Udland

De krøb ind i en grotte i Thailand og kom ud som helte - nu er de tilbage i mørket

For to år siden hjalp to danske dykkere med at redde 13 fodbolddrenge ud af en grotte i Thailand. I foråret 2020 vendte dykkerne tilbage til hulen.

Cykelhjelmen bankede mod klippehulens loft, mens dykkeren langsomt bevægede sig fremad i det strømmende vand.

Vandet foran dykkermasken var en tyk brun tåge, så det var umuligt at se sine hænder og det livsvigtige reb, hænderne holdt fast i.

Manden med cykelhjelmen var på vej til at finde ud af, at helt almindelige dagligdagsting kan være livsfarlige dybt nede under jorden i Tham Luang-grotten i Thailand.

Dagen før havde han mistet sin rigtige dykkerhjelm i det plumrede vand, og han havde lånt cykelhjelmen som erstatning.

Det var dumt.

De danske dykkere

Cykelhjelmens flamingokappe flød som en prop, og efter få øjeblikke under vandet strammede hjelmens hagestrop så meget om dykkerens hals, at han var ved at blive stranguleret.

Jeg prøvede febrilsk at åbne spændet, men jeg kunne ikke

Ivan Karadzic, dykker

Skulle han slippe sikkerhedslinen?

Dykkeren med cykelhjelmen hedder Ivan Karadzic, og det livsfarlige øjeblik opstod, mens han forsøgte at redde 12 drenge og deres fodboldtræner, der var fanget af stigende vandstand dybt inde i grotten.

Ivan Karadzic tilbage i Tham Luang-grotten med TV 2 i februar 2020.

To danske dykkere deltog i den spektakulære redningsaktion, der fik hele verdens opmærksomhed i to sommeruger i 2018.

Redningsfolkene troede ikke rigtigt på, at vi ville finde børnene i live

Claus Rasmussen, dykker

Den anden dansker hedder Claus Rasmussen.

Ligesom Ivan Karadzic er han erfaren grottedykker - og nationalhelt i Thailand.

Siden redningsaktionen har en stor del af Tham Luang-grotten været spærret for offentligheden, men i foråret 2020 fik Claus Rasmussen og Ivan Karadzic lov til at tage TV 2 med ind i mørket.

2,3 kilometer indtil det sted, hvor drengene sad og ventede i ni mørke dage, indtil de blev fundet.

Den ekspedition er der kommet en dokumentar ud af, som du kan se på TV 2 Play.

I 2018, da fodbolddrengene sad fanget i grotten, var hulesystemet delvist oversvømmet, som du kan se herunder.

Vandstand i grotten i 2018

Thailandsk grotte

I den tørre årstid i februar er grotten tømt for vand, og så er det muligt at gå, kravle og krybe hele vejen derind.

Også gennem den smalle passage, hvor Ivan Karadzic var ved at blive kvalt i hagestroppen til sin cykelhjelm.

- En hånd holdt fast på rebet, og den anden hånd prøvede febrilsk at åbne spændet, men jeg kunne ikke, fortæller Ivan Karadzic.

2020

To dage forinden var en dykker fra det thailandske elitekorps Navy Seals død af iltmangel under en lignende situation i grotten.

- Jeg tror det var første gang jeg selv tænkte: 'Det er muligvis lidt farligere end hvad vi først har troet'. Nu er det bevist, at man kan dø derinde, siger Ivan Karadzic.

Særlige evner

De danske dykkere havde nogle helt særlige evner, som end ikke de thailandske frømandssoldater mestrede.

Jeg troede, at jeg muligvis skulle assistere uden for hulen

Ivan Karadzic, dykker

Dykning i klippehuler.

Begge har boet og arbejdet som dykkerinstruktører i Thailand i over 10 år.

46-årige Ivan Karadzic driver en dykkerforretning på øen Koh Tao, hvor han bor med sin kæreste, mens Claus Rasmussen, der også er 46 år, underviser i teknisk dykning på Phuket, hvor han bor med sin hustru og to børn.

2018

Drengene efterlod deres fodboldstøvler og skinnebensbeskyttere, inden de gik ind.

Da fodbolddrengene forsvandt den 23. juni, lignede det i første omgang en tragedie. Deres cykler blev fundet uden for hulen, og man skulle ikke gå ret langt ind i mørket, før man blev mødt af blankt vand, hvor der før havde været en snæver passage ned i dybet.

