsom Disneyland - lukket.
Hongkong er et af de områder, der blev ramt af den dødelige sygdom SARS i 2003, og det varede ikke længe før udbruddet af coronavirus betød tomme gader, folk med ansigtsmasker og gratis håndsprit i byens forretninger.
Caféer, butikker og virksomheder tjekker også folks temperatur. Har man feber bliver man ofte nægtet adgang.
Taiwan: Enorme bøder og ansigtsmasker
Coronasmitten kom til Taiwan 21. januar 2020, og på det tidspunkt var myndighederne allerede klar til at håndtere sygdommen.
Beredskabet blev oprettet allerede 31. december, hvor myndighederne hørte om en ny SARS-lignende virus i Kina, og derfor kunne man handle hurtigt, da smitten kom.
Taiwan var et af de lande, som SARS-epidemien ramte i 2003, og ifølge Dr. Jason Wang fra Stanford University, der har undersøgt indsatsen i Taiwan, aktiverede myndighederne i store træk beredskabet fra dengang.
Det betød blandt andet, at man oprettede et nationalt kommandocenter, der tog sig af indsatsen mod coronavirus lige fra begyndelsen.
Her sporede myndighederne samtlige indrejsende fra Kina via deres mobiltelefoner og anbragte folk, der havde været i risikoområder, i karantæne. De karantæneramte bliver sporet via deres mobiltelefoner, og der er bødestraf for at bryde karantænen.
Bøden ligger på cirka 437.000 danske kroner eller to års fængsel, skriver Taiwan News.
Folk, der hamstrer medicin eller ansigtsmasker, risikerer ifølge Taiwan News en bøde på cirka 1,1 million danske kroner, mens man slipper med cirka 656.000 danske kroner i bøde for at udbrede falsk information om coronavirus.
Karantæneramte, der ikke kan modstå trangen til en cigaret og giver sig til at ryge i deres opgang, straffes med en bøde i omegnen af 220.000 kroner.
I Taiwan tror myndighederne også på, at ansigtsmasker har en gavnlig effekt i forhold til at forhindre smittespredning, så 20 januar satte myndighederne landets militær i gang med at producere flere af dem.
Samtidig rekvirerede regeringen 44 millioner ansigtsmasker, 1,9 millioner af de mere avancerede N95-masker og 1100 undertryksbeholdere til at transportere smittede patienter i.
Derudover har man testet borgerne intensivt for virus. 11. marts 2020 havde myndighederne i Taiwan gennemført 15.000 tests - 48 er smittet.