Udland

Palæstinensisk vrede efter video af bulldozer, der fjerner lig

Der er nye sammenstød i Gaza i kølvandet på video, der er gået viralt på de sociale medier.

Israelsk militær og militante palæstinensere angreb sent søndag hinanden med raketter. Det skete få timer efter, at en kontroversiel video spredte sig med hast på sociale medier.

Videoen viser en død palæstinenser, der bliver skrabet op fra jorden op og kørt væk af en israelsk bulldozer.

Palæstinenseren var søndag morgen blevet skudt og dræbt af israelsk militær ved en episode, hvor også en anden palæstinenser blev såret.

Ifølge israelsk militær forsøgte mændene at anbringe sprængstoffer ved grænsehegnet mellem Israel og Gaza. De to menes at tilhøre Qud-brigaden - Islamisk Jihads militante fløj. Den dræbte er senere identificeret som 27-årige Mohammed Al-Naim.

En lokal journalist filmede episoden søndag morgen på grænsen mellem Israel og Gaza. Videoen viser en gruppe palæstinensere, der nærmer sig den dræbte – formentlig for at hente den unge mands lig.

Gruppen mødes af en bulldozer fra det israelske militær, der kører med høj hastighed mod dem. Palæstinenserne tager flugten, og kort efter ser man bulldozeren forsøge at skrabe den unge mands lig op fra jorden.

Efter et par forgæves forsøg lykkes det, og bulldozeren kører væk med liget hængende fra skovlen.

Forsvarer handling

Videoen er efterfølgende blevet delt flittigt på blandt andet det sociale medie Twitter, hvor især pro-palæstinensere kritiserer Israels hårdhændede metoder.

Israels forsvarsminister, Naftali Bennett, forsvarede søndag handlingen:

- Jeg er træt af den fordrejede kritik fra venstrefløjen – at det er inhumant at bruge en bulldozer til at fjerne liget af en terrorist, der forsøgte at dræbe israelere.

Flere såret ved raketangreb

Ved de nye raketangreb sent søndag aften affyrede palæstinensere ifølge CNN mindst 20 raketter mod Israel. Der er ingen meldinger om, at israelere blev dræbt i angrebene.

Som modsvar angreb Israel en række mål med tilknytning til den militante gruppe Islamisk Jihad i Gazastriben. Fire personer blev ifølge palæstinensiske sundhedsmyndigheder såret i angrebet.

Både Islamisk Jihad og den allierede gruppe Hamas opererer i Gaza vest for Israel og i Syrien nord for Israel.

Ærkefjenderne Israel og Hamas har udkæmpet tre krige i den palæstinensiske enklave siden 2008.