Millioner af italienere sættes i karantæne
Næsten 16 millioner italienere bliver berørt af nedlukningen, som er den mest drastiske udenfor Kina.
Lombardiet og 14 provinser i andre regioner i det nordlige Italien vil blive lukket ned i kampen for at inddæmme det smitsomme coronavirus.
Millioner af italienere sættes således i karantæne.
Det oplyser Italiens premierminister, Giuseppe Conte, natten til søndag. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Mest drastiske tiltag udenfor Kina
Italien tager dermed de hidtil drastiske tiltag, der er set uden for Kina, for at begrænse smittespredningen. Det skriver The New York Times.
Nedlukningen gælder blandt andet Lombardiet og Veneto, hvor der bor henholdsvis over ti millioner og knap fem millioner indbyggere.
Dermed inkluderer nedlukningen store byer som Milano og Venedig.
Premierministeren oplyser, at tiltagene vil træde i kraft snarest.
- Det nye dekret er endelig godkendt, skriver Conte på Twitter natten til søndag.
- Med det her vil vi beskytte borgernes helbred. Vi er klar over, at det kan sprede ængstelse, men tiden er inde til at tage ansvar, siger Giuseppe Conte.
Befolkning er forpligtet
Han tilføjer, at befolkningen nu vil være "forpligtede" til at undgå at bevæge sig "ind og ud i territorierne og også inden for" de nedlukkede områder.
Enhver rejse vil kræve en særlig tilladelse af hensyn til sundhed eller arbejde.
- Vi er alle nødt til at respektere tiltagene og ikke undgå eller modarbejde dem. Vi bør tænke både på vores eget, vores kæres helbred og vores forældres helbred, siger den italienske premierminister.
Italien er det land, der er hårdest ramt af virussen i Europa. Her er i alt 5883 personer konstateret smittet, hvoraf 589 er erklæret raske igen.
Coronavirussen har kostet 233 personer livet i Italien. Det viser en opgørelse fra Johns Hopkins University.
Derfor har Italiens regering natten til søndag indført en række tiltag i bestræbelserne på at inddæmme smitten.
Lombardiet og flere andre provinser i det nordlige Italien vil blive lukket ned i kampen for at inddæmme det smitsomme coronavirus.
Skoler og universiteter holdes lukket frem til 3. april. Og al orlov og ferie for de ansatte i sundhedssektoren bliver inddraget, fremgik det af udkastet til dekretet.
En stor del af de områder i det nordlige Italien, der er ramt af virusset, vil blive lukket ned, så man hverken må rejse ind eller ud af områderne.
Derudover skal blandt andet skisportssteder, museer og fitnesscentre i de coronaramte områder lukkes.
Hidtil har det kun været nogle begrænsede områder i det nordlige Italien, der er underlagt karantæne. De er kendt som "røde zoner".
Sundhedsvæsenet skal styrkes med 20.000
De nye tiltag er en markant udvidelse af de eksisterende tiltag. Italien annoncerede fredag en plan om at styrke sundhedsvæsnet med op mod 20.000 ansatte.
Det skal blandt andet ske ved at indkalde pensionerede læger og sygeplejersker.
Alene i det seneste døgn fra lørdag til søndag har Italien registreret 1200 ny tilfælde af coronavirus.