USA VALG

Bidens hustru skiftede på et splitsekund rolle fra mulig førstedame til sikkerhedsvagt

Billeder af Jill Biden som pludselig sikkerhedsvagt er populært på sociale medier.

Jill Biden er skolelærer, professor, Joe Bidens hustru og dermed måske USA's kommende præsidentfrue.

Men i nat kom hun i centrum i rollen som hurtigt reagerende sikkerhedsvagt, da demonstranter løb på scenen i Los Angeles, mens hendes mand var midt i sin sejrstale.

Resolut stillede Jill Biden sig mellem demonstranten og Joe Biden og skubbede demonstranten væk fra præsidentkandidaten ved et fast tag i den unge kvindes håndled.

- Vi er ok, vi er ok, sagde Jill Biden efter situationen.

Billedet af den opmærksomme og mulige førstedame er siden blevet spredt og kommenteret heftigt på sociale medier.

Kostede en negl

I alt to kvindelige demonstranter løb på scenen, og mens den første demonstrant blev fjernet fra scenen hoppede endnu en demonstrant over et hegn og op på scenen. Det var her, at Jill Biden i første omgang fik skubbet demonstranten væk.

Kort derefter kom Bidens seniorrådgiver Symone D. Sanders løbende, tog demonstranten om livet og trak hende hurtigt væk fra scenen.

Symone D. Sanders skrev efterfølgende på Twitter, at hun blot havde brækket en negl – tydeligvis et signal om, at der skulle mere til at slå hende ud.

Demonstranterne demonstrerede øjensynligt imod brugen af mælk, som dog ikke umiddelbart synes at være et emne, som Joe Biden har talt hverken for eller imod.

Endnu ingen secret service

Amerikanske præsidentkandidater får beskyttelse fra secret service, men først i det øjeblik, at de officielt er deres partis præsidentkandidat.

De mange nuværende kandidater har således ingen personbeskyttelse fra myndighederne, og alverdens borgere og journalister har de seneste måneder under valgkampen også haft nem og tæt adgang til de fleste kandidater.

Under valgkampen i New Hampshire i februar afbrød en mand også Joe Bidens tale, og da han nærmede sig Bidens talerstol, var det også Jill Biden, der førte demonstranten væk under højlydt protest.

Valgkamp fortsætter

Da hun efterfølgende blev spurgt om demonstrantens optrin i New Hampshire grinede hun blot.

- Jeg er en klassisk Phily-pige, sagde Jill Biden, ifølge CNN, med henvisning til storbyen Philadelphia, hvor Jill Biden voksede op.

Joe Biden vandt de fleste af delstaterne under Super Tirsdag natten til onsdag dansk tid. Han kæmper dog fortsat mod Bernie Sanders, der har næsten lige så mange stemmer og delegerede. Demokraterne skal finde deres kandidat senest til deres konvent i midten af juli.

Præsidentvalget mellem kandidaten og Donald J. Trump finder sted den 3. november.