Coronavirus

Italien: Seks dræbt, da fængselsfanger gjorde oprør mod corona-regler

Et forbud mod familiebesøg har skabt oprør i fire italienske fængsler. Seks indsatte har mistet livet.

Indsatte i fire italienske fængsler har gjort voldsomt oprør mod strammere regler, der er indført efter udbrud af coronavirus i landet.

I den forbindelse er seks indsatte døde, og andre er blevet såret som følge af oprørene.

Det skriver flere italienske aviser, blandt andre La Repubblica.

Alle dødsfaldene skete i fængslet i Modena, der ligger nær Bologna.

Ifølge direktøren for det italienske fængselsvæsen, Francesco Basentini, døde to af de indsatte af en overdosis, efter de indsatte havde besat fængslets sygeafdeling og havde fået adgang til forskellig medicin, blandt andet metadon.

En tredje døde af at inhalere giftig røg.

De tre sidste blev dræbt, efter fangeoprøret var slut og fangerne var flyttet væk fra fængslet. Disse dødsfald er stadig ved at blive undersøgt, siger Basentini til tv-stationen CNN.

Oprøret startede i protest mod nye, skrappe regler for besøg og samvær, der er indført for at begrænse corona-smitte i landet.

Reglerne indebærer blandt andet forbud mod familiebesøg for at inddæmme smittespredning.

Indsatte i fængsler i Poggioreale i Napoli i syd, Modena i nord, Frosinone i det centrale Italien og i Alexandria i det nordvestlige Italiengjorde alle oprør over tiltagene i weekenden, men søndag aften sagde myndighederne, at man igen havde kontrol med alle fængslerne.

Uklare omstændigheder vedrørende dødsfald

- Vi havde allerede advaret om, at der var øgede spændinger i fængsler, og at vi frygtede, at det kunne ende i en tragedie, lyder det fra den italienske borgerrettighedsgruppe Antigone i en pressemeddelelse.

- Alle nødvendige foranstaltninger skal træffes for at sikre indsatte deres fulde rettigheder, stoppe eskaleringen af situationen og forhindre andre ulykker. En død er en for mange, hedder det.

Sårede fængselsbetjente

I Modena er to fængselsbetjente såret, og omkring 20 personer har måtte forlade fængslet.

Fængselsbetjentenes fagforening, Sappe, oplyser, at omkring 80 indsatte er blevet overført til andre fængsler efter oprørene.

Italien er det land uden for Kina, der har registreret det største antal omkomne som følge af coronavirus.

I alt har 366 personer mistet livet. Antallet af bekræftede coronatilfælde er 7375.

Størstedelen af dødsfaldene er registreret i Lombardiet i det nordlige Italien, som er den hårdest ramte af Italiens 20 regioner.