Coronavirus

Virusfrygt breder sig til Østrig - stoppede tog til Italien

Brenner jernbanestation i Tyrol på grænsen mellem Østrig og Italien. Jan Hetfleisch / Ritzau Scanpix

Togdriften mellem Østrig og Italien blev søndag suspenderet på grund af frygten for coronavirus.

Østrig stoppede søndag aften et italiensk tog i Brenner-passet på grænsen mellem de to lande.

Det skete, fordi man mistænkte, at to passagerer om bord var blevet smittet med coronavirus.

Det oplyser det østrigske indenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet dpa.

- Her til aften blev et tog, som skulle fra Venedig til München, stoppet ved grænsen til Østrig, meddelte Østrigs indenrigsministerium.

Videre lød det, at de to passagerer, der er tyske statsborgere, allerede inden blev isoleret i en sektion af toget.

En talsmand for de østrigske jernbaner fortæller, at de to i første omgang nægtede at stige af toget.

Jernbanedrift suspenderet

De østrigske jernbaner valgte derfor at suspendere al togtrafik til og fra Italien.

- Den videre procedure bliver i øjeblikket drøftet med de italienske myndigheder, siger en talsmand fra de østrigske myndigheder ifølge Sky News.

Tiltaget er blot ét af symptomerne på den alarmtilstand, der har bredt sig i takt med smitten i Italien.

Italienske myndigheder bekræftede søndag aften, at tre borgere indenfor de seneste 48 timer er døde af sygdommen, mens 152 sent søndag aften er registreret som smittede.

TV 2s reporter Lisbeth Davidsen fortæller fra Milano, at det er "noget af et chok" for italienerne.

- Der er tale om en eksplosiv udvikling, og det er en situation, som bliver ved med at udvikle sig, siger Lisbeth Davidsen.

Får målt temperatur

For at sikre sig mod yderligere spredning får rejsende til lufthavnen i Milano målt temperatur ved ankomsten. Og det er blot et af de tiltag, det italienske beredskab har taget i Veneto- og Lombardia-region, der er ramt af smitten.

Passagerer kontrolleres i lufthavnen i Milano.

11 byer i området er lukket ned som følge af udbruddene af coronavirus. Og det berører millioner af borgere mere eller mindre direkte.

- Lige nu lukker skoler, universiteter, butikker, teatre, biografer og restaurationer på grund af risikoen eller frygten for smitte, fortæller TV 2s reporter.

Også italiensk fodbold, herunder søndagens kamp med Christian Eriksen og Inter, har været ramt af aflysninger på grund af sygdomsbilledet, ligesom store, internationale kongresser må opgive at gennemføre planlagte arrangementer i landet.

- Vi gør det her for at isolere smitten så meget som muligt til specifikke områder, så den ikke breder sig ukontrollabelt, sagde den italienske sundhedsminister Roberto Speranza søndag formiddag på en pressekonference.

Og ifølge Lisbeth Davidsen er der grund til det høje alarmberedskab.

- Det er et slag for Italien. Det har udviklet sig på få dage, og folk går rundt med masker. Man har stadig ikke fundet ud af, hvem der har bragt smitten med hertil, og det bliver en anderledes hverdag for italienerne siger Lisbeth Davidsen.