Udland

Donald Trump afsætter millioner til konsulat i Nuuk

Den formelle godkendelse af et konsulat i Grønland er på plads.

Der var stort postyr, da den amerikanske præsident, Donald Trump, sidste år anførte, at han ville købe Grønland. Det fik han ikke lov til, men planerne om et amerikansk konsulat i Grønland blev ikke skrinlagt af den grund.

Og nu har Trump-administrationen i et regeringsforslag fremlagt, hvor meget der skal sættes af til et amerikansk konsulat i Grønlands hovedstad, Nuuk.

Således fremgår det af et regeringsforslag, at Trump agter at afsætte 587.000 dollar - godt fire millioner kroner. Det skriver det amerikanske medie Politico.

Udenrigsministeriet har nikket ja

Konsulatet vil ikke blive USA's første permanente konsulat i Grønland.

USA åbnede nemlig et konsulat i Grønland i 1940 efter Nazitysklands besættelse af Danmark, men konsulatet lukkede i 1953.

I december oplyste Udenrigsministeriet, at det havde accepteret USA's planer om at åbne et konsulat i Nuuk.

Dermed er den formelle godkendelse af projektet også på plads.