Udland

Norwegian aflyser 3000 flyvninger: - Det er en kritisk periode for luftfarten og for os

Flyselskabet Norwegian aflyser 3000 flyvninger. Ints Kalnins / Ritzau Scanpix

Personale bliver sendt hjem, og fly i tusindvis aflyses hos Norwegian.

Det norske luftfartsselskab Norwegian aflyser 3.000 af sine afgange fra midten af marts til midten af juni. Det oplyser selskabet i en meddelelse tirsdag.

Det svarer til 15 procent af Norwegians totale kapacitet i den periode.

- Norwegian aflyser cirka 3000 afgange og implementerer midlertidig hjemsendelse på grund af Covid-19, lyder overskriften på meddelelsen.

Samtidig begynder Norwegian at holde møder med fagforeninger om "midlertidige hjemsendelser" af dele af personalet.

- Desværre vil aflysninger påvirke en betydelig andel af vores kolleger i Norwegian. Vi har indledt formelle dialoger med vores fagforeninger om midlertidige hjemsendelse, udtaler Norwegians koncernchef Jacob Schram i pressemeddelelsen.

Uvist hvilke afgange, der bliver ramt

I meddelelsen skriver Norwegian, at selskabet den seneste uge har haft svært ved at sælge sine billetter. Derfor skærer den ned på afgange i hele netværket.

Det fremgår ikke, hvilke afgange der er tale om, men at det vil blive klart snart.

Ifølge Jacob Schram, Norwegians koncernchef, er der tale om "en kritisk periode for luftfarten, også for os i Norwegian".

- Vi opfordrer myndighederne til øjeblikkeligt at indføre tiltag for at reducere den økonomiske belastning for flyselskaberne for at beskytte afgørende infrastruktur og arbejdspladser, udtaler Jacob Schram i pressemeddelelsen.

Norwegian præsenterede for en lille måned siden deres årsregnskab for 2019. Her kunne man læse, at selskabet havde tabt cirka 1,2 milliarder kroner sidste år.

Men aktieåret har været hårdt for Norwegian, der i skrivende stund har mistet cirka 70 procent af sin aktieværdi siden årets start.

Et lyspunkt for Norwegian bør dog være oliepriserne, der natten til mandag, dansk tid, styrtdykkede som følge af en potentiel priskrig mellem de olieproducerende Opec-lande og Rusland. Modsat de fleste af deres konkurrenter, har Norwegian kun låst sig fast i et bestemt prislejde på en mindre del af deres brændstofforbrug.

Det bør alt andet lige betyde, at Norwegian kan vinde på den lave oliepris, hvis den varer ved.

Trods det store aktiefald og det svigtende billetsalg, forvener aktieanalysechef i Sydbank og flyekspert Jacob Pedersen dog ikke, at Norwegian må dreje nøglen om som følge af krisen.

- Det bliver en hård tid for flyseskaberne, og Norwegian-aktien er faldet som en sten over de seneste uger. (...) Det ændrer dog ikke på, at min konklusion er, at Norwegian ikke forsvinder fra landkortet.