Udland

Harvey Weinstein rykker i fængselscelle efter indlæggelse

Ud over hjerteproblemer har Weinsteins advokater sagt, at han døjer med mén efter en mislykket rygoperation. Lucas Jackson / Ritzau Scanpix

Den voldtægtsdømte Harvey Weinstein er varetægtsfængslet indtil 11. marts, hvor strafudmålingen finder sted.

Den amerikanske filmproducent Harvey Weinstein er torsdag blevet rykket til et fængsel i New York, efter at han har været indlagt på et hospital i omkring ti dage.

Det oplyser Weinsteins talsmand, Juda Engelmayer, skriver nyhedsbureauet AP.

Ifølge Engelmayer er Weinsteins forløb på hospitalet "endt succesfuldt", uden at det bliver uddybet yderligere.

Hentet i ambulance efter retssag

Den 24. februar blev Weinstein erkendt skyldig i seksuelle overgreb ved en domstol i New York City.

Efter dommen blev Weinstein hentet i en ambulance, da han havde hjerteproblemer og et højt blodtryk. Det oplyste hans ledende forsvarsadvokat, Donna Rotunno.

Siden har Weinstein været indlagt. Først på Bellevue Hospital, og senere blev han flyttet til fængselshospitalet på Rikers Island, skriver AP.

Ud over hjerteproblemer har Weinsteins advokater sagt, at han døjer med mén efter en mislykket rygoperation.

Af samme årsag har Weinstein brugt gangstativ til og fra retsbygningen.

Risikerer 25 år i fængsel

Den 67-årige filmproducent skal sidde varetægtsfængslet frem til 11. marts, hvor hans strafudmåling finder sted.

Dommen er så alvorlig, at han ifølge nyhedsbureauet Reuters risikerer at skulle tilbringe 25 år i fængsel.

Weinsteins advokater har meddelt, at han ønsker at appellere dommen.

Harvey Weinstein blev dømt for seksuelt overgreb på sin tidligere assistent Mimi Haleyi i 2006 og voldtægt af skuespilleren Jessica Mann i 2013.

Retssagen ses som en milepæl for MeToo-bevægelsen, hvor kvinder har anklaget magtfulde mænd i erhvervslivet samt underholdnings- og mediebranchen for seksuelle krænkelser.