Bernie Sanders sikrer sig stor sejr i Nevada

78-årige Sanders ser ud til at tage en overbevisende sejr, hvilket vil styrke hans førerposition i kampen om at blive sit partis præsidentkandidat.

Senator Bernie Sanders erklærer sig som vinder af demokraternes primærvalg i den amerikanske delstat Nevada.

- Vores græsrodsbevægelse er ustoppelig. Lad os sammen vinde den demokratiske nominering, besejre Trump og forandre landet, skriver han på Twitter.

Prognoser fra store amerikanske medier som CNN, ABC News, NBC News og nyhedsbureauet AP spår ligeledes 78-årige Sanders som vinder i Nevada, selvom alle valgsteder langt fra er opgjort.

Primærvalget i Nevada lørdag lokal tid er et såkaldt caucus - et vælgermøde, hvor de fremmødte peger på deres favorit til at blive partiets kandidat ved præsidentvalget i november.

Med foreløbigt 50 procent af valgstederne opgjort står Bernie Sanders til en meget overbevisende sejr med knap 47 procent af stemmerne.

Lyn-analyse

Bernie Sanders ser ud til at save konkurrenterne midt over. Hvis du for en måned siden havde sagt, at han ville tage tæt på halvdelen af stemmerne i Nevada, ville folk have kaldt dig skør. Men tingene går hurtigt i amerikansk politik, og Sanders har entydigt momentum og tur i den. Måske vigtigst af alt modbeviser han med resultatet de krittikere, der siger, at han er for venstreorienteret og kun har en smal appel. Det er svært at overvurdere betydningen af størrelsen på Sanders' sejr.

Biden: Vi er i live

Tidligere vicepræsident Joe Biden står ifølge de foreløbige resultater til at klare sig næstbedst med 19,2 procent.

Biden var for bare en måned siden det bedste bud på at vinde Det Demokratiske Partis nominering, men han har klaret sig dårligt med henholdsvis en fjerde- og femteplads i de to første primærvalg i Iowa og New Hampshire og havde derfor brug for et godt resultat i Nevada.

- Pressen er hurtig til at erklære folk for døde. Men altså, vi er i live, lød det fra 77-årige Biden i en tale til sine støtter.

Trods en skuffende start på primærvalgene var der positive toner fra demokraten Joe Biden i Nevada.

Næste mål for Biden er nu et godt resultat ved næste primærvalg 29. februar i South Carolina, hvor han længe har toppet meningsmålingerne. Men forspringet er skrumpet efter hans skuffende start på primærvalgkampen.

Sanders' position er styrket

Ved lørdagens primærvalg i Nevada står Pete Buttigieg til en tredjeplads med 15,4 procent efterfulgt af Elizabeth Warren med 10,3 procent og Amy Klobuchar med 4,5 procent.

På baggrund af de foreløbige resultater fra lørdagens caucus er Sanders ifølge CNN sikret mindst ni delegerede, mens ingen af de andre kandidater med 50 procent opgjort endnu er sikre på nogen delegerede.

Sanders vandt primærvalget i New Hampshire og var tæt på at vinde i Iowa. Ender det med en overbevisende sejr i Nevada vil det derfor styrke hans førerposition i kampen om at blive den, der skal udfordre præsident Donald Trump ved valget i november.

Vigtigt fingerpeg

I Nevada konkurrerer kandidaterne om i alt 36 delegerede. Det er derfor ikke den vigtigste stat i forhold til at opnå flertal ud af de i alt 3979 delegerede i Det Demokratiske Parti.

Men der er en stor symbolsk betydning forbundet med vælgermøderne i Nevada. De ses nemlig som den første test af, hvordan kandidaterne klarer sig blandt USA's spansktalende befolkning.

Efter at have udråbt sig selv som vinder skriver Bernie Sanders selvsikkert, at hans "multiraciale" bevægelse ikke kun vil vinde i Nevada, men at han ved præsidentvalget kan vinde i en anden vigtig - og typisk republikansk - delstat med en stor spansktalende befolkning.

- Sig det ikke til Donald Trump, for jeg tror, at han bliver nervøs, men vi kommer til at slå ham i Texas, skriver Sanders på Twitter.