USA VALG

Kendt talknuser: Sanders har under 0,3 procent chance for at vinde

Studieværter på CNN taler nu åbent om, hvornår han stopper. Ikke om han stopper.

Valget er stadig i gang. Og ja, alt kan ske.

Men graver man i tallene, så tyder matematikkens virkelighed på, at den næste demokratiske præsidentkandidat hedder Joe Biden, er 77 år og snart skal i sit livs kamp mod Donald Trump.

Det viser den seneste analyse fra FiveThirtyEight, der ledes af den anerkendte valganalytiker Nate Silver.

FiveThirtyEight har gravet i meningsmålinger i de kommende stater og ender med at give Joe Biden ”over 99 procents” sandsynlighed for at vinde nomineringen samlet set - enten ved at have halvdelen eller som minimum flest af de afgørende delegerede.

Omvendt har Bernie Sanders - der i flere uger var den forventede sejrherre - nu blot mellem 0,1 og 0,3 procents sandsynlighed for at nå til samme resultat.

Hvornår skal han trække sig?

Amerikanske mediers dækning af nattens primærvalg foregik i samme tone:

Analytikere og studieværter på CNN talte ikke om, hvorvidt Bernie Sanders skulle trække sig, men om hvornår og hvordan. Og New York Times skrev natten til onsdag om valgets status:

- Resultaterne gør Biden til den klare favorit til at vinde demokraternes nominering. Mens Bernie Sanders endnu ikke matematisk kan udelukkes, når det kommer til delegerede her tirsdag aften, så er hans vej til en sejr blevet meget lille.

Den amerikanske tv-station PBS kunne tidligt onsdag morgen melde, at kilder nær Bernie Sanders fuldt ud anerkender, at nattens valg har været en ”hård omgang”.

De vurderer også selv, at den 78-årige senator fra Vermont nu blot har ”ganske få veje” til en sejr.

Ingen tale

Bernie valgte noget overraskende tirsdag aften ikke at holde en valgtale, men vil – ifølge PBS – senere onsdag give en eller anden form for udtalelse, hvor han anerkender, at det ser svært ud.

Han vil nu bruge den næste tid sammen med hustruen Jane på at sunde sig over resultatet.

I sin tale fik Joe Biden natten til onsdag det næsten til at lyde som om, at Bernie Sanders allerede havde givet op, og Biden rakte derefter hånden ud mod Sanders' meget loyale vælgere.

- Jeg vil gerne takke Bernie Sanders og hans kampagne for deres utrættelige energi og deres engagement. Vi har et fælles mål. Og sammen vil vi slå Donald Trump, sagde Joe Biden.

Den på venstrefløjen meget populære demokrat Alexandria Ocasio-Cortez fra New York har været en af Bernie Sanders' mest loyale støtter. Hun talte til sine følgere på Instagram sent tirsdag aften.

- Der er ikke nogen måde, hvorpå jeg kan pakke det ind: I aften var en hård aften. I aften var en hård aften for vores bevægelse.

En elendig kandidat

Det er blot omkring en måned siden, at de fleste bettingselskaber og politiske analytikere regnede med kæmpe nederlag til Joe Biden, og det er ikke fordi, at Joe Biden på magisk vis de seneste uger er blevet en fantastisk kandidat, vurderer TV 2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz.

- Han er på mange måder stadig en elendig kandidat. Men når man måler ham op mod Sanders, så har han formentlig en bedre chance for at slå Trump, og det har de demokratiske vælgere erkendt, siger Steinmetz.

USA-analytiker Mirco Reimer-Elster er enig.

- Rent matematisk er ingenting afgjort endnu. Men ret beset er Bernies rolle i valgkampen fra nu af nok at kæmpe for sagen og ellers være statist i det store Biden-show. Så længe Sanders hverken formår at appellere bredt nok eller at mobilisere sine kernevælgere i tilstrækkelig stor stil, står han ikke en chance. Der er efterhånden meget, der taler for, at Bernies succes i 2016 i højere grad byggede på at være protestkandidaten frem for at være egentligt præsidentmateriale, siger Mirco Reimer-Elster.

Mødes til debat

Tidligt mandag morgen dansk tid mødes Bernie Sanders og Joe Biden efter planen i deres første debat alene mod hinanden.

Natten til onsdag tabte Bernie Sanders stort i staterne Mississippi og Missouri, hvor han ikke vandt i én eneste af de to staters valgkredse. Også i den for demokraterne afgørende stat Michigan tabte Bernie Sanders. Og i Idaho.

Endnu er Washington og North Dakota ikke endeligt afklaret. Umiddelbart står Bernie Sanders til en sejr i North Dakota, der dog med sine 14 delegerede er den mindste blandt staterne i nattens valg.

En ringe trøst for Sanders.