Coronavirus

Macron nægter at lukke Frankrig: - Coronavirus stopper ikke ved grænsen

I Rom forsøger den italienske regering at nedtone coronakrisen og fortælle gode nyheder, siger TV 2-korrespondent.

Præsident Emmanuel Macron afviser at lukke Frankrigs grænser for at begrænse spredningen af den nye coronavirus.

Hvad angår lukning af vore grænser, må vi forholde os til videnskaben

Præsident Macron

Præsident Macron var torsdag i Napoli for at mødes med den italienske premierminister Giuseppe Conte. Her diskuterede de blandt andet udbredelsen af covid-19.

Mange af de smittede i Frankrig har fået covid-19 med hjem fra Italien. Alligevel afviser Macron at lukke grænserne mellem landene.

- Hvad angår lukning af vores grænser, må vi forholde os til videnskaben. Det lader til, at virussen ikke stopper ved grænsen. Til manges ærgrelse kender den ikke til geografi eller administrative grænser, lød det fra præsident Macron.

De italienske myndigheder oplyser, at yderligere tre mennesker er døde af coronavirus. Det samlede antal af døde i Italien er dermed steget til 17.

Antallet af bekræftede tilfælde er steget til 655. Langt de fleste tilfælde er i de nordlige regioner Lombardiet og Veneto.

I andre store EU-lande som Tyskland, Frankrig og Spanien er antallet af smittede henholdsvis 27, 18 og 15.

Nedtoner krisen

I Rom forsøger den italienske regering, som desperat kæmper mod en sandsynlig recession, at nedtone coronakrisen.

Det fortæller TV 2-korrespondent Eva Ravnbøl:

- Man prøver at vende kommunikationen og fortælle folk nogle gode nyheder. Torsdag var beredskabsstyrelsen meget stolte over at erklære 45 personer raske. Alligevel er det selvfølgelig bekymrende for mange, at antallet af smittede på en enkelt dag steg fra 400 til over 650.

Regeringen fastslår desuden, at coronavirus kun er udbredt i en lille del af landet.

- Epidemien med vildledende information vil gøre Italien mere skade end risikoen for selve virusepidemien, siger udenrigsminister Luigi Di Maio.

Han siger, at "kun 0,1 procent af Italien er berørt" af coronakrisen.

Recession truer

Italiens skrøbelige økonomi kan blive ramt af den fjerde recession på 12 år, da mange virksomheder i det velhavende nord er næsten lammet af krisen. Dette gælder ikke mindst hoteller og restauranter.

Præsidenten i den virusplagede italienske region Lombardiet, Attilio Fontana, er gået i selvvalgt karantæne i 14 dage.

Det oplyser han, efter at en af hans nære kolleger er blevet bekræftet smittet med coronavirus.

Præsidenten er ikke selv blevet testet positiv for virus, og det er de øvrige af hans kolleger, der er blevet testet, heller ikke, oplyser præsidenten.

Men Fontana oplyser, at han vil følge de italienske sundhedsmyndigheders retningslinjer og leve i isolation i to uger.

I Lombardiet er ti byer blevet lukket ned i et forsøg på at bekæmpe det hidtil største udbrud af coronavirus i Europa.