Coronavirus

Kastede sten mod busser med evakuerede: - Vi vil ikke have et nyt Wuhan her

Demonstrationer mod myndighedernes håndtering af Covid-19 endte voldeligt.

Vrede tilråb og stenkast fyldte torsdag aften gaderne i byen Novi Sanzhary i det centrale Ukriane.

Raseriet var rettet mod busserne med over 70 mennesker, der var evakueret på grund af Covid-19, som trillede ind i byen.

Vi vil ikke have et nyt Wuhan

Indbygger, Novi Sanzhary

- Er du ikke bange for at blive smittet? Det har spredt sig over hele verden selv til Egypten, men disse lande kan ikke sammenlignes med vores, hvor vi har vores fattigdom, lød det fra en af indbyggerne.

De ombordværende buspassagerer var evakuerede fra byen Wuhan i den kinesiske Hubei-provins, hvor Covid-19-epidemien startede. En epidemi, der nu har over 2100 registrerede dødsfald.

Vrede indbyggere i Ukrainsk by: Vi vil ikke have Covid-19-evakuerede her Video: Mie Leonora Heiberg

45 af passagererne var ukrainere og resten fra andre nationaliteter. Alle skulle de i 14 dages karantæne i et sanatorie i den ukrainske by.

Smadret rude

Siden morgenstunden havde hundredvis af byens indbyggere - af frygt for selv at blive smittet - demonstreret mod, at lige præcis deres by skulle huse de evakuerede.

- Vores sanatorie er ikke udstyret til at isolere dem her. Vi vil ikke blive en isolationszone og en eksklusionszone. Vi vil ikke have et nyt Wuhan her, sagde en af de demonstrerende indbyggere Serhiy Hordyenko.

En bus med evakuerede blev ramt af stenkast fra vrede demonstranter i Novi Sanzhary.
Ukraines premierminister, Oleksiy Honcharuk, forsøgte at berolige byens indbyggere med et besøg.
Det lykkedes til sidst politiet at få de evakuerede passagerer frem til bestemmelsesstedet: Et sanatorium i byen.

Demonstranterne forsøgte at blokere vejen, hvor busserne skulle forbi, og brændte dæk af og kastede sten mod politi og busser.

Det førte til voldelige sammenstød med politiet, men det lykkedes omsider myndighederne at få de udmattede evakuerede frem til destinationen ved hjælp af en politieskorte.

Én af busserne fik smadret en rude, men ingen kom til skade. 10 demonstranter blev anholdt.

Udgør ikke fare

Ukraines premierminister besøgte selv byen i et forsøg på at dæmpe urolighederne. Også landets præsident, Volodymyr Zelensky, understregede i en erklæring på Facebook, at de evakuerede ikke vil være til fare for byens indbyggere, fordi de vil opholde sig på et lukke område, der er beskyttet af vagter.

- De næste to uger vil stedet muligvis være det mest bevogtede i hele landet, skrev præsidenten, der ikke var stolt over situationen.

- Protesterne viser ikke den bedste side af Ukraine, skrev han.

Byens lokale politikere vil fortsat stille sig i modværge for beslutningen. Deres argument er, at sanatoriets kloaksystem er forbundet med byens, og at de derfor er bange for en mulig smittefare.

Covid-19 har på nuværende tidspunkt smittet over 75.000 mennesker.