Udland

Dansk journalist dømt for terrorpropaganda

Sultan Coban er idømt betinget fængsel efter deling af et Facebooksoplag i 2016. Privatfoto

Sagen er ikke usædvanlig i Tyrkiet, hvor et stort antal borgere retsforfølges for ting, de har sagt og skrevet på sociale medier.

Den danske freelancejournalist Sultan Coban blev torsdag i Tyrkiet idømt et år og tre måneders betinget fængsel for terrorprogaganda.

Ifølge byretten i Konya, der ligger syd for hovedstaden Ankara, var det ulovligt, da hun i 2016 delte et Facebookopslag med billeder af kurdiske krigere i Syrien.

Det oprindelige opslag var skrevet af SF’eren Serdal Benli, og Sultan Coban delte det med en kort tilføjelse: “Stærke billeder”.

Det mente retten var en støtte til de militante kurdere i PKK, der er på EU's og Tyrkiets terrorlister.

- Jeg har fået en dom for noget, der lyder helt absurd, siger Sultan Coban.

Lettet over dommen

Organisationen Journalister uden Grænser er “oprørt” over dommen, siger organisationens repræsentant i Tyrkiet, Erol Önderoglu.

- Sultan Coban har ikke på nogen måde promoveret vold eller opfordret til terrorisme, siger han.

Den danske journalist har anket dommen. Hun har ikke været varetægtsfængslet, mens hun har ventet på afgørelsen, men hun har været underlagt et rejseforbud, der nu er ophævet.

- På den ene side er jeg lettet over at kunne rejse igen. Det har været en tung byrde i de seneste fem måneder. På den anden side ville jeg gerne ud af situationen som frifundet, siger hun.

Sultan Coban er opvokset i Danmark, men har siden 2015 boet i Istanbul, hvor hun arbejder som freelancejournalist for blandt andre TV 2.

Langt fra alene

Sagen er ikke usædvanlig i Tyrkiet, hvor et stort antal borgere retsforfølges for ting, de har sagt og skrevet på sociale medier.

- Anklager om støtte til terrorisme mod udenlandske mediers repræsentanter er der kommet flere af i løbet af de seneste fem år. Den tyrkiske regering opfatter i dag vestlige medier som en trussel, og det er en skam, siger Erol Önderoglu fra Journalister uden Grænser.

Alene i det ene retslokale, hvor Sultan Cobans sag foregik, var der hele formiddagen programsat sager mod borgere anklaget for støtte til terrorisme.

Retssagen foregik i et 30 kvadratmeter stort lokale med tre dommere, en stor guldmaske af landsfaderen Atatürk på væggen og både journalistkolleger og repræsentanter for den danske ambassade i Ankara.

Efter tre kvarters gennemgang af Facebookopslag på dansk og diskussion om journalisters behov for at dele information voterede dommerne kun et par minutter, inden de leverede dommen.