Udland

Vovehals dræbt i sin rumraket, da han ville bevise, at Jorden er flad

Mike Hughes ville fotografere Jorden for at bevise sin hypotese om, at den er flad. Faldskærmen på hans rumraket foldede sig ud for tidligt.

Den 64-årige, amerikanske vovehals Mike Hughes - bedre kendt som 'Mad Mike' - er omkommet i en ulykke med sin hjemmelavede rumraket.

- Jeg tror ikke på videnskab

Mike Hughes, raketbygger

Ulykken skete nær byen Barstow nordøst for Los Angeles i nat, oplyser tv-kanalen Science Channel, der fulgte med i raketprojektet.

- Vores bønner og tanker går til Mike Hughes' familie og venner i denne svære tid. Det har altid været hans drøm at gennemføre denne opsendelse, og Science Channel var der til at beskrive hans rejse, hedder det i en udtalelse fra tv-kanalen.

Sheriffen i San Bernadino oplyser til CNN, at der har været en patrulje ude ved raketstyrtet nær hovedvej 247 i Barstow, og at manden ombord blev erklæret død.

Raketter var en af Mike Hughes' store lidenskaber. Det samme var hypotesen om, at Jorden er flad.

Faldskærmen

Hans plan var at skyde sig selv ud i rummet for at bevise sin hypotese, men tv-optagelser fra opsendelsen viser, at rakettens faldskærm foldede sig ud, umiddelbart efter at den dampdrevne raket havde forladt rampen.

Justin Chapman, der er freelancejournalist, og som overværede ulykken, siger til Los Angeles Times, at tilskuerne var rystede.

- Alle var lammede. De vidste ikke, hvad de skulle gøre. Han landede cirka en halv mil fra affyringsrampen, siger Justin Chapman, der optog ulykken på video.

Justin Chapman siger til avisen, at han tror, Mike Hughes blev slået bevidstløs under opsendelsen.

- Faldskærmen blev revet af ved opsendelsen, så raketten fløj op i en bue og kom direkte ned, fortæller han.

Lørdagens opsendelse skulle indgå i tv-serien 'Homemade Astronauts', der handler om amatørastronauter og raketbyggere, og som efter planen skal sendes på Science Channel.

Det endegyldige mål var at nå grænsen af rummet i 100 kilometers højde, og Mike Hughes og hans hold udgjorde blot et af flere hold i tv-serien, skriver Space.com, der også har fulgt projektet.

Ved lørdagens opsendelse var det planen, at Mike Hughes skulle skydes op i en højde af 1525 meter.

Chaufføren og den flade jord

Inden han fik smag for raketter, var Mike Hughes limousinechauffør, og han brugte 20.000 dollars til at bygge en campingvogn om til en affyringsrampe, skrev AP i 2017.

Hans hovedsponsor var organisationen Research Flat Earth.

Dengang fortalte han nyhedsbureauet, at hans største drøm var at flyve ud i rummet, så han selv kunne se den flade jord med sine egne øjne.

- Jeg tror ikke på videnskab, sagde Mike Hughes dengang.

- Jeg kender til aerodynamik, og hvordan ting bevæger sig gennem luften. Jeg kender til størrelsen på raketdyser og fremdrift. Men det er ikke videnskab, det er bare en opskrift. Der er ingen forskel på videnskab og science fiction, sagde han til AP.

I 2018 stillede han i øvrigt op som guvernør i Californien.

Han blev ikke valgt, og drømmen om at se Jorden fra rummet gik heller ikke i opfyldelse.

USA's rumagentur, NASA, har imidlertid fotograferet kloden et utal af gange allerede.

Den ser sådan ud: