Donald Trump

Trump udnævner loyal støtte til stabschef i Det Hvide Hus

Mark Meadows var blandt andet en stærk forsvarer af præsidenten under rigsretssagen.  Leah Millis / Ritzau Scanpix

Republikaneren Mark Meadows, der er en nær allieret til USA's præsident, bliver Trumps nye stabschef.

USA's præsident, Donald Trump, har fredag foretaget endnu en udskiftning i toppen af sin administration i Det Hvide Hus.

Han udskifter den fungerende stabschef Mick Mulvaney med det republikanske kongresmedlem Mark Meadows.

Det meddeler Trump på Twitter natten til lørdag dansk tid.

En af de mest loyale støtter

Meadows er medlem af Repræsentanternes Hus og en af Trumps mest loyale støtter.

Han var blandt andet en stærk forsvarer af præsidenten under rigsretssagen. I en sådan grad, at Trump roste ham særskilt ved en begivenhed 6. februar, efter at Senatet, hvor republikanerne har flertal, havde frifundet Trump.

Meadows bliver nu den fjerde stabschef i Det Hvide Hus, siden Trump blev præsident.

- Jeg har længe kendt og arbejdet sammen med Mark, og forholdet er rigtig godt, skriver Trump på Twitter.

Meadows overtager posten i Det Hvide Hus fra Mulvaney, der i stedet bliver USA's særlige udsending til Nordirland.

- Jeg vil takke fungerende stabschef Mick Mulvaney for at have tjent administrationen godt, skriver Trump på Twitter.

Vred på Mulvaney

Præsidenten har længe udtrykt utilfredshed med Mulvaney.

Han vækkede Trumps vrede, da han under et pressemøde i Det Hvide Hus i efteråret sagde, at Trump havde forsøgt at overtale Ukraine til at efterforske den demokratiske rival Joe Biden ved at tilbageholde militærstøtte til Ukraine.

Disse udtalelser modsagde Trumps egne argumenter. Mulvaney trak kort efter sine udtalelser fra pressemødet tilbage.

Mulvaney blev udpeget som fungerende stabschef i december 2018, men Trump har aldrig gjort udnævnelsen permanent.

Han nåede at sidde på posten i mere end et år, siden han overtog den fra den nu pensionerede general John Kelly.