At gøre en forskel

Drengene havde fejret en fødselsdag i hulen, og blev fanget derinde, da regnvand begyndte at oversvømme de dybereliggende dele af grottesystemet.

- Da jeg får telefonopkaldet, og de spørger, om jeg kan tage derop, så siger jeg absolut ja til at starte med, fortæller Claus Rasmussen.

Han satte sig med det samme i forældrenes sted.

Claus Rasmussen uden for hulen i 2020.

- Jeg har en søn på samme alder, og hvis der var en mulighed for, at jeg kunne gøre en forskel, var jeg mere end villig til at gøre den forskel. Men jeg havde ingen anelse om, hvordan det rent faktisk ville være, da vi så kom derop, siger han.

Han landede midt i en eftersøgning uden meget håb.

Claus Rasmussen viser, hvor højt vandet stod på eftersøgningens første dag.

- De dykkende redningsfolk troede ikke rigtig på, at vi rent faktisk ville komme derind og finde børn, der var i live, siger Claus Rasmussen.

Operationen foregik flere kilometer inde i hulen, og dykkerne måtte slæbe deres udstyr en stor del af vejen.

Hårdt, hårdt, hårdt arbejde

Hver mand måtte bære tre til fire iltflasker, dykkermaske, lamper, våddragt og dykkervest, og en del af turen foregik i vand til halsen.

Herunder kan du se, hvordan det så ud dengang.

Og det var ikke kun den lange tur ind i hulen, der tærede på kræfterne.

Jeg trådte forkert, og min fod begyndte at glide

Claus Rasmussen, dykker

Ofte bød nætterne kun på tre timers søvn i lejrområdet uden for hulens åbning.

- Det er en af de hårdeste fysiske ting, jeg nogensinde har været involveret i at gøre. Det er fysisk hårdt, hårdt, hårdt, hårdt arbejde. Jeg var så udmattet, at jeg havde fornemmelsen af, at jeg døde tre eller fire gange på vejen derind. siger Claus Rasmussen.

Og at miste fodfæstet i grotten kunne være lige så farligt som at dykke i det mudrede vand.

- Der var steder, hvor jeg tænkte: 'Hvis du falder her, jamen så kommer det til at gøre rigtig, rigtig ondt, og muligvis vil du omkomme'. Der var nogle meget stejle skråninger ned i ingenting, siger Ivan Karadzic.

Faldet

Claus Rasmussen oplevede, hvordan det var at falde.

- Da jeg prøvede at kravle op af de her mudrede trappetrin, trådte jeg forkert, og min fod begyndte at glide, fortæller Claus Rasmussen.

Og så gik det stærkt.

Claus Rasmussen på vej op gennem en stejl passage i grotten i 2020.

- Jeg ramte et klippefremspring og formåede at vride mig selv, så jeg ikke røg over imod klipperne, men i stedet gled ned uden at tage andre mennesker med i faldet, siger Claus Rasmussen.

Han endte i vandet og slap nådigt fra styrtet.

- Jeg gjorde ting, som jeg muligvis ikke ville gøre igen. Jeg vil sige, at jeg satte livet på spil for drengene, og vi tog mange chancer ud over, hvad vi ville have gjort i en normal situation, siger Claus Rasmussen.

Fundet!

 Thanaporn Promthep, mor til en af drengene i grotten.

En bekymret glæde

Da drengene blev fundet i live den 2. juli, var Ivan Karadzic kun lige ankommet til hulesystemet.

- Da jeg rejste derop den første juli, havde jeg ikke i min vildeste fantasi troet, at jeg nogensinde skulle ind i hulen som dykker. Jeg havde troet, at jeg muligvis skulle assistere uden for hulen, hjælpe med ilttanke og udstyr og så videre, siger han.

Glade familiemedlemmer får nyheden om, at drengene er fundet.

Han var ankommet sent om eftermiddagen den dag, da drengene blev fundet. Og nyheden spredte sig i lejren med lydens hastighed.

- Der var sådan en bølge. Lidt ligesom når man ser fodboldkampe i Danmark, og vi scorer, og man så kan høre hele nabolaget, siger Ivan Karadzic.

Men følelsen af glæde varede ikke ved.

- Det varede ikke længe, ikke for os dykkere i hvert fald, for vi realiserede jo meget hurtigt, at vi nu havde en rigtig, rigtig, svær opgave, siger Ivan Karadzic.

Mod alle odds

I TV 2's dokumentar når dykkerne helt ind til det kammer, hvor drengene sad fanget. Herunder kan du se, hvordan det ser ud i dag.

