USA VALG

Sanders: Vi kommer til at vinde nomineringen

Selvom Bernie Sanders ser ud til at vinde primærvalget i USA's største delstat, må han se sin største konkurrent hente ind på ham.

Joe Biden ser ud til at komme styrket ud af Super Tuesday, men Bernie Sanders føler sig fortsat sikker på, at han i sidste ende bliver Det Demokratiske Partis præsidentkandidat.

Det siger senatoren fra Vermont på et vælgermøde i sin hjemstat tirsdag aften lokal tid.

- Jeg kan med overbevisning sige, at vi kommer til at vinde demokraternes nominering. Og vi kommer til at slå den farligste præsident i landets historie, siger Sanders.

I alt 14 delstater stemmer på Super Tuesday, og hele 1357 delegerede er på spil. Det svarer til næsten en tredjedel af det samlede antal.

På baggrund af de foreløbige resultater står Bernie Sanders til at vinde i Colorado, Utah og hjemstaten Vermont.

Ifølge en prognose fra nyhedsbureauet AP står Sanders derudover til at vinde i den vigtige delstat Californien, der har flest delegerede på spil.

Kan blive overhalet af Biden

Stemmerne er fortsat ved at blive talt op i de 14 delstater, men Sanders' absolut største rival, tidligere vicepræsident Joe Biden ligner en vinder i mange stater.

Som ventet har Biden klaret sig bedst i sydstater som Virginia, North Carolina, Alabama, Oklahoma, Tennessee, og Arkansas.

Men han står også til sejr i Minnesota, som Sanders ellers vandt overbevisende i 2016, og Massachusetts i det nordøstlige USA, hvor Sanders ellers har stået stærkest.

Ved primærvalgene er det vel at mærke størrelsen på sejren, der bliver afgørende, da alle kandidater, der opnår mindst 15 procent af stemmerne, får andel i en delstats delegerede.

I 2016 gjorde Sanders rent bord og tog alle 16 delegerede i hjemstaten Vermont, men denne gang står Biden til at vinde en andel af de delegerede, hvilket unægteligt vil være en bet for Sanders. Samtidig ser hans sejr i Californien ud til at blive noget mindre, end meningsmålinger havde antydet.

Dermed ser Biden ud til at fortsætte fremgangen efter en ellers skuffende start på primærvalgene.

Prognoser peger endda på, at Biden kan have taget den samlede føring foran Sanders, når Super Tuesday er gjort op, og alle dagens 1357 delegerede er fordelt.

Lyn-analyse

Sanders skal stille sig op og udstråle en tro på tingene. Men man må stille sig spørgsmålet, om Bernie kan være ved at brænde sammen. Situationen ligner til forveksling primærvalgene for fire år siden: efter en skuffende præsentation i South Carolina vinder Sanders nok ikke flest delegerede Super Tuesday, og den moderate fløjs falmende forhåndsfavorit, Joe Biden, er endegyldigt vendt stærkt tilbage. Selv på hjemmebane i Vermont fik Sanders kun lige over halvdelen af stemmerne. Det er et fald på hele 35 procentpoint i forhold til for fire år siden. Kort sagt: det ser svært ud for Sanders.

 

Vil skrive politisk historie

Meget peger derfor på, at valgkampen i Det Demokratiske Parti efter Super Tuesday reelt nu er en duel mellem Sanders og Biden om at vinde partiets nominering.

Og her er Sanders ikke i tvivl om, at han vinder, fordi han vil stå stærkest i en valgkamp mod den demokratiske præsident Donald Trump, siger han på sit vælgermøde i Vermont.

- Det, vi har brug for, er en ny politik, som bringer arbejderklassen ind i vores politiske bevægelse. Og som bringer unge mennesker ind i vores politiske bevægelse. Og som i november vil føre til den største valgdeltagelse i amerikansk politiks historie, siger den selverklærede demokratiske socialist.

Netop valgdeltagelsen og evnen til at mobilisere vælgere fra bestemte vælgergrupper bliver typisk set som afgørende for demokraternes muligheder ved præsidentvalg.

Noget tyder dog på, at Sanders' argumenter om, at han vil være bedst til at mobilisere vælgere, ikke helt holder. Eksempelvis har valgdeltagelsen ved demokraternes primærvalg i Virginia været næsten dobbelt så stor som i 2016, og her står Biden vel at mærke til at tage en storsejr med over halvdelen af stemmerne.