Coronavirus

Forskere fordømmer i fælles opråb konspirationsteorier om covid-19

En amerikansk senator mener ikke, at coronavirus har sin oprindelse på et marked i Kina - og måske er oprindelsen slet ikke naturlig.

- Vi står sammen for på det kraftigste at fordømme konspirationsteorier, der antyder, at covid-19 ikke har en naturlig oprindelse.

Sådan lyder et opsigtsvækkende indlæg onsdag fra 27 forskere fra hele verden i det medicinske tidsskrift The Lancet.

Stå sammen med vores kollegaer ved frontlinjen

27 forskere i en artikel i The Lancet

Udmeldingen kommer, efter den republikanske senator i USA, Tom Cotton, i et interview med det amerikanske medie Fox News søndag sagde, at coronavirus ikke har sin oprindelse på et fiske- og dyremarked i den kinesiske storby Wuhan.

Derimod antydede han, at virussen i stedet kommer fra et forskningslaboratorium i nærheden.

- Kina løj fra begyndelsen, og de lyver stadig, sagde senatoren i interviewet ifølge CNN.

Senator: Der er mindst fire hypoteser

Ifølge de 27 forskere er der dog ingen tvivl om, hvor coronavirussen stammer fra, og de fremhæver, at de som offentlige sundhedsforskere har fulgt fremkomsten af covid-19.

- Den hurtige, åbne og transparente måde at dele data om dette udbrud på, bliver nu truet af rygter og misinformation om dens oprindelse (…) Forskere fra mange lande har offentliggjort og analyseret genomer fra virussen (…) og de konkluderer i overvældende grad, at denne coronavirus har sin oprindelse i dyrelivet, som så mange andre virusser, står der i indlægget.

Forskerne roser desuden de kinesiske myndigheder og forskere i Kina og kalder deres arbejde for ”beundringsværdigt.”

- Vi vil gerne lade jer vide, Kinas forskere og sundhedseksperter, at vi står sammen med jer i kampen mod denne virus (…) Stå sammen med vores kollegaer ved frontlinjen, lyder det i indlægget.

- Virus stammer næsten helt sikkert ikke fra markedet

Ifølge Tom Cotton stammer hans oplysninger fra et studie, der i januar blev publiceret af kinesiske eksperter i selvsamme tidsskrift, The Lancet.

Efter interviewet skrev han på Twitter, at der er mindst fire hypoteser om coronavirussens oprindelse, og at hypoteserne spænder fra ”det konstruerede biovåben” til den ”naturlige.”

Sidstnævnte er ifølge Tom Cotton den mest naturlige forklaring, men han skriver samtidig, at virussen ”næsten helt sikkert ikke stammer fra markedet i Wuhan.”