Udland

Apple skal betale milliarder til iPhone-ejere efter forlig

For både brugere og Apple må man håbe, at batteriet er bedre i de nyere iPhones. Arkivfoto. Stephen Lam / Ritzau Scanpix

Sagen drejer sig om, at Apple bevidst skulle have gjort ældre telefoner langsommere.

Apple har accepteret at betale op mod 500 millioner dollars, eller hvad der svarer til mere end tre milliarder kroner, til amerikanske forbrugere i et forlig.

Det sker, efter anklager om at techgiganten bevidst har gjort deres telefoner langsommere. Det skriver The Guardian.

På den måde ville Apple ifølge anklagerne motivere brugerne til enten at købe en ny telefon eller skifte batteriet ud. Begge dele kan være en bekostelig affære.

Det fik en række borgere til at sagsøge virksomheden i 2017, og nu er der altså sat punktum i sagen.

Ifølge forliget skal Apple betale amerikanske forbrugere 25 dollar per iPhone. I alt minimum 310 millioner dollars og maksimum 500 millioner dollars alt efter, hvor mange iPhones der er kvalificeret ifølge forliget.

Benægter anklagerne

Brugerne, der sagsøgte Apple, oplevede, at deres telefoner blev langsommere med tiden, og at de blev endnu langsommere, når der blev installeret nye softwareopdateringer.

Ifølge retspapirerne benægter Apple, at de har gjort noget galt. De forklarer i stedet de langsomme telefoner med et stort forbrug, skiftende temperaturer og lignende.

De har dog indrømmet, at deres batterier bliver sløvere med tiden, og at de derfor også har været nødt til at sætte hastigheden ned på telefonerne gennem diverse opdateringer.

På den måde skulle strømforbruget blive mindsket, så det sløve batteri ikke afladede for hurtigt.

Det var for brugernes og telefonernes bedste, lod virksomheden forstå i en udtalelse til mediet The Verge i 2017.

Forlig omfatter følgende modeller:

  • iPhone 6
  • iPhone 6 Plus
  • iPhone 6s
  • iPhone 6s Plus
  • iPhone 7 – der kørte iOS 11.2 eller en nyere opdatering før 21. december 2017
  • iPhone 7 Plus – der kørte iOS 11.2 eller en nyere opdatering før 21. december 2017
  • iPhone SE – der kørte iOS 10.2.1 eller en nyere opdatering

Desværre for danske forbrugere, der eventuelt har oplevet de samme udfordringer, så dækker forliget udelukkende amerikanere.