Demokraterne har dannet fælles front mod Sanders – derfor kan det give bagslag
Joe Biden er blevet etablissementets konsensuskandidat i kampen mod Bernie Sanders. Det kan dog ultimativt komme både Sanders og også Trump til gode.
Det tog sin tid, men nu har Demokraternes centrumvenstrefløj omsider dannet fælles front mod Bernie Sanders.
Indenfor de seneste døgn har både Pete Buttigieg og Amy Klobuchar kastet håndklædet i ringen og er hoppet ombord på Biden-bussen. Ligeledes har en række markante tidligere demokratiske toppolitikere som den tidligere demokratiske flertalsleder Harry Reid og den forhenværende FN-ambassadør og nationale sikkerhedsrådgiver Susan Rice meldt ud, at de støtter Joe Biden.
Som en anden af Bidens støtter, senator Chris Coons, formulerede det, så kan man i den grad tale om "Joementum" op til Super Tuesday.
Så langt så godt.
Men i det store perspektiv er spørgsmålet selvfølgelig, om forsøget på at danne fælles front mod Sanders ikke ender med at give bagslag og også kommer Donald Trump til gode.
Demokraternes deja vu
Ovre i Sanders-lejren vil man nok have fulgt de seneste døgns udvikling med en følelse af, at man har set en lignende film før. For fire år siden var det en udbredt fortælling blandt senatorens støtter, at Demokraternes partitop spændte ben for Sanders og fik frarøvet ham nomineringen.
Havde det ikke været for de såkaldte superdelegerede, som primært består af medlemmer af det demokratiske etablissement, og som i høj grad støttede Hillary Clinton, havde Sanders vundet nomineringen.
I realiteten tabte Sanders primærvalgene til Hillary Clinton, fordi han fik næsten fire millioner færre stemmer.
Der er ingen tvivl om, at man i den demokratiske partitop ikke ønskede, at Sanders løb med nomineringen, men senatorens største problem var ikke partitoppens antipati, men den manglende opbakning fra fodfolket. Faktisk havde Sanders ikke engang vundet nomineringen, selv hvis de superdelegerede ikke havde eksisteret.
Men som bekendt afhænger en fortællings styrke ikke nødvendigvis af, om den har hold i virkeligheden, men om den føles rigtig. Med det åbenlyse forsøg på at forhindre, at Sanders vinder nomineringen, vil der derfor utvivlsomt være en følelse af deja vu hos mange af senatorens støtter i disse døgn, hvor Demokraternes partitop åbenlyst har søsat "stop-Sanders-skibet".
Analogi til Trump i 2016
Det store spørgsmål er selvfølgelig, om fronten lykkes med sit foretagende. Det er ikke til at sige endnu, men resultaterne Super Tuesday kommer til at give os det første fingerpeg.
Man hører i disse døgn ofte sammenligningen til det republikanske etablissements forsøg på at stoppe Donald Trump for fire år siden. Et forsøg der som bekendt fejlede fuldstændig, ikke mindst fordi den republikanske top aldrig lykkes med at overbevise præsidentkandidaterne om at danne fælles front mod Trump i god nok tid.
I forhold til det demokratiske etablissement kan man ligeledes se et scenarie for sig, hvor manøvren mislykkes. Modsat republikanerne for fire år siden er det godt nok lykkes for etablissementet at finde en konsensuskandidat. Men der er stadig stor tvivl om, hvorvidt Biden kan stå distancen mod Sanders.
Måske endnu vigtigere fordeles de delegerede i de demokratiske primærvalg ikke efter winner-takes-it-all-systemet som hos republikanerne, men proportionelt. Det betyder helt lavpraktisk, at selvom Sanders åbenlyst kommer til at tabe til Biden i nogle delstater, så vil senatoren sandsynligvis stadigvæk få delegerede hver evig eneste gang, fordi han har en trofast vælgerskare.
Med andre ord handler det for Biden nok ikke bare om at vinde over Sanders i de enkelte delstater efter Super Tuesday. Det kan komme til at handle om, at Biden skal vinde stort, hvis han kommer ud af Super Tuesday med færre delegerede end Sanders, hvilket er forventningen.
Spoiler alert: det er langt fra givet, at det bliver tilfældet, fælles front eller ej.
Sanders skal satse på Bloomberg
Samtidig er udfordringerne dog også til at få øje på for Sanders.
Det er eksempelvis svært ikke at more sig lidt over ironien i, at Bernie Sanders og hans støtter nu i bund grund også må sætte deres lid til, at en rigmand - den tidligere borgmester Mike Bloomberg - kan være med til at agere stopklods for Biden ved at tage stemmer fra den tidligere vicepræsident og dermed være med til at bane vejen for Sanders' sejr.
Et andet problem for Sanders kan vise sig at være, at Elizabeth Warren ikke umiddelbart viser nogen tegn på at bevæge sig hen mod primærvalgsudgangen.
Tværtimod har senatoren i de seneste uger brugt meget krudt på at kritisere Sanders, selvom Warren ideologisk ligger tættere på Sanders end på Biden. Det er ydermere et problem for Sanders, at han kæmper om mange af de samme vælgere med Warren. En stor del af hendes vælgere har netop Sanders som deres andenprioritet, hvilket også kan blive afgørende i et muligt tæt valg.
Frygten i Sanders-lejren er derfor, at Warren måske endda er blevet rekrutteret af etablissementet til at være ankermand på stop-Sanders-skibet og får rollen som potentiel spoiler for hendes progressive slagfælle.
Den ultimative ironi
Kort sagt kan man altså ikke komme udenom, at etablissementets åbenlyse koordinering imod Bernie Sanders kan vise sig at blive en kostbar affære.
Enten i form af, at Sanders alligevel vinder nomineringen, og det viser sig at blive svært at klinke skårene.
Eller i form af en dyrekøbt sejr, hvor prisen for succesen kan blive, at (for) mange Sanders-vælgere ikke stemmer på den demokratiske præsidentkandidat ved præsidentvalget.
Sidstnævnte scenarie ville selvfølgelig være den ultimative ironi.
Tænk, hvis stop-Sanders-skibet lykkes med at torpedere Sanders-båden, men samtidig bliver så svækket, at det lider skibbrud i det efterfølgende afgørende slag mod Trump-tankeren.