Udland

Tyrkiet vil ikke længere stoppe migranter - store grupper på vej mod EU til fods

Tvivl om aftale mellem EU og Tyrkiet har skabt uro ved Grækenlands og Bulgariens grænser til Tyrkiet.

Grækenland blokerede fredag for hundredvis af migranter, som ville ind i landet. Det sker, efter at Tyrkiet har skabt tvivl om, hvorvidt det vil lade syriske flygtninge søge mod Europa.

Ved en grænseovergang i Kastanies i Grækenlands nordøstlige Evros-region var der indsat militære lastbiler med soldater og pigtrådshegn for at skærpe grænsekontrollen.

- Et betydeligt antal af migranter og flygtninge er samlet i store grupper ved den græsk-tyrkiske landegrænse, hvor de forsøger at komme ind i Grækenland illegalt, siger den græske premierminister, Kyriakos Mitsotakis, på Twitter.

- Jeg ønsker at sige det klart: Illegal indrejse i Grækenland vil ikke blive tolereret. Vi øger bevogtningen af grænsen, siger han.

Tidligere var omkring 300 asylansøgere ankommet til grænseområdet. De ankom øjensynligt fra Edirne i Tyrkiet, siger kilder i politiet og militæret.

Migranter på vej mod grænsen

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at migranter, hvoraf nogle medbringer små børn i tasker, går mod den græske grænse fra Istanbul. På veje, stier og hen over marker i scener, som vækker mindelser om flygtningekrisen i 2015. Dengang søgte over en million mod EU for at søge asyl på deres flugt fra krig og fattigdom.

Syrere, iranere, irakere, pakistanere og marokkanere er blandt migranter, som er kommet til grænseovergange mellem Grækenland og Bulgarien - omkring 200 kilometer vest for Istanbul, oplyser tyrkiske medier.

Tyrkiet huser over 3,7 millioner syriske flygtninge. Landets regering siger, at der ikke er plads til flere.

- Vi har besluttet, at vi øjeblikkeligt undlader at stoppe syriske flygtninge, som vil til EU over havet eller over landjorden, sagde en tyrkisk embedsmand tidligere fredag til Reuters.

EU meddelte senere, at det ikke har modtaget nogen officielle meddelelser fra Tyrkiet om en suspendering af en aftale fra 2016. Aftalen indebærer, at Bruxelles sender milliarder af euro i støtte til Ankara, som til gengæld holder strømmen af migranter og flygtninge ude af EU. Tværtimod fik EU bekræftet fra Tyrkiet, at gældende aftaler står fast.

FN indkalder til hastemøde

Når Tyrkiet nu truer med at lade migranter rejse uhindret gennem landet, sker det efter, at mindst 33 tyrkiske soldater torsdag blev dræbt i et luftangreb i den syriske provins Idlib.

Den optrappede situation i Idlib har medført en ny bølge af syriske flygtninge, der har sat kurs mod Tyrkiet.

Fredag har Nato, USA, Tyskland og Storbritannien fordømt det syriske angreb på de tyrkiske soldater.

FN's Sikkerhedsråd har indkaldt til et hastemøde senere fredag om konflikten i det nordlige Syrien for at undgå en åben konflikt mellem Tyrkiet og Rusland, der støtter de syriske regeringsstyrker.