Hvordan får man 13 mennesker, der aldrig har set dykkerudstyr før, levende ud af en fire kilometer lang delvist oversvømmet grotte?

Passagerne var meget, meget, meget små

Ivan Karadzic, dykker

Claus Rasmussen troede ikke, det kunne lade sig gøre uden omkomne.

- Vores mest positive idé om, hvad udfaldet af at dykke dem ud ville være, var at kun 20 procent - altså tre børn - ville overleve, siger han.

Ivan Karadzic med nogle af de andre redningsdykkere den 6. juli 2018.

Men den thailandske regering besluttede at forsøge uanset de dystre udsigter.

D-dagen

Operationen blev døbt D-Day, og den var kun lige gået i gang, da Ivan Karadzic var ved at blive kvalt i det brune vand med en morderisk cykelhjelm på hovedet.

Han tog sin anden hånd væk fra livlinen for at åbne spændet på hjelmen.

- Så gik jeg tilbage for at finde rebet, men det kunne jeg desværre ikke, siger Ivan Karadzic.

Han tumlede rundt i vandet uden at vide, hvad der var op eller ned.

Efter et minut havde han stadig ikke fundet linen.

Jeg ved godt, hvad han trækker gennem vandet, det er et af børnene

Ivan Karadzic, dykker

Men han gik ikke i panik.

- Hvis man bliver bange, så har man ikke noget at gøre i sådan en situation, siger han.

Drengenes skeer sidder stadig i leret.

Netop risikoen for panik var dykkernes største frygt, når drengene skulle reddes ud.

- Panik i sådan et miljø her, vil næsten med sikkerhed slå barnet ihjel, og med stor sandsynlighed også tage redderen med, siger Ivan Karadzic.

Så det blev besluttet at bedøve drengene inde i hulen inden redningsaktionen på D-Day.

Da dagen oprandt, fik Ivan Karadzic og Claus Rasmussen til opgave at bære børnene gennem nogle af grottens kamre.

Frygten for at bære et dødt barn

Andre dykkere skulle hjælpe børnene gennem vandet.

- Passagerne var meget, meget, meget små. Der var steder, hvor det ikke var muligt for redningsdykkeren at dykke ved siden af barnet, som vi normalt gjorde, men hvor de blev nødt til at tage barnet foran og skubbe det gennem forsnævringen og så selv komme ind bagefter, siger Ivan Karadzic.

Ud over den sikkerhedsmæssige risiko, havde de to mænd også andre bekymringer.

- Hvis du er den person, der bærer det eneste døde barn ud, og det kommer i nyhederne, sætter det en meget, meget besværlig situation op for din fremtid, når du nu lever i Thailand, siger Claus Rasmussen.

Ingen af de to danskere var dog nogensinde i tvivl om, at de skulle hjælpe.

Og selv om han både mistede sin cykelhjelm og sit greb om livlinen, lykkedes det Ivan Karadzic at komme op af vandet.

Indsprøjtningen blev givet gennem våddragten, ind i låret

Ivan Karadzic, dykker

To minutter i det mørke mudrede vand tog det, inden han var klar til at fortsætte med redningsaktionen.

Han ventede på den første redningsdykker med det første barn i et af grottens mørke delvist oversvømmede rum.

Scenen fra gyserfilmen

Lægen ude i dagslyset havde udstyret ham med flere medicinske sprøjter, der bar forskellig påskrift.

På nogle af sprøjterne stod der "big", og på andre stod der "small".

- Min opgave var at undersøge barnet og finde ud af, hvilken tilstand barnet var i sådan rent narkosemæssigt. Det gjorde vi ved at se på øjnene, ved at måle puls og så videre. Så skulle vi vurdere, om de skulle have en indsprøjtning mere, siger Ivan Karadzic.

Sprøjterne med teksten "big" var til de store børn.

Han ventede halvvejs inde i hulen, da et lys afslørede, at en redningsdykker var på vej med den første af de 13 fodbolddrenge.

- Det, jeg ser, minder lidt om en dårlig gyserfilm fra 1980’erne, hvor du ser sådan et stort monster, der trækker et eller andet igennem vandet. Jeg ved godt, hvad han trækker gennem vandet, det er et af børnene, men jeg er på det her tidspunkt ikke sikker på hvilken tilstand barnet er i, siger Ivan Karadzic.

En af de bedøvede drenge under redningsaktionen.

