USA VALG

"Søvnige Joe", "Mini-Mike" og "idioten" Steyer - mens demokraterne holdt debat, gik Trump til angreb

Demokraternes tv-debat natten til torsdag var guld for Trump, vurderer USA-analytiker.

Mens Donald Trumps potentielle rivaler debatterede på direkte tv i Las Vegas, holdt præsidenten vælgermøde for sine tilhængere i Phoenix, Arizona.

Og det gik ikke stille for sig, for en stor del af Trumps tale var dedikeret til at håne demokraterne.

De ved ikke, hvad fanden de laver

Donald Trump

Blandt andet kommenterede Trump under fremmødet på tidligere vicepræsident Joe Bidens seneste vælgermøde:

- Der kom kun 68 personer til søvnige Joe Bidens vælgermøde for nylig, lød det fra Trump, der selv hoverede over at tale til en fyldt sal.

Strategisk timing

Det var næppe tilfældigt, at vælgermødet i den amerikanske delstat Arizona foregik stort set samtidig med tv-debatten mellem demokraternes potentielle præsidentkandidater.

I Trumps tale blev senator Bernie Sanders kaldt "skør", og forretningsmanden Tom Steyer blev betegnet som "idiot". Trump kommenterede også på højden på den tidligere New York-borgmester Michael Bloomberg, der deltog i debatten for første gang.

- Nu har de en ny dreng på holdet: Mini-Mike. Og jeg hører, at han får det glatte lag ved debatten i aften, lød det fra Donald Trump til stor jubel fra tilskuerne.

Den tidligere borgmester måler 173 centimeter mod præsidentens 190.

Bloomberg slagtet

Demokraternes debat var optakt til lørdagens primærvalg i delstaten Nevada, som Donald Trump heller ikke holdt sig tilbage fra at dele sin skepsis omkring:

- Jeg hører dårlige ting om deres stemmeoptælling. De ved ikke, hvad fanden de laver, sagde han med hentydning til det kaos, der herskede efter primærvalget i Iowa tidligere på måneden, der forsinkede valgresultatet i dagevis.

Trump var dog ikke nattens eneste angrebslystne politiker. En aggressiv stemning dominerede også demokraternes tv-debat.

- Ganske som forventet forstærkede Michael Bloombergs entre hanekampen om, hvem der bliver førsteudfordreren til Bernie Sanders. Resultatet blev en hidsig debat, der - undskyld mit franske - bedst kan beskrives som et shitshow, siger USA-analytiker Mirco Reimer-Elster, der fulgte debatten.

Vand på Trumps mølle

Bloomberg blev udfordret af alle sine fem modstandere, der tæller Joe Biden, Bernie Sanders, Pete Buttigieg, Amy Klobuchar og Elizabeth Warren. I alt gik de til angreb på ham 45 gange.

- Vi kan ikke erstatte én arrogant milliardær med en anden, sagde Warren blandt andet om Bloomberg med hentydning til Donald Trump.

Et angreb, der i sidste ende kan blive en fordel for Trump, vurderer Mirco Reimer-Elster.

- Spørgsmålet er nu, hvorvidt et så splittet parti kan stå samlet i kampen mod præsident Trump. Præsidenten må i hvert fald være en glad mand, siger han.