USA VALG

Bloomberg angrebet fra alle sider i demokratisk debat

Frontløberen Bernie Sanders slap billigt, mens Michael Bloomberg blev udsat for 45 angreb af sine modstandere.

Det var en aggressiv stemning, der dominerede på scenen i Nevada, hvor milliardæren Michael Bloomberg for første gang deltog i den demokratiske debat.

Den tidligere borgmester i New York City blev udfordret af alle sine fem modstandere, der tæller Joe Biden, Bernie Sanders, Pete Buttigieg, Amy Klobuchar og Elizabeth Warren.

Under debatten stak Warren til Bloomberg og ikke Bernie Sanders, som hun tidligere har gjort.

- Vi kan ikke erstatte én arrogant milliardær med en anden, sagde Warren blandt andet om Bloomberg med hentydning til den nuværende præsident, Donald Trump.

Hun pegede også på, at Bloomberg af flere omgange har talt enormt nedladende om kvinder.

Som borgmester i New York stod Bloomberg bag en særlig visitationspolitik kaldet stop-and-frisk, der i stor grad var målrettet mod afroamerikanere. Dette måtte milliardæren stå på mål for gentagende gange på scenen, eksempelvis da tidligere vicepræsident Joe Biden angreb ham.

- Som borgmester var du ansvarlig for, at fem millioner afroamerikanere blev smidt op af en mur (af politiet, red.).

Bernie Sanders angreb mest

En opgørelse fra det amerikanske medie NBC viser, at ud af alle seks præsidentkandidater var det Bernie Sanders, der gik mest til angreb.

Hele 32 gange angreb Bernie Sanders sine demokratiske modstandere eller præsident Donald Trump, mens han selv måtte gå til forsvar 22 gange. Dermed er Bernie Sanders den kandidat, der angreb mest, og den, der blev angrebet næstmest lige efter Bloomberg.

Lyn-analyse

Det er bemærkelsesværdigt, hvor dårligt Bloomberg klarede sig. Han har opbygget et tv-image som den vellidte tidligere New York-borgmester, der kan slå Donald Trump, men det blev flået fra hinanden af Warren i en nedsabling, man sjældent ser i amerikansk politik. Det er samtidig godt nyt for frontløberen Bernie Sanders, der ikke fik den samme hårde behandling frontløberne plejer at få. For det var første debat med Bloomberg, og kandidaterne havde tydeligvis noget på hjerte. Men mange af de demokratiske vælgere synes, at det var et shitshow uden lige. Og derfor er nogle bange for, at demokraterne slet ikke kan samles om en kandidat, fordi de internt går så hårdt til hinanden. Det kan jo i sidste ende blive godt for Donald Trump.

De to herrer gik også til klingerne. Bloomberg sagde om Sanders, at hans politik mindede milliardæren om kommunisme.

- Det har flere lande prøvet. Og det virker ikke, sagde Bloomberg.

Bloomberg spurgte også Sanders, hvordan det hang sammen, at han var "den mest kendte socialist i USA," men havde tre huse og var millionær. Til dette svarede Sanders, at han havde et hus i Washington, hvor han arbejder, et i Burlington, hvor han bor og et sommerhus.

- Men hvor er dit hjem? Hvilket skattely har du adresse i, spurgte Sanders.

Bernie Sanders er i en ny meningsmåling storfavorit til at blive demokraternes kandidat. Men Bloomberg er hurtigt gået op i meningsmålingerne, og bliver nu anklaget af blandt andre Bernie Sanders for at bruge sin formue til at købe sig til præsidentposten.

Milliardæren blev angrebet af sine modstandere 45 gange i løbet af debatten, viser tal fra NBC.