Coronavirus

Hvor mange dør egentlig af covid-19? - her er tallene, du skal kende

En sydkoreansk patient med coronavirus transporteres i en beholder med undertryk, så smitten ikke spredes. Kim Kyung-hoon / Ritzau Scanpix

Rundt om i verden er der vidt forskellige meldinger om, hvor farligt det er at blive smittet med coronavirus. Her er en guide til at forstå tallene.

Hvis 1000 mennesker bliver smittet af coronavirus i dag, hvor mange af dem er så døde om to måneder?

Spørgsmålet er simpelt, men det er svaret overhovedet ikke.

Verdenssundhedsorganisationen WHO vurderede tidligere på måneden, at 34 ud af 1000 ville dø. USA's præsident, Donald Trump, mener, at tallet er tættere på to.

I Danmark arbejder myndighederne ud fra en formodning om, at mellem 3 og 10 vil dø ud af 1000 smittede, mens de amerikanske sundhedsmyndigheder er kommet frem til, at tallet er cirka fire, hvis man regner på erfaringerne fra Kina.

De mange forskellige tal skyldes, at myndigheder og medier rundt om i verden ikke opgør dødeligheden for covid-19 på samme måde.

Ifølge professor Kåre Mølbak, der er direktør for infektionsberedskabet ved Statens Serum Institut, kommer en del af forvirringen af, at dødstallet kan gøres op på to måder.

Faglig direktør for Infektionsberedskab hos Statens Serum Institut, Kåre Mølbak.

Store forskelle

Den ene måde hedder "case fatality rate" - forkortet CFR.

- Case fatality rate (CFR) er dødeligheden blandt de bekræftede tilfælde. Den er beregnet til at ligge mellem to og fire procent de fleste steder i verden, skriver Kåre Mølbak i en mail til TV 2.

Den anden måde at regne dødeligheden ud på hedder Infection fatality rate - forkortet IFR.

- Infection fatality rate (IFR) er dødeligheden blandt de smittede. IFR er mindre end CFR, fordi der blandt de smittede er mange personer med meget mild sygdom, der ikke bliver registreret i systemet, skriver Kåre Mølbak.

Med andre ord er CFR altså højere end IFR, fordi førstnævnte kun tager de tilfælde af coronasmitte med, som er registreret af myndighederne.

Herunder kan du se forkellen i CFR fra land til land:

Ifølge opgørelsen ovenfor, er udbruddet af coronavirus altså meget mere dødeligt i USA end i resten af verden.

Hvordan kan det nu lade sig gøre?

Coronavirus tjekker selvfølgelig ikke folks statsborgerskab, inden den angriber lungerne, så det amerikanske tal hænger sammen med noget andet - nemlig hvor mange smittede, det er lykkedes myndighederne at finde.

Derfor er tallet højest i USA

Myndighederne i USA havde kun testet 1895 mennesker for coronavirus 6. marts, viser tal som tidsskriftet The Atlantic har fået fat i. Til sammenligning har Storbritannien testet over 18.000, mens Sydkorea tester 10.000 om dagen.

En bus rengøres i Seattle. Her har sygdommen ramt et plejehjem i byen.

I Danmark var der til sammenligning blevet testet 649 personer i alt 6. marts, og der bor altså næsten 60 gange så mange mennesker i USA som herhjemme.

Samtidig bliver tallene i USA formentlig påvirket af, at udbruddet har bidt sig fast i et plejehjem i Seattle. Tal fra Kina tyder nemlig på, at dødeligheden er størst blandt ældre og i forvejen svækkede personer,

Ovenstående tal er dog også behæftet med en del usikkerhed, da det jo kun er de syge, som myndighederne har registreret, der optræder i statistikken.

Toppen af isbjerget om man vil.

Ifølge Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut bliver CFR-dødeligheden påvirket temmelig meget af, hvor sygdommen rammer.

- CFR er stærkt afhængig af case-mix, altså sammensætningen af patientgruppen: Hvem der går til læge, hvem der bliver undersøgt, hvilke andre sygdomme de har og så videre, skriver han i en e-mail til TV 2.

Skæve tal fra Kina

I den kinesiske storby Wuhan, hvor udbruddet begyndte, er CFR-dødeligheden for eksempel oppe på et sted mellem tre og fire procent.

Det skyldes ifølge WHO's ansvarlige for at undersøge udbruddet i Kina, Bruce Aylward, at sygdommen i begyndelsen var fuldstændig ukendt og fik lov til at sprede sig ubemærket.

- Wuhan begyndte hurtigt og tidligt. Folk vidste ikke, hvad de havde med at gøre, og vi var først ved at finde ud af, hvordan sygdommen skulle behandles, siger Bruce Aylward til den amerikanske radiostation NPR.

En intensiv-sygeplejerske på et hospital i Wuhan.

Samtidig peger han på, at hospitalerne i Wuhan ikke var gearet til et virusudbrud, hvor tusindvis af mennesker pludselig skulle indlægges og have intensiv behandling.

Og så bliver de kinesiske tal påvirket af, at det kun var alvorlige tilfælde, hvor folk havde lungebetændelse på grund af coronavirus, der blev registreret.

Derfor var CFR-dødeligheden 10. januar helt oppe på 15,6 procent i Kina.

Bruce Aylward siger til NPR, at kinesernes øgede overvågning af sygdommen senere i forløbet afdækkede mange milde tilfælde.

I dag er CFR-dødeligheden på grund af covid-19 i resten af Kina - altså hvis man ser bort fra Wuhan og Hubei-provinsen - nede på 0,4 procent.

Det svære, men rigtige, tal

Hvor det præcise tal for dødeligheden ligger, er endnu ikke til at sige helt præcist, men der er forskere, som forsøger at finde et tal, der ikke er afhængigt af, hvor gode myndighederne er til at registrere coronasmitte.

De forsøger at finde det tal, som kaldes for infection fatality rate eller IFR - altså et tal der tager højde for dem, der ikke går til læge, eller som måske slet ikke ved, at de er smittet med coronavirus.

Sydkoreanske soldater desinficerer en gade 4. marts 2020.

Her er også flere bud på, hvor dødelig covid-19 er, men fælles for dem er, at de ligger noget lavere end CFR-tallene.

For eksempel anslår Mike Famulare, der er ekspert i epidemiologi ved det amerikanske Institute for Disease Modelling, at IFR for covid-19 ligger på omkring 0,94 procent - altså mellem 9 og 10 døde for hver 1000 smittede.

Ifølge en videnskabelig artikel fra en gruppe japanske forskere fra universiteterne i Hokkaido, Osaka og Saitama er IFR-dødeligheden for covid-19 formentlig nede på omkring én procent for ældre og svækkede personer, mens tallet for yngre og raske voksne ligger på en sted mellem 0,1 og 0,2 procent.