Coronavirus

Sektleder undskylder - tager skyld for at sprede virus i Sydkorea

Sydkorea er efter Kina det hårdest ramte land med coronavirus.

En religiøs sektleder i Sydkorea, der sættes i forbindelse med over halvdelen af landets coronasmittede, undskylder mandag for at sprede sygdommen covid-19.

Undskyldningen kommer, efter at myndighederne i Sydkorea har sigtet sektlederen, Lee Man-hee, der er grundlægger af den religiøse sekt Shincheonji Church.

Sammen med 11 andre anklages han for at skjule navnene på medlemmer af hans kirke, som kan have været med til at sprede coronavirus. Det forhindrede myndighederne i at spore smitteveje, lyder anklagen.

Mandag undskyldte Lee Man-hee for at have spillet en rolle i spredningen af covid-19. Han hævder, at det er ét af sektens medlemmer, der har spredt smitten til de andre.

- Jeg vil oprigtigt gerne sige undskyld over for folket på vegne af medlemmerne. Vi gjorde vores yderste, men vi var ude af stand til at forhindre det alt sammen. Jeg beder om folkets tilgivelse, sagde den 88-årige leder på et pressemøde med grådkvalt stemme, mens han faldt på knæ og pressede panden mod gulvet.

Lee Man-hee faldt på knæ og undskyldte under pressemødet.

Forgudes af sine tilhængere

Lee Man-hee lover fremover at samarbejde med myndighederne.

Sektlederen forgudes af sine tilhængere. De tror på, at han en dag vil tage 144.000 mennesker med sig til himlen, når dommedag indfinder sig.

Lee Man-hee sagde gentagne gange undskyld.

Sydkorea opgør mandag antallet af smittede til 4335. Dagen forinden var tallet 3526. Det gør Sydkorea til det værst ramte land med coronavirus efter Kina.

Myndighederne har valgt at forlænge skolebørnenes vinterferie for at forsøge at stoppe spredningen.

Det samlede antal dødsfald som følge af det nye coronavirus har nu oversteget 3000 på verdensplan.

2800 er døde i virusepicenteret

I Kina er de seneste dødsfald alle fundet sted i virusepicenteret Hubei-provinsen, oplyser de kinesiske sundhedsmyndigheder mandag morgen lokal tid.

Det seneste døgn har 42 personer i provinsen mistet livet. Det er en stigning sammenlignet med det forrige døgn, hvor der var 29 dødsfald.

Alene i Hubei-provinsen har 2803 personer mistet livet, siden virussen brød ud i slutningen af sidste år og krævede sit første liv i januar.

Samtidig er antallet af nye smittede i provinsen på sit laveste niveau siden slutningen af januar. Således er der blevet registreret 196 nye smittetilfælde. Det er et stort fald sammenlignet med det forrige døgn, hvor der blev registreret 570 nye smittetilfælde.

Coronavirussen har til dato spredt sig til over 60 lande.