Coronavirus

Iran beskyldes for at lyve om coronasmitte - nabolande lukker grænserne

Tilbageholder Iran sandheden om coronasmitten i landet? Det mener en iransk lokalpolitiker.

Ifølge en iransk politiker er der mindst 50 dødsofre for coronavirus, alene i den værst ramte iranske by Qom.

Tallet står i skarp modstrid til det officielle dødstal, som de iranske sundhedsmyndigheder fastholder på 12 for hele landet.

- Indtil nu har jeg ikke set nogen særlig indsats fra myndighedernes side for at stoppe coronavirussens spredning.

Sådan siger politikeren Ahmad Amiriabadi Farahani, der er valgt i Qom, til det iranske nyhedsbureau Ilna.

Farahani fortæller, at der er mindst 250 mennesker i karantæne i byen.

De iranske sundhedsmyndigheder afviser pure lokalpolitikerens påstand og fastholder, at man siden onsdag har registreret 12 dødsfald, 66 smittede og omkring 900 mennesker, der holdes under særlig observation.

Myndighederne slår samtidig fast, at det alene er dem, der kender de rigtige tal og har retten til at offentliggøre dem.

- Dette er ikke tidspunktet for politiske konfrontationer, siger den iranske vice-sundhedsminister Iraj Harirchi til iransk tv.

Smitte fra Iran

Men også oplysninger fra de omkringliggende lande sætter spørgsmålstegn ved de officielle iranske tal.

Mandag meddelte Kuwait, at landet har konstateret sine første tre tilfælde af corona-smitte.

- Prøver, der blev foretaget på folk, der er kommet fra den iranske by Mashhad, viser, at der er tre bekræftede tilfælde af coronavirus, oplyser Kuwaits sundhedsministerium i en udtalelse på Twitter.

Ifølge nyhedsbureauet AP er Mashad imidlertid ikke en af de fem byer, hvor de iranske myndigheder indtil nu har konstateret smitte. Det kunne tyde på, at der florerer smitte flere steder end der, hvor de iranske myndigheder officielt har konstateret den.

Spredt til nabolande

Også Bahrain og Afghanistan melder i dag, at de har fundet deres første tilfælde af corona-smitte. I begge tilfælde kan smitten med en vis sandsynlighed føres tilbage til Iran.

Ifølge Bahrains sundhedsministerium har man fundet et enkelt tilfælde af smitte. Der er en tale om ”en borger, der ankom fra Iran, der var mistænkt for at være blevet smittet med virussen baseret på symptomerne".

Afghanistan har ligeledes fundet en enkelt smittet patient.

Den afghanske sundhedsminister, Ferozuddin Feroz, oplyser, at patienten netop er vendt tilbage fra Iran.

Andre lande som Canada og Libanon har tidligere meldt om rejsende fra Iran, har vist sig at være smittede.

Rejsende fra Iran bliver kontrolleret i nabolandet Iraks internationale lufthavn mandag. Irak har fået sit første sygdomstilfælde, en iransk mand, der blev konstateret syg efter han var ankommet til Irak.

Flere af Irans nabolande er så bekymrede over udviklingen, at de har lukket deres grænse til Iran. Det gælder blandt andre Afghanistan, Armenien og Georgien, mens Irak allerede i sidste uge begyndte at afvise iranske statsborgere ved grænsen.

Aserbajdsjan har midlertidigt lukket to grænseposter på grænsen til Iran.

Smittecentrum i Mellemøsten

- Iran kan udvikle sig til centrum for smittespredningen for lande, som Iran har tæt rejsekontakt til. Et smittecentrum uden for Kina, siger en ekspert i virussygdomme, Ian Mackay fra University of Queensland, til nyhedsbureauet AP.

En anden ekspert i den nye coronasygdom, Paul Hunter fra University of East Anglia, siger til The Guardian, at det kan blive et stort problem for hele Mellemøsten.

- Det er ikke sandsynligt, at Iran har ressourcer og faciliteter til at finde og håndtere et stort antal smittede, siger Paul Hunter.

Sikkerhedsstyrker i Kuwait bevogter et hotel, hvor alle rejsende fra Iran bliver sat i karantæne. Tre af de rejsende er nu konstateret smittede

Uroligheder og tåregas

Onsdag meldte Iran om de første dødsfald, da to ældre mennesker i Qom døde af corona-sygdommen, der har fået det officielle navn covid-19.

Ifølge Qom-politikeren Ahmad Amiriabadi Farahani er det imidlertid ikke de første ofre. Efter en samling i parlamentet mandag slog han fast, at de første ofre i Qom allerede døde knap en uge tidligere.

Mistillid til de iranske myndigheders håndtering af corona-smitten førte i weekenden til demonstrationer i Iran. I byen Talash endte demonstrationer foran det lokale hospital med sammenstød, der fik politiet til at bruge tåregas mod demonstranterne, skriver Al Arabiya.