Basketball

Kobe Bryants enke ’fuldstændig knust’ - advokat kræver betjente straffet

Enkens advokat er ekspert i fly- og helikopterulykker og har blandt andet valgt at lægge sag an mod helikopterfirmaet.

Den afdøde basketballlegende Kobe Bryants enke, Vanessa Bryant, er ”fuldstændig knust” over, at betjente og redningsmandskab skal have taget billeder fra helikopterulykken, hvor hendes mand, datter og syv andre omkom.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Vanessa Bryants advokat, Gary C. Robb.

- De første redningsfolk skal være pålidelige. (…) Dette er en ubeskrivelig krænkelse af menneskelig anstændighed, respekt og ofrenes samt deres familiers rettigheder for privatliv, lyder det fra advokaten.

Beskyldningerne kom frem i LA Times 28. februar. Her fortalte anonyme kilder, at betjente skulle have delt billeder fra ulykkesstedet imellem sig, ligesom en betjent skulle have vist billederne frem på en bar.

Ifølge advokaten er de mistænkte både fra Lost Hills Los Angeles County Sheriff’s Department og Los Angeles County Fire Department.

Bad allerede om beskyttelse på ulykkesdagen

Gary C. Robb skriver videre, at Vanessa Bryant er taknemmelig for den person, der har klaget og afsløret, at billederne har floreret efter ulykken.

Vi kræver, at de ansvarlige for disse påståede handlinger får den hårdest mulige disciplinære straf

Gary C. Robb, advokat

Men Vanessa Bryant og advokatkontoret anmoder samtidig om, at der bliver iværksat en intern undersøgelse i de to departementer.

- Vi kræver, at de ansvarlige for disse påståede handlinger får den hårdest mulige disciplinære straf, og at deres identiteter bringes frem for at sikre, at billederne ikke videreformidles, lyder det.

I et opslag på Facebook fredag skriver Los Angeles County Sheriff’s department, at beskyldningerne bliver undersøgt, og at det har ”højeste prioritet for at beskytte ofrenes og deres familiers værdighed og privatliv”.

- Sheriffen er dybt foruroliget over de handlinger og tanker som betjente kan have udvist med sådan en ufølsom handling, lyder det.

The Sheriff’s Department is aware of recent media reports alleging deputies shared images from the January 26th, 2020...

Posted by Los Angeles County Sheriff's Department on Friday, February 28, 2020

Ifølge Gary C. Robb anmodede Vanessa Bryant allerede på ulykkesdagen 26. januar om, at der blev udstedt et flyveforbud over ulykkesstedet, og at der blev beskyttet mod fotografer. Det lå ifølge advokaten Vanessa Bryant meget på sinde, at ofrenes og deres familiers værdighed blev beskyttet.

- På det tidspunkt forsikrede sheriff Alex Villanueva os om, at alle foranstaltninger ville blive truffet for at beskytte familiernes privatliv, og det er vores forståelse, at han har arbejdet hårdt for at imødekomme disse anmodninger, lyder det fra Gary C. Robb.

Kobe Bryant var i 1998 den yngste deltager i en allstarkamp - 19 år gammel. Han spillede 20 år for Los Angeles Lakers, hvor han én gang scorede 81 point i en kamp.

Advokat ekspert i helikopterulykker

Gary C. Robb er ifølge sin hjemmeside ekspert i fly- og helikopterulykker og har siden 1984 skaffet efterladte og ofre mange millioner i erstatning.

Vanessa Bryant og advokaterne har på den baggrund også valgt at lægge sag an mod helikopterfirmaet og piloten, da de mener, at flere sikkerhedsprocedurer blev overtrådt inden ulykken.

Foruden 41-årige Kobe Bryant og hans næstældste datter, 13-årige Gianna, omkom syv andre i styrtet – herunder piloten.

Ulykken fandt sted i bjergene omkring byen Calabasas, omkring 40 kilometer vest for storbyen Los Angeles, hvor Kobe Bryant spillede hele sin 20-årige karriere for NBA-holdet Los Angeles Lakers.

Kobe Bryant og følge var på vej til en amatørbasketkamp på Mamba Academy, hans egen basketballskole, da helikopteren styrtede under dårligt vejr.

Holdt rørende tale

Mandag i sidste uge blev Kobe Bryant, eller Black Mamba, som han blev kaldt i NBA-regi, og hans datter mindet Staples Center i Los Angeles. Utallige nuværende og tidligere NBA-stjerner, skuespillere og sangere var mødt op.

Derudover var Vanessa Bryant og familie til stede. Vanessa Bryant holdt under mindehøjtideligheden en tale, der fik tårerne frem hos flere af de fremmødte.

- Vi elsker og savner jer, Booboo (kælenavn for Kobe Bryant, red.) og Gigi. Må I begge hvile i fred og have det sjovt i himlen. Indtil vi ses igen. Vi elsker jer begge og savner jer. For evigt og altid, sagde hun blandt andet.

Vanessa Bryan var selv tydeligt rørt under sin tale.

Foruden 37-årige Vanessa Bryant efterlader Kobe Bryant sig døtrene Natalia, Bianka og Capri.

Kobe Bryant vandt NBA-mesterskabet fem gange og var på allstarholdet 18 gange.