Han løb ud i vandet, og da han kunne se bobler fra barnets maske, var han lettet.

I vand til halsen

Flere drenge fulgte, og han var nødt til at bedøve nogle af dem igen, så de ikke pludselig vågnede og gik i panik i grottens smalle vandfyldte passager.

- Indsprøjtningen blev givet gennem våddragten, ind i låret. Det tog få sekunder, så var de bedøvet igen. Det føltes så forkert som noget kan i hele verden - at tage et barn, som er dybt inde i en hule, er halvt faldet i søvn og så sprøjte sovemedicin ind i det lille barns lår, siger Ivan Karadzic.

Da Claus Rasmussen modtog det første barn, blev han temmelig overrasket over, at drengen var i live.

Barnet har vejrtrækningsproblemer

Claus Rasmussen, dykker

Han skulle bære drengene gennem et område, hvor vandet gik ham til halsen.

Claus Rasmussen viser, hvordan han bar børnene, mens vandet gik ham til halsen.

- De ligger på båren, vi går på bunden og holder båren op over hovedet på os selv, så børnene kan trække vejret. Så der er ikke dykkerudstyr på det tidspunkt, siger Claus Rasmussen.

På kanten af det næste oversvømmede område gav Claus Rasmussen så drengene maske på og overlod dem til redningsdykkeren igen.

Døden lurede i hulen

Mens han var inde i hulen anede han ikke, om børnene klarede resten af turen ud.

- Det fjerde barn den første dag, der er vi 100 procent sikre på, at det her er en af dem, vi mister. Barnet har vejrtrækningsproblemer, siger Claus Rasmussen.

Kun den engelske dykker, som fragtede drengen ud, havde ikke opgivet håbet.

- Vi forventede 100 procent, da vi kom tilbage og ud i kammer nummer tre, at det ville være meddelelsen, at i hvert fald ét af de her børn ville være døde under transporten, siger Claus Rasmussen.

En af drengene bæres ud af hulen.

Men alle overlevede, og efter tre dage sluttede operationen med jubelscener.

- Vi så 40, 50 og 60-årige mænd i bar overkrop, der rendte rundt og krammede hinanden, siger Claus Rasmussen.

På det tidspunkt var Ivan Karadzic på vej hjem.

Frivillige ved hulen jubler, efter den sidste af de 13 er reddet ud.

Nationalhelt i Thailand

Opholdet i hulen havde gjort ham syg, så han kunne ikke være med til afslutningen, men da han kom hjem, fik han sig noget af en overraskelse.

- Da jeg landede i Koh Thao, stod der mellem 300 og 400 mennesker og ventede på mig. Politimesteren, borgmesteren, overmunken, alle der er noget på Kho Tao stod med blomster og ventede, siger Ivan Karadzic.

Drengene og deres træner har det alle godt. Streamingtjenesten Netflix er på vej med en serie om deres historie.

Pludselig var han sammen med de andre dykkere blevet en nationalhelt i Thailand.

- At være nationalhelt kommer med en masse fordele. Man bliver behandlet ekstremt godt, når folk finder ud af, hvem man er, siger Ivan Karadzic.

Han oplever det for eksempel, når han kommer hjem fra Danmark.

- Når jeg lander i Thailand, så står der et par toldere og venter på mig og fragter mig gennem immigrationen af en hemmelig rute. Det tager typisk fem til ti minutter at komme gennem told og det hele, hvor det normalt vil tage to timer, siger Ivan Karadzic.

Claus Rasmussen har det lidt sværere med helterollen.

- Det, at være udråbt til helt, er for mig en lidt svær ting, siger han.

Han føler sig dog ikke rigtig som en helt, men siger, at han godt kan forstå, hvad ordet betyder.

- Jeg kan forstå konceptet om, at når du gør noget, der er ekstremt uselvisk, at du så virkelig er en helt, siger han.

I dag er de livsfarlige situationer i grotten kommet lidt på afstand, men Ivan Karadzic glemmer aldrig cykelhjelmen.

- De to minutter i vandet var bestemt ikke særlig behagelige. Ikke at vide, hvor man er i grottesystemet, og at man muligvis ikke kommer til at finde vej ud igen, siger han.

- Jeg satte livet på spil, men situationen uden vores hjælp ville have været, at de her 13 mennesker i grotten var omkommet. Det var en risiko, jeg var villig til at tage, siger Ivan Karadzic.

Du kan se dokumentarudsendelsen fra grotten i Thailand på TV 2 Play