Biden vinder 10 ud af 14 stater - men Sanders tager den vigtigste

Joe Biden har vundet ti vigtige stater og udfordrer dermed Bernie Sanders' status som demokraternes klare favorit.

Super Tirsdag blev en god dag for tidligere vicepræsident Joe Biden.

Biden har vundet ti vigtige delstater og udfordrer dermed Bernie Sanders' status som demokraternes klare favorit til at udfordre Donald Trump ved præsidentvalget i november.

- Det er en god aften, og den ser ud til at blive endnu bedre, siger Joe Biden i en tale fra Californien.

- De kalder det ikke Super Tirsdag for ingenting.

Der er 14 stater i spil, og mens de sidste stemmer stadig mangler at blive talt op, har Joe Biden ifølge RealClearPolitics i skrivende stund 518 delegerede, mens Sanders har 457 delegerede.

Afgørende stemmer i sorte stater

Biden har taget sejren i North Carolina, Virginia, Alabama, Oklahoma, Tennessee, Minnesota, Massachusetts, Maine, Texas og Arkansas. Texas har 228 delegerede og er dermed den næststørste stat på Super Tirsdag efter Californien.

Stater - der med undtagelse af Minnesota, Massachusetts og Maine - har en stor andel sorte amerikanere og derfor er afgørende for at vinde stort og bredt til november.

- Man kan simpelthen ikke vinde den demokratiske nominering - og heller ikke noget præsidentvalg - hvis man ikke har appel til sorte vælgere. Det formår Bernie Sanders fortsat ikke, og det er en af årsagerne til, at partitoppen fortrækker Biden over Bernie, siger Mirco Reimer-Elster, der er TV 2s USA-analytiker.

Vi er stadig tidligt i forløbet, men man kan allerede konstatere, at Biden har fået et rigtigt godt valg mange steder i landet - særligt i sydstaterne - og overgår forventningerne i både Minnesota og Massachusetts. Ligeledes er Bloomberg og Warren er nattens store tabere. Biden er nu som minimum førsteudfordrer til Sanders og vil påberåbe sig, at han appellerer bredt både demografisk og geografisk. Men ender Sanders med at vinde både Californien og Texas, vil fortællingen lynhurtigt gå fra et ”Joementum” til, at Sanders succesfuldt afværgede det første store stormløb på hans frontløberstatus.
 

Vandt modkandidats hjemstat

Massachusetts er en stor skalp for Biden, da det er Elizabeth Warrens hjemstat.

En anden af de afgørende stater, Minnesota, var regnet som tabt land for Biden, eftersom Sanders vandt den overbevisende i 2016.

Men det er Amy Klobuchars hjemstat, og efter den moderate demokrat droppede ud af kapløbet, gav hun sin støtte til Joe Biden, og hendes kampagne gik mandag på gaden for at skaffe stemmer til Joe Biden.

- At Biden overraskende vandt Minnesota indikerer, at etablissementets strategi om at rotte sig sammen imod Sanders, har givet pote, siger Mirco Reimer-Elster.

- Og Klobuchars støtteerklæring har nok haft en kæmpe betydning for Bidens sejr, der er endnu en kæp i hjulet på Sanders, forklarer TV 2s USA-analytiker.

Californien er stadig i spil

Joe Bidens største konkurrent, Bernie Sanders, har vundet Colorado, Utah, Californien og hjemstaten Vermont.

Californien er med 415 delegerede den største stat på Super Tirsdag. Havde han også vundet Texas kunne det have sat Joe Biden under alvorligt pres.

Derfor var der spænding til det sidste.

- Californien og Texas er dette ĂĄrs store Super Tirsdag-priser, siger Mirco Reimer-Elster.

- Nu har de vundet en hver, mens hvis Sanders havde vundet Californien og Texas, ville fortællingen lynhurtigt gå fra ”Joementum” - altså at Joe Biden har momentum - til, at Sanders succesfuldt afværgede det første store stormløb på hans frontløberstatus, forklarer han.

Der er i alt 1357 delegerede, som kandidaterne kæmper om på Super Tirsdag. Det svarer til over en tredjedel af alle de delegerede.

Det kræver 1991 delegerede endeligt at sikre sig nomineringen som demokraternes præsidentkandidat.