Udland

EU-topmøde om budgetforhandlinger slut uden resultat

EU-præsidenten Charles Michel og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, taler i forbindelse med topmødet.  Yves Herman / Ritzau Scanpix

Topmødet i Bruxelles har varet i mere end et døgn. EU-præsidenten kan ikke sige, hvornår regeringslederne skal mødes igen.

EU-topmødet er slut, uden stats- og regeringslederne har lavet en aftale.

Det bekræfter EU-præsident Charles Michel ifølge Ritzau.

- Vi har arbejdet meget hårdt for at finde en aftale om det næste budget. Desværre måtte vi sande, at det ikke var muligt at nå en aftale. Vi har brug for mere tid, siger Charles Michel.

Hans talsmand Barend Leyts har på Twitter også skrevet, at EU's stats- og regeringschefer har afsluttet mødet om langtidsbudgettet. De nåede ikke frem til et resultat på det møde, der begyndte torsdag eftermiddag.

Aftalen, der er blevet forhandlet om i mere end et døgn, er den flerårige finansielle ramme, der blandt andet bestemmer, hvor mange penge EU har frem mod 2027.

Fredag aften lyder det fra EU-præsidenten, at han ikke vil sige, hvornår han er parat til at indkalde til et nyt topmøde. Det kræver konsultationer med alle medlemslandene, forklarer han.

- Hvert land har sine bekymringer. De har deres holdninger og særinteresser. De har også nationale parlamenter og borgere. Det er vigtigt at tage højde for de forskelle, så vi kan samles om en fælles holdning, siger Michel.

Sammenbruddet bekymrer EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, som mener, at der er risiko for, at EU-programmer må udsættes fra nytår.

- Vi er presset af tiden, siger hun ifølge Ritzau.

Efter sammenbruddet siger Mette Frederiksen, at hun står det samme sted, som hun gjorde inden mødet.

- Vi gør det af hensyn til Europa. Hvis vi skal fastholde alle europæernes opbakning til det her, skal vi både bruge vores EU-budget til at skabe resultater og samhørighed på klima, i forhold til migranter og den ydre grænse. Men vi skal også bruge budgettet til at vise, at vi altid tager udgangspunkt i det, der er befolkningens behov, siger Mette Frederiksen.- Jeg er bare hudløs ærlig, lyder det fra statsminister, Mette Frederiksen (S), der mener, at der skal gå lang tid, før nye forhandlinger om et 7-årigt budget for EU kan genoptages. Ifølge statsministeren er landene simpelthen for langt fra hinanden.

Inden mødet sagde hun, at hun ikke regnede med, at det var muligt at lande en aftale i denne omgang. Dertil var afstanden mellem medlemslandenes positioner for stor, mente hun.

Langtidsbudgettet forhandles hvert syvende år

Hvert syvende år bliver der i EU forhandlet om et langsigtet budget - den såkaldte flerårige finansielle ramme.

Den sætter et loft for, hvor stort et beløb EU maksimalt må bruge om året - og på hvilke politiske områder.

Den økonomiske ramme fastsættes ud fra medlemslandenes bruttonationalindkomst (bni), som er den samlede, årlige indkomst. Ved årsskiftet udløber den nuværende aftale på en procent af EU’s bni.

TV 2s korrespondent i Bruxelles, Lotte Mejlhede, siger, at der skal nok være tid til at få aftalen på plads.

- Men det alvorlige ved det her sammenbrud er, at de stadig står så langt fra hinanden. Det virker ikke, som om de har talt sig ind på hinanden på det her topmøde. Det er det, der bekymrer, siger Lotte Mejlhede.

- Som den franske præsident, Macron, siger: "Vi behøver ikke Storbritannien for at vise, vi er uenige. Det klarer vi udmærket